Værd at vide om vinduer
Vinduer sørger for lys og frisk luft og findes i mange forskellige typer og materialer. De skal samtidig kunne holde på varmen i huset. Derfor er det vigtigt, at de vedligeholdes korrekt.
Hvordan er vinduet bygget op?
Vinduer udgør en stor del af husets facade, og de er en af de bygningsdele, husejere har mest glæde af. Ud over at vinduet sørger for, at vi får lys ind i rummene, og giver mulighed for at få frisk luft ind i boligen, skal det samtidig sikre, at mindst mulig varme slipper ud af huset.
For at kunne udfylde den funktion består vinduet af en række dele.

- Et vindue består af disse bestanddele.
Hovedbestanddele
- Karm
- Vinduesramme(r)
- Beslag (hængsler)
- Tætningslister
- Glas/rude
- Glaslister
- Bundglasliste
- Greb (indvendigt)
Andre bestanddele
- Lodposter (lodret karmdel)
- Tværposter (tværgående karmdel)
- Sprosser (glasopdeling - lodrette og vandrette)
- Profilering (profiler på karme, rammer og sprosser)
- Stormkroge og anverfere (små lukkemekanismer)
- Ventiler (friskluftsventiler i rammer og karm)
Vinduet består af en karm, som danner ramme omkring vinduet og samtidig bærer det. Det er karmen, som gøres fast til muren med skruer og lign. I karmen er der normalt monteret en eller flere vinduesrammer, som i de fleste tilfælde kan åbnes. Nogle vinduer er monteret med en fast ramme og kan derfor ikke åbnes.
Rammen, som glasset sidder i, kan enten have beslag i siden (sidehængt) eller i toppen (tophængt og topstyret), og der er monteret glaslister af træ eller aluminium, som holder glasset/ruden på plads. I bunden af vinduesrammen er monteret en bundglasliste, som er kraftigere end glaslisterne i siderne, da den skal lede vand væk fra ruden. Den er vigtig for vinduets holdbarhed og er derfor ofte lavet af aluminium for at forlænge holdbarheden.
Ruderne i nye og moderne vinduer er lavenergitermoruder, som holder bedre på varmen i huset.
Nogle typer vinduer er så store, at de opdeles med lodposter og tværposter, som er en del af karmen. Yderligere kan ruden af æstetiske årsager opdeles med sprosser, enten med originale og gammeldags smalle sprosser på 19-25 mm eller med moderne sprosser, som er noget bredere, 30-45 mm.
Karmdelen, vinduesrammerne og sprosserne kan være profilerede eller uden nogen form for profilering (ofte er nyere vinduer uden profilering). Bemærk, at profilering får vinduet til at virke mindre og i nogle tilfælde slipper mindre lys ind i boligen, men samtidig giver det vinduet en lidt ældre karakter og passer derfor godt til gamle huse.
Derudover består vinduet af en hel del andre mindre dele såsom beslag, greb, glasbånd, tætningslister, kroge og lign.
LÆS OGSÅ: Reducér din varmeregning ved at udskifte vinduerne
Hvilke materialer bruges til vinduer?
Historisk set har vinduer produceret i Danmark næsten udelukkende været lavet af fyrretræ. Og helt tilbage brugte man jern.
De seneste 50 år er der dog kommet mange andre træsorter til, bl.a. teaktræ, egetræ, lærketræ og mahogni, ligesom materialer som aluminium og plastik nu også benyttes.
Udviklingen går i retning af at kombinere forskellige materialer i et vindue for at opnå de bedste resultater både udendørs og indendørs og dermed forlænge vinduets holdbarhed. Den nyeste tendens er fx at have aluminium på den udvendige del af vinduet, træ på den indvendige del, mens den inderste kerne er af plastik.

- Fyrretræsvinduer er de mest almindelige.
Vinduesmaterialer
- Trævinduer af fyrretræ (de mest almindelige).
- Trævinduer af lærk, eg, mahogni og teak.
- Træ/aluminiumsvinduer, hvor den udvendige side er af aluminium og den indvendige af træ.
- Træ/plastik/aluminiumsvinduer. Det er træ/aluminiumsvindue med en indre kerne af plastik.
- Aluminiumsvinduer, hvor alle dele af vinduet er lavet af rent aluminium.
- Plastikvinduer. I plastikvinduer er alle synlige dele af plastik, og indeni er der normalt forstærkninger af jern.
Der eksperimenteres meget inden for produktion af vinduer, fordi der er mange forskelligartede krav til vinduernes funktion og udseende. Og disse krav stiger hele tiden.
LÆS OGSÅ: Hvad kan et intelligent vindue?
I dag ønsker mange husejere fx, at vinduet har en god varmeisolering, og at det ikke kræver noget særligt vedligehold. Nogle ønsker et vindue, der er spinkelt i sin opbygning, så det ikke syner af noget, mens andre efterspørger nye vinduer i gammel stil, der passer til ældre huse.
LÆS OGSÅ: Købe nye vinduer eller bevare de gamle?
Hvilken overflade har vinduer?
Vinduer kan leveres helt ubehandlede, det gælder især vinduer af hårdttræ (teak og mahogni). Det træ skal så efterfølgende olieres.
Fyrretræsvinduer kan være malet med gennemsigtig (ikke-dækkende) maling og træbeskyttelse. Langt de fleste vinduer af træ er dog malet med heldækkende akrylmaling. Aluminiumsvinduer er ofte malet med en speciel pulverlakering, som i meget få tilfælde gør det muligt at efterbehandle eller reparere malingen.
Moderne vinduer fra sidst i 1980’erne og frem til midten af 90’erne har været meget udskældte for at holde i alt for kort tid. Træets kvalitet har fået skylden, men i langt de fleste tilfælde er det en alt for tæt maling, der har været årsag til, at træet relativt hurtigt er blevet nedbrudt på grund af råd.
LÆS OGSÅ: 5 ting du hellere skal købe brugt
Fugt, som er kommet ind i træet/vinduet, har ikke kunnet komme ud igen, og derfor er træet rådnet. I dag er de plast- og akrylmalinger, der anvendes, mere "åbne" og tillader dermed den fugt, der evt. sidder i træet, at komme ud. Det kalder man diffusionsåben maling.
Se billedserien 'Vinduer'
32 billeder Åben hele serien BILLEDSERIE
Hvilken vedligeholdelse kræver vinduer?
Du bør tjekke husets vinduer mindst 1 gang om året. Og selvom det kan virke som en omstændelig proces, kan det betale sig, da det er langt bedre og billigere at forebygge end at skifte ud.
Du bør bl.a. sikre, at vinduerne fungerer, som de skal, dvs. at de kan åbne og lukke uden problemer.
Smør i den forbindelse hængsler, beslag og eventuelle vinduesgreb med olie. Du skal også tjekke, om det materiale, vinduet er lavet af, trænger til vedligeholdelse eller har fejl.
LÆS OGSÅ: Hvad gør du, hvis vinduerne binder?
Træværk

- Brug en spids genstand til at stikke i træet. Er det råddent, vil spidsen let kunne bore sig ned i træet.

- Vinduer skal løbende vedligeholdes. Er malingen fx ved at skalle af, skal overfladen have et nyt lag.
- Tjek, hvor hårdt eller blødt træet er. Kan du stikke en syl eller en anden spids genstand mere end 3 mm ned i træet, er der risiko for, at vinduet er ramt af råd eller svamp.
- Tjek træets udseende. Ser det pænt ud, eller er der skjolder, misfarvninger eller revner? Træ, der er lysnet eller har en mat, sølvgrå farve, trænger sandsynligvis til en ny gang maling eller træbeskyttelse. Er træet derimod sort eller gråligt, kan det være tegn på råd og svamp.
Helt almindelige, nye gode trævinduer skal males igen efter de første 8-10 år, og derefter skal malingen vedligeholdes igen hvert 4.-5. år. Det er dog meget afhængigt af, hvor udsat træet er for vind og vejr.
Specielt solen er hård ved træværk. Sydvendte vinduer, som ikke er afdækkede, skal som hovedregel vedligeholdes næsten dobbelt så ofte som nordvendte og overdækkede vinduer.
LÆS OGSÅ: Vedligeholdelse af udvendigt træværk
Vinduer, havedøre og yderdøre, som ligger mod nord, er dog også udsatte og bør tjekkes. Problemet med dem er, at de risikerer at stå fugtige gennem længere tid, fordi solen ikke er på. Hvis der samtidig ikke er et ordentligt udhæng, der afskærmer dem, kan de meget hurtigt komme til at fremstå misligholdte.
Vinduer af hårdttræ, som er blevet oliebehandlet, skal have en ny gang olie hvert 2.-3. år.
LÆS OGSÅ: Tjek husets vindue, havedøre og yderdøre af træ
Aluminium
Vinduer, hvor den udvendige ramme er lavet af aluminium, skal ikke males udvendigt. Helt vedligeholdelsesfrie er vinduerne dog ikke.
Den udvendige karm og ramme bør vaskes et par gange om året, fx i forbindelse med vinduespudsning. Brug lunkent vand tilsat lidt opvaskemiddel og en klud eller blød børste.
Ramme og karm tørres til sidst af med en ren, opvredet klud. Også tætningslister, glasbånd og glaslister holdes rene ved at tørre dem af med en klud opvredet i rent vand. Tilsæt evt. et mildt rengøringsmiddel.
LÆS OGSÅ:Træ/aluvinduer
Hvilke almindelige typer vinduer findes der?
Der findes rigtig mange vinduestyper og udformninger af vinduer. Nogle er tidstypiske, mens andre er funktionsbestemte.
- Dannebrogsvindue - også kaldet korsbåndsvindue og flagvindue.
- Palævindue - oftest udformet som et dannebrogsvindue, men er småsprosset.
- Vindue i fag (et-, to-, tre- og firefagsvindue). En sådan vinduestype er næsten altid sidehængt.
- Frederiksbergvindue – et trefags dannebrogsvindue med kun ét felt i det midterste fag.
- Bondehusvindue - som et- til firefagsvindue, men opdelt med vandrette sprosser.
- Moderne vindue - oftest rektangulært (nogle med fast karm, andre oplukkelige).
Af mere specielle vinduestyper kan nævnes vindueselementer med jalousirammer, tagvinduer, ovenlys, rytterlys og store moderne facadevinduer.
LÆS OGSÅ: Sådan skifter du til nye energirigtige vinduer
LÆS OGSÅ: Sådan vælger du energirigtige vinduer
Kvalitetssikring og kontrolordninger
Vinduesproducenter kan være medlem af brancheforeningen Vinduesindustrien, som har opstillet tekniske minimumskrav, som deres medlemmer (ca. 70 virksomheder i Danmark) skal leve op til.
For at sikre, at medlemmerne overholder disse tekniske betingelser, er de tilsluttet Dansk Vindues Certificering (DVC), som er en uvildig kontrolordning under Teknologisk Institut. DVC-mærkningen skal garantere køberen et godt og kvalitetssikret produkt. Der er altid mindst 5 års garanti på DVC-mærkede vinduer.
På ordningens hjemmeside kan du se en liste over producenter, der er certificerede.
Hvad siger byggelovgivningen om vinduer?
Der findes regler for, hvor meget vinduer skal isolere (isoleringsgraden), både når du skal bygge nyt, renovere og ombygge din bolig.
Yderligere stilles der krav til vinduets størrelse, hvis vinduet skal fungere som redningsåbning, og under særlige forhold er der også krav til lyddæmpning.
LÆS OGSÅ: Køb og valg af nye vinduer
Publiceret: tirsdag 19. september 2006, ajourført: onsdag 18. april 2012
Kolofon / Send feedback
Kilder
Vinduesindustrien
Dansk Vindues Certificering, DVC
Erhvervs- og Byggestyrelsen
Kulturarvsstyrelsen
Statens Byggeforsknings Institut, SBI
Teknologisk Institut
Illustreret byggeordbog
Få gratis hjælp af en Bolius ekspert
Har du konkrete og korte spørgsmål om et emne indenfor hus og have, så kan du gratis spørge en af Bolius eksperter.
Klik og stil dit spørgsmål nuFå professionel rådgivning
Bolius yder professionel uvildig rådgivning til bl.a. ombygning, køb og salg af bolig, vedligeholdelse og arkitekttegninger.
Klik og få mere at vide






















Kommentarer