Sådan skifter du til nye energirigtige vinduer

Fakta | 

Det er en god idé at skifte hele vinduet, hvis det er i dårlig stand. Der er flere løsninger: forsatsvinduer, koblede vinduer eller termovinduer med energiruder. Se eksempler på, hvad det koster, og hvad du kan spare.

Montage af nyt vindue, bemærk kilerne. Foto:Venligst udlånt af Jysk Vindueskompani
Montage af nyt vindue, bemærk kilerne. Foto:Venligst udlånt af Jysk Vindueskompani

Hvordan gør du?

Det er normalt en god idé at skifte hele vinduet, hvis:

  • Vinduerne er i dårlig stand, f.eks. hvis de er alvorligt angrebet af råd eller svamp.
  • Vinduesrammerne er så utætte, at det ikke kan lade sig gøre at skifte tætningslisterne.

Gamle vinduer
Gamle vinduer - typisk fra før 1950 - er ofte godt håndværk og lavet af gode materialer. Disse vinduer har som regel en rigtig god isoleringsevne, som er fuldt ud på højde med, eller bedre end nye lavenergivinduer. Men hvis vinduerne isoleringsevne ikke er god nok, kan du forbedre vinduets varmetab ved at:

  • Montere nye forsatsvinduer på de gamle vinduer.
  • Købe nye koblede vinduer med energiglas.
  • Skifte inderglasset i de eksisterende koblede vinduer.

Gamle vinduer kan have særlige detaljer, f.eks. profileringer, inddelinger, særlige beslag eller en speciel form, som er med til at give huset karakter. Det bør du have med i overvejelserne, når du skal beslutte, om du vil bevare eller udskifte de gamle vinduer.

Nyere vinduer
Nyere vinduer fra 1960'erne og frem til i dag er ofte termovinduer, og både termovinduer og andre vinduer generelt fra den tid er ikke altid energirigtig.

Materialerne og konstruktionerne er ofte ikke lige så gode, som gamle vinduer, og der slipper meget varme ud langs aluminiumskanten ved rammer og sprosser på termovinduer. Her kan du;

  • Skifte termoruderne til nye energivinduer med varm kant,
  • Skifte hele vinduet til lavenergivinduer med energiglas eller -energiruder.
Ældre patricier villa med gammelt og slidt og ikke særlig vedligeholdt vindue.
Ældre patricier villa med gammelt og slidt og ikke særlig vedligeholdt vindue.

Nye forsatsvinduer på de gamle vinduer

Forsatsvinduer består af en ramme med energiglas uden sprosser, som bliver monteret på det eksisterende, evt. småsprossede, vindue. Altså på indersiden af vinduet inde i huset. Forsatsvinduet kan enten være monteret til vinduets karm eller - mindre godt - direkte på vinduet.

Det kan være lidt besværligt at åbne et vindue med forsatsvinduer. Man skal først åbne forsatsvinduet indad og derefter åbne det oprindelige vindue udad. Har du dannebrogsvinduer kan du dog nemt lufte ud uden at skulle flytte noget i vindueskarmen, da du kan nøjes med at åbne de øverste vinduer.

Nye koblede energivinduer
Et koblet vindue består af to vinduesrammer, som er koblet sammen. Den yderste ramme kan have småsprossede ruder, mens den inderste ramme oftest har ét stort rudefelt med energiglas.

Det koblede vindue har den fordel, at hele vinduet kan åbnes på en gang, når du skal lufte ud. Men rammerne kan også åbnes hver for sig, f.eks. når vinduet skal pudses.

Hvis huset allerede har forsatsvinduer eller koblede vinduer, kan du typisk halvere varmetabet gennem vinduet ved at udskifte det inderste glas med energiglas.

Hvad kan du spare?

Eksempel: Opsætning af forsatsvinduer
I en villa i halvandet plan er der forsatsvinduer i to etager. Vinduerne i stueplan er i orden, mens de øvrige vinduer kun har et lag glas. På 1. sal og i kælderen monteres nye forsatsrammer med energiglas, der er 16 nye forsatsramme der skal laves.

Pris for opsætning af 16 nye forsatsrammer = 107.500 kr.

Årlig besparelse i varme = ca. 4.700 kr. afhængig af varmekilde.

Investeringen har tjent sig hjem efter ca. 23 år.

Eksempel: Udskiftning af gamle vinduer med nye koblede vinduer
I en villa fra 1920 i halvandet plan udskiftes de termovinduer fra 1976 med 16 stk. nye koblede dannebrogsvinduer med energiglas.

Pris for 16 nye vinduer = 150.000 kr.

Årlig besparelse i varme = ca. 7.200 kr. afhængig af varmekilde.

Investeringen har tjent sig hjem efter 20 år.

Hvad koster det?

At sætte nye forsatsvinduer med energiglas op uden på de eksisterende vinduer
Et nyt forsatsvindue med energiglas koster ca. 5.500 kr. pr. kvadratmeter inkl. moms og håndværkerens arbejde. Arbejdstiden kan dog variere, afhængigt af hvor meget arbejde der er med at tætne og reparere fugerne rundt om vinduerne.

At skifte til nye koblede energivinduer
Et nyt lavenergivindue med koblede rammer koster ca. 8.200 kr. pr. kvadratmeter inkl. moms og håndværkerens arbejde. Arbejdstiden kan dog variere, afhængigt af hvor meget arbejde der er med at tætne og fuge rundt om vinduet.

At skifte til nye energivinduer
Et nyt lavenergi(termo)vindue koster ca. 4.700 kr. pr. kvadratmeter inkl. moms og håndværkerens arbejde. Arbejdstiden kan dog variere, afhængigt af hvor meget arbejde der er med at tætne og fuge rundt om vinduet.

Hvilke fordele er der ved at skifte vinduerne?

Hvis vinduerne er alvorligt angrebet af råd og svamp, kan der være flere fordele ved at udskifte vinduerne. Ud over at spare energi og penge er der også andre fordele ved at skifte vinduer.

Du slipper for:

  • Træk fra utætte vinduer.
  • Kuldestråling og kuldenedfald fra kolde vinduesoverflader.
  • Kondens på vinduerne, der kan give råd og skimmelsvamp.

Hvilke ulemper er der ved at skifte vinduerne?

Alt for ofte bliver gode gamle vinduer udskiftes med nye vinduer, og derfor er der også ulemper ved at udskifte vinduerne:

  • Det er mere energi- og ressourcekrævende at producere nye vinduer frem for at renovere de gamle vinduer.
  • De gamle vinduer kan have uerstattelige æstetiske kvaliteter, der kan have stor økonomisk og arkitektonisk værdi for huset og er dermed værd at bevare.

Hvordan kommer du i gang med at skifte vinduer?

1). Tjek din husforsikring

Før du går i gang med at skifte vinduer, bør du kontakte dit forsikringsselskab. Hvis du ikke meddeler dit forsikringsselskab, at du skal i gang med et byggearbejde, dækker forsikringen ikke eventuelle skader under byggeriet.

I de fleste tilfælde vil præmien stige i den periode, hvor byggeriet står på, da der er større risiko for skader. Det kan også være nødvendigt at tegne en særlig forsikring, som dækker skader på eller tyveri af byggematerialer m.m.

2). Find ud af, hvilke vinduer der skal udskiftes

Find ud af, om du vil udskifte alle vinduer i hele huset eller kun nogle af dem. Du bør først skifte de vinduer ud, der er i dårligst stand. Hvis du ikke vil skifte alle vinduerne, kan du f.eks. begynde med dem i de rum, hvor du oplever de største gener i form af træk eller kulde.

Det kan også være, at nogle af vinduerne er ældre eller i dårligere stand end de øvrige. Typisk er syd- og vestvendte vinduer mest udsatte.

3). Krav til nye vinduer

Hvis du skifter vinduer i en hel facade, skal vinduerne overholde kravene i bygningsreglementet Vinduernes U-værdi må højst være 1,5 for vinduer uden sprosser og 2,0 for vinduer med sprosser. U-værdien er et mål for varmetabet gennem ruden/vinduet.

4). Vælg nye vinduer til huset

Du kan købe energivinduer hos en glarmester, på internettet eller hos en vinduesproducent. Hvis du vil have en håndværker til at skifte vinduerne, er det normalt, at håndværkeren også leverer de nye vinduer.

Det kan være svært at finde en håndværker, der vil montere vinduer, du selv har købt.Det er vigtigt at vælge den rigtige slags vinduer, hvis du vil spare mest muligt på varmen. Vælg vinduer, der:

  • Har så lille et varmetab som muligt. Varmetabet måles som en U-værdi. Rudens U-værdi bør være på 1,1 eller derunder. Se efter U-værdien for det samlede vindue, ikke kun for ruden.

  • Har varm kant. Det vil sige, at listen mellem glassene er af f.eks. plastkomposit i stedet for af aluminium. Det nedsætter varmetabet langs rudekanten betydeligt.

  • Har en høj G-værdi. G-værdien er et udtryk for rudens evne til at transmittere solvarme og kaldes også solfaktor. En høj G-værdi betyder, at der passerer meget gratis solvarme ind gennem vinduet. Forholdet mellem U-værdi og G-værdi udtrykkes i energibalance kWh pr. m2 vindue

  • Har GS-mærkede ruder. Så er du sikret mod punkteringer i 5 eller 10 år. Producentens garanti er betinget af, at vinduerne er korrekt monteret. Det er især vigtigt at være opmærksom på, hvis du selv monterer dem. GS-mærket er ikke et lovkrav som CE mærket. Læs mere om GS-mærket.

  • Der er DVC-mærkede (Dansk Vindues Certificering). Det betyder, at det bliver kontrolleret, at materialer og produktion lever op til fastsatte normer.

5). Sådan udskifter du vinduerne

Først skal det eksisterende vindue tages ud. Dette gøres nemmest ved at fjerne fugen først. Når fugen er væk, kan man se de gamle søm eller skruer, der holder vinduet på plads. Disse søm eller skruer skæres over med en nedstryger eller en vinkelsliber. Herefter kan vinduet tages ud.

Vindueshullet renses for snavs og skidt, og et par afstandsklodser gøres fast i bunden. Vinduet skal stå på afstandsklodser, for at der kan fuges under vinduet, så vand kan løbe af i stedet for at gøre vinduesrammen våd. Herefter løftes vinduet op i hullet og gøres fast med et par kiler i begge sider.

  • Kontroller, at vinduet sidder i lod og vater.
  • Kontroller, at der er den samme afstand/luft på alle fire sider. Denne afstand svarer til fugens bredde.Sidder vinduet skævt eller for meget til den ene side, bliver fugerne rundt om det ikke lige brede, og det vil se forkert ud.

Vinduet gøres fast i begge sidder. Alt efter hvor stort vinduet er, sættes en skrue for hver meter og ca. 15 cm fra top og bund. Der bores for i vinduet og videre ind i ydervæggen. Herefter skrues vinduet på plads.

Når vinduet sidder, hvor det skal, skal der stoppes med mineraluld på alle fire sider. Yderst lægges der et fugebagstop, og fugen kan monteres hele vejen rundt. Den udvendige fuge bør være diffusionsåben, dvs. at den tillader damp og fugt at passere igennem.

Inden døre afsluttes med en liste eller en fuge. Den indvendige fuge bør være diffusionstæt, så fugen er vind- og vandtæt, og for at fugtig luft indefra ikke kan trænge ud i fugen og opfugte karmtræet. 

Til sidst monteres evt. vinduesplade/vindueskarm og evt. lysningspaneler rundt om vinduerne.

6). Sørg også for, at der bliver tætnet omkring vinduerne

Når vinduerne er skiftet, skal fugen omkring vinduet isoleres. Mellemrummet mellem karm og mur skal være helt fyldt ud med mineraluld, og mineralulden skal ligge jævnt og ikke i klumper.

Det er meget vigtigt, at fugen lægges mod et bagstop (en rund kunststofstrimmel bag fugen). Fugerne må kun klæbe fast på de to modstående sider (karm og mur), ikke på materialet bagved.

Et bagstop består netop af et materiale, som fugen ikke kan klæbe på. Fugen må ikke være tykkere end cirka halvdelen af mellemrummets bredde (dvs. maks. 5 mm tyk ved en fugebredde på 10 mm). Ellers er fugen ikke elastisk nok, og der vil med garanti komme revner, eller fugen vil slippe, og dermed vil der opstå nye utætheder.

Den udvendige fuge skal være diffusionsåben, så eventuel fugt kan trænge ud i det fri i stedet for at hobe sig op inde bag ved fugen. Specielt omkring trævinduer er det vigtigt, at fugten kan slippe ud.

Den indvendig fuge ved vinduerne skal enten være helt tæt (diffusionstæt) eller lige så diffusionsåben som den udvendige fuge. I ældre murede huse kan det være en fordel, hvis begge fuge er diffusionsåben f.eks. en kalkmørtel.  

7). Få et tilbud hos en håndværker

Hvis du vil have en håndværker til at udføre arbejdet for dig, er det en god idé at bruge en professionel tømrer. At udskifte vinduer er ikke gør det selv-arbejde, og det kan ikke anbefales at gøre det selv.

Der er rigtig mange ting, der skal være i orden, før et vindue sidder rigtigt og er forsvarligt tæt. Det kan se meget nemt ud, men gøres det ikke 100 procent korrekt, kan man få rigtig mange problemer.Det er en god idé at bruge et firma, du har fået anbefalet af venner, naboer, kolleger el.lign.

En anden mulighed er at bede tømrerisoleringsfirmaet om navn og telefonnummer på kunder, som du kan spørge, om de har været tilfredse med det udførte arbejde.Indhent altid minimum tre tilbud, så du får en idé om, hvad opgaven bør koste.

Vær opmærksom på, om tilbuddene omfatter alle materialer og al det arbejde, der skal udføres. Tjek f.eks., om udgiften til oprydning og bortkørsel af affald m.m. er med.

Det er ikke altid en god idé at vælge det billigste tilbud. Det er mindst lige så vigtigt, at du har tillid til den håndværker, du vælger.Sørg for at lave en udførlig, skriftlig kontrakt med firmaet. Det gode ved at have en udførlig kontrakt er, at det giver dig bedre mulighed for at klage, hvis det udførte arbejde ikke stemmer overens med det, der er aftalt i kontrakten.

Kontrakten bør bl.a. indeholde:

  • En detaljeret beskrivelse af, hvilke arbejder der skal laves, og hvilken type vinduer der skal bruges.
  • Deadline for, hvornår arbejdet skal være færdigt.
  • Aftale om, hvem der indkøber materialer og beskytter dem mod regn osv. i byggeperioden.

8). Kontrol

Hvis du ikke har den store håndværksmæssige erfaring, kan det være en god idé at hyre en rådgiver til at gennemgå arbejdet, når det er færdigt. Det kaldes en afleveringsforretning og koster normalt ca. 2.500 - 5.000 kr. inkl. moms.

Publiceret: tirsdag 2. marts 2010

Kolofon / Send feedback

Af 
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
journalist Gusta Clasen
redaktionschef Kristine Virén

Kommentarer

Ingen kommentarer
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen