Udskiftning af ruder i nye og gamle vinduer

Fakta | 

Både enkeltlagsruder i gamle vinduer og termoruder i nyere vinduer kan gå i stykker. Læs her, hvordan du udskifter ruderne, hvis du vil gøre det selv frem for at overlade arbejdet til en glarmester.

Hvornår er det nødvendigt at udskifte en termorude?

Langt de fleste vinduer, der er fremstillet inden for de sidste 50 år, er forsynet med termoruder, altså ruder, som består af to lag glas eller, sjældnere, tre lag glas. Termoruder har en forseglet kant, som skaber et lufttæt rum imellem glassene. Det lufttætte rum kan være fyldt med almindelig luft eller en gas med bedre isolerende egenskaber.

Ruden er knust eller punkteret

Det giver sig selv at en rude, der er knust eller revnet, skal udskiftes.

Termoruder kan også punktere, hvis forseglingen bliver brudt. Er der dug mellem glaslagene, er det et klart tegn på, at ruden er punkteret. Den punkterede rude er mest et problem, fordi duggen giver et dårligere udsyn. Rent isoleringsmæssigt har det mindre betydning. Ikke desto mindre bør en punkteret termorude udskiftes.

Er der dug på indersiden af ruden, tyder det på, at der er for høj fugtighed i rummet, og så skal der luftes mere ud.

Udskiftning af ruder som energiforbedring

Traditionelle termoruder med almindeligt glas er efterhånden blevet afløst af energitermoruder.

I energitermoruder har det inderste lag glas en belægning, som reflekterer en del af varmen tilbage i rummet, og dermed har vinduet en væsentligt bedre isoleringsevne. En gammeldags termorude har en U-værdi på omkring 3, mens en moderne energitermorude har en U-værdi på 1,1. Jo lavere U-værdi, desto bedre isoleringsevne. De bedst isolerende, moderne trelagsruder kan have en U-værdi helt ned til 0,5.

Hvis vinduerne i dit hus i øvrigt er tætte og i god stand, kan du energiforbedre ved at udskifte de gamle termoruder med nye energitermoruder. Det er billigere og nemmere end at skifte hele vinduet ud, og det vil forbedre isoleringen i huset. Du kan udskifte alle ruder på en gang eller gøre det, efterhånden som de gamle ruder punkterer.

Du skal dog være opmærksom på, at den særlige belægning på energitermoruden kan give den en lidt anden farve end husets oprindelige ruder.

Kan du selv udskifte en termorude?

Der er ikke noget i vejen for, at du selv tager den gamle termorude og monterer en ny. Det er ikke særlig svært. Du skal bestille ruden hos en glarmester, som du også kan få til at montere den. Men der er selvsagt penge at spare ved at gøre noget af arbejdet selv.

Hvordan udskifter du selv en termorude?

Du skal først tage mål, så glarmesteren kan fremstille en ny rude. Det er det såkaldt "stramme lysningsmål" fra fals til fals, du skal tage, både højde og bredde. Så ved glarmesteren selv, hvor mange millimeter mindre på hver led ruden skal være, for at den ikke skal presses på plads. Er det nødvendigt at presse ruden på plads, er den for stor, og så vil fugt og temperatursvingninger kunne få træværket til at arbejde, så den før eller siden punkterer eller revner.

Mål også rudens tykkelse

Det er nødvendigt at tage bundglaslisten af, når du måler op, for du skal også måle rudens tykkelse. Det gør du ved at stikke enden af din tommestok ind under ruden, så den stopper bagerst i falsen.

Gammeldags termoruder er normalt tyndere end moderne energitermoruder, så når du bestiller en ny rude, skal du sikre dig, at den passer i falsen. Hvis du bestiller en tykkere rude, kan du evt. skifte glaslisterne ud med nogle smallere. Bevarer du de eksisterende glaslister, er det vigtigt, at ruden har samme tykkelse som den oprindelige rude. Du kan snakke med glarmesteren om de muligheder, du har.

En gammeldags termorude kan f.eks. være 14 mm tyk og hedde 4-6-4. Det betyder, at den består af to lag glas på hver 4 mm med et mellemrum på 6 mm. Energitermoruder fremstilles også i så lille tykkelse, men det er mere almindeligt med 4-12-4, altså 20 mm tyk. Jo større mellemrum der er mellem glassene, desto mere varme- og lydisolerende vil ruden være.

Udskiftning trin for trin

1.    Først skal den gamle rude tages ud af vinduesrammen. Det gør du ved at afmontere glaslisterne rundt om ruden. Hvis de er skruet fast, er det nemt nok. Hvis de er sømmet fast, skal de lirkes ud med f.eks. en stiv spartel, uden at du beskadiger træværket. Hvis ruden er monteret med fugebånd og evt. silikone mellem glaslisterne og glasset, er det ikke så svært. Er ruden kittet fast, kan du prøve at løsne kittet med en varmeblæser. Det kan være nødvendigt at slå ruden i stykker for at få den ud. Det skal selvsagt ske med yderste forsigtighed. Brug kraftige arbejdshandsker og beskyttelsesbriller.

2.    Falsen skal renses grundigt og behandles med en grundingsolie til udvendig brug. Hvis du har tid og mulighed, kan du også give den en gang maling for at beskytte den ekstra godt imod, at vand og fugt trænger ind. Hvis glaslisterne er taget af i hel stand og skal genbruges, skal du også rense og behandle dem.

3.    Inden den nye rude monteres, skal både glaslister og fals forsynes med selvklæbende fugebånd, som sikrer tætheden mellem rude og ramme.

4.    Når ruden monteres, skal den stå på et par tynde afstandsklodser eller kiler i bunden af falsen, inden den vippes ind på plads. Der skal være et par millimeters afstand mellem rude og fals hele vejen rundt. Herefter skal glaslisterne monteres. Pres listen på plads mod ruden, og skru eller stift den fast. Til sidst sætter du bundglaslisten fast.

Vælg den rigtige bundglasliste

Bundglaslisten har stor betydning, for den skal sikre, at vinduet er tæt i bunden, og lede vandet væk der, hvor vinduet er mest udsat. Er listen medtaget, skal den udskiftes.

Den bedste type bundglasliste er af aluminium, som er vejrbestandigt og vedligeholdelsesfrit. Du kan også købe gode bundglaslister af ædeltræ, som er holdbare. Listen skal yderst være forsynet med en drypnæse, der forhindrer, at vandet løber ind under listen. Den skal også have en ekstra rille på undersiden, som sikrer, at fugt mellem listen og falsen ventileres bort.

Hvornår er det nødvendigt at udskifte en rude i et ældre vindue?

Vinduer fra før ca. 1950 er fremstillet med et enkelt lag glas i den yderste vinduesramme, evt. suppleret med en forsatsramme på den indvendige side. Glasset i det ydre vindue holdes typisk fast med små stifter og kit i falsen.

En årsag til at skifte ruden ud er, at den er knust eller revnet, men den kan også være beskadiget og ridset på grund af slibning af vinduesrammerne i forbindelse med vedligeholdelse. Da der er tale om et enkelt lag glas, kan ruden i modsætning til termoruder ikke punktere, og der er derfor ingen begrænsning på rudens levetid i øvrigt.

Kan du selv udskifte en rude i et ældre vindue?

Du kan selv skifte en rude ud eller overlade arbejdet til glarmesteren. Glarmesteren kan komme ud til dig, hvis det f.eks. er et fast vindue. Du kan også tage vinduesrammen ud, og afleverer den hos glarmesteren til reparation. I sidstnævnte tilfælde sparer du penge til glarmesterens kørsel, men må også undvære vinduet i dit hus.

Hvis du selv vil skifte ruden ud, kan du lade glarmesteren skære det nye glas til. Du kan også ret enkelt selv skære ruden med en glasskærer. Det kan f.eks. være en fordel, hvis du istandsætter et småsprosset vindue med flere små ruder. Hos glarmesteren betaler du både for selve glasset og for skæringen pr. snit.

Hvordan udskifter du en rude i et ældre vindue?

Uanset om du eller glarmesteren skærer ruden til, er det vigtigt at vælge det rigtige glas.

Moderne vinduesglas er såkaldt floatglas, og det er karakteriseret ved at være helt jævnt og plant, og det giver helt skarpe spejlinger og reflekser. Gammeldags vinduesglas er ikke så ensartede, og de giver mere slørede spejlinger og reflekser. Hvis de øvrige vinduer i facaden stadig har de oprindelige, ujævne ruder, vil en ny rude af floatglas se forkert ud i det samlede billede. Tal med glarmesteren om, hvilken slags glas du skal bruge. Man kan stadig få glas, der ligner gammeldags ruder, såkaldt maskintrukket glas. Spørg din glarmester, om han kan skaffe det.

Tager du selv mål til ruden, er det falsmålet fra fals til fals i rammen, også kaldet "det stramme lysningsmål", du skal bruge. Hvis vinduet er sprosset, skal du måle fra falsen i rammen til falsen i sprosserne. Skærer du selv ruden, skal du sørge for, at den bliver 2-3 millimeter mindre end falsmålet på hver led.

Udskiftning trin for trin

1.    Først skal du fjerne resterne af den gamle rude sammen med alt det gamle kit, maling og stifter. Brug et slidt stemmejern og evt. en malingsskraber. Vær omhyggelig med at fjerne alle rester uden at beskadige træværket.

2.    Herefter skal falsen slibes jævn og mættes med en træolie til udvendig brug, så træet ikke suger al olien ud af kittet.

3.    Bunden af falsen skal have et lag kit. Du skal bruge rigtigt linoliekit, som du ælter i hånden, til det bliver blødt og smidigt. Rul det ud i tynde pølser, og tryk det fast i falsen. Glat det derefter til et jævnt lag med en kittekniv eller stiv spartel.

4.    Nu er du klar til at lægge ruden i falsen. Den skal ligge, så der er ens afstand til falsen hele vejen rundt, og den skal trykkes godt fast i kittet.

5.    Ruden holdes på plads med små stifter, ca. 5 cm fra hjørnerne. Hvis ruden er stor, f.eks. et dannebrogsvindue uden sprosser, skal der også et par stifter i langs kanterne. Stifterne slås forsigtigt i helt nede ved glasset med en hammer med flad kant. En såkaldt glarmesterhammer er den bedste. Stifterne skal kun stikke et par millimeter ud på ruden.

6.    Når ruden sidder fast, lægges overkittet på med kittekniven hele vejen rundt i falsen. Kittet kan evt. varmes i hånden og lægges på i en pølse. Så kommer den sværeste del, nemlig at trække det overskydende kit af med kittekniven. Det skal helst ske i en enkelt glidende bevægelse for hver fals, så kittet efterlades med en flot, jævn og glat overflade. Kittet må ikke kunne ses på vinduet indefra, så det skal kun ligge 1-2 mm ud fra rammens indvendige kant. Den færdige vinduesramme kan hænges på plads med det samme.

7.    Når kittet er overfladehærdet efter en uges tid, kan du forsigtigt pudse ruden udvendigt for at fjerne olierester fra kittet. Herefter bør du male det nye kit. Mal lidt ind over glasset, men ikke så langt, at malingen kan ses indefra.

Publiceret: mandag 18. maj 2009

Kolofon / Send feedback

Af 
redaktionschef Kristine Virén
arkitekt mdd Jan Pasternak

Kilder

Kommentarer

Jeg leder efter et svar på hvad der kan spares ved at skifte alm. glas i forsatsvinduer ud med energiruder.
Der er tale om en 4 etagers ejendom med dannebrogsvinduer som vender mod nord. Kan det i det hele taget betale sig at skifte dem?
Torben Pedersen | 16 Oct 2011
Husk at du også kan få FRADRAG for udskiftning af ruder, vinduesrammer mm., hvis du lader en fagmand udføre arbejdet.

Se mere på:
www.haandvaerkerfradrag.dk/skattefradrag-for-istandsaettelse-af-boligens-ydre-rammer.asp
Peter Graversen | 01 Jul 2011
Denne artikel giver mod på at foretage udskiftning til energiglas selv. Men tilbage står en række spørgsmål om indkøbet af glasset. Der må findes forskellige kvaliteter. Er U-værdi det eneste man skal gå efter, eller er der andre parametre man også skal sammenligne?
Niels | 01 Sep 2010
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen