Hvad er asbest?

Asbest er en fællesbetegnelse for en gruppe mineraler, der er naturligt forekommende i visse bjergarter. Asbest kan nedbrydes til meget små fibre, som er luftbårne, og vi indånder faktisk asbest hver dag. Det er dog i så små mængder, at det ikke er skadeligt.

Asbest er et ikke-brændbart materiale og er derfor velegnet til isolering og brandsikring. Desuden nedbrydes det ikke ved fugtpåvirkninger, så det har også været anvendt til armering i fx beton. Asbest har på grund af disse egenskaber været anvendt i byggematerialer i mange år.

Men det er farligt at arbejde med asbest eller asbestholdige materialer, fordi der er risiko for indånding af asbeststøv. Støvet indeholder fibre i form af nåle, der er så små og tynde, at det menneskelige øje end ikke kan se dem. Jo tyndere fibrene er, desto længere ud i luftvejene kan de nå. De fineste fibre kan trænge helt ud i blodbanerne og sprede sig til andre dele af kroppen, og fibrene kan ikke nedbrydes af kroppen. Asbesten beskadiger lungerne og kan forårsage forskellige former for kræft, bl.a. lungehindekræft, som sjældent kan helbredes. Hvis man har indåndet meget asbeststøv, kan det med tiden føre til lungesygdommen asbestose.

Er det farligt at leve i en bolig med asbestholdige materialer?

Så længe asbesten er sikkert indkapslet i byggematerialerne, er asbest i bygningen ikke farlig. Problemet opstår, når de asbestholdige materialer skal rives ned i forbindelse med fx en renovering, eller hvis de knækkes, skæres i eller på anden måde beskadiges, hvorefter de sundhedsskadelige fibre får mulighed for at blande sig med luften. Et asbestholdigt materiale, som ikke bliver udsat for slag eller lignende, udgør som regel ikke et problem i sig selv.

Asbestholdige materialer, der er beskadigede eller har været udsat for omfattende vandskader, bør udskiftes, da fibrene bliver frigivet til luften eller skylles fri ved vandpåvirkningen og frigives, når vandet fordamper.

Hvis der skal foretages arbejde på asbestholdige materialer i boligen, er det vigtigt, at de regler, som Arbejdstilsynet har udarbejdet omkring asbestarbejde, bliver overholdt. Alt arbejde med materialer, som indeholder asbest, skal desuden anmeldes til Arbejdstilsynet. Der er få ting, du selv må foretage dig med asbestholdige materialer udenfor. Indendørs må du ikke selv arbejde med asbestholdige materialer, medmindre du har gennemgået en særlig fire dages uddannelse, godkendt af Arbejdstilsynet.

Nyt lovforslag: Kun autoriserede virksomheder må nedrive asbest

Et nyt lovforslag stiller krav om, at nedrivning af asbestholdigt materiale kun må udføres af virksomheder, der er autoriserede på området. Det vil betyde, at private boligejere ikke længere selv må nedrive fx et tag, der indeholder af asbest.

Lovforslaget lægger op til, at virksomheder, der nedriver asbestholdigt materiale uden at have autorisation, kan få en bøde på mindst 30.000 kr.

Hvis lovforslaget vedtages som forventet, er det hensigten, at selve kravet om autorisation vil træde i kraft 1. januar 2025. Dermed er der tid til at indrette sig efter den nye ordning.

Lovforslaget er en del af arbejdsmiljøaftalen fra marts 2023, som alle Folketingets partier står bag.

Hvilke materialer kan indeholde asbest?

Det er i dag forbudt at fremstille, importere, anvende eller blot arbejde med asbestholdige materialer. Men da asbest tidligere var et meget populært materiale i byggeriet, er det blevet brugt i mange forskellige sammenhænge og forekommer derfor i en række ældre bygningsdele, herunder de udbredte bølgepladetage af fibercement (tidligere kaldet eternit).

Der er i vid udstrækning også blevet brugt asbestholdige isoleringsmaterialer til rørisolering, beholdere, kedler, pakninger i kedellåger med mere. I sjældne tilfælde findes isoleringsmaterialer af ren asbest (hvide asbestplader).

I ældre badeværelser og køkkener opført kan der være asbest i den fliseklæb, fliser og klinker er sat op med.

    Se hvor der kan være asbest i boligen

    Asbest findes hovedsageligt i:

    • Tagbelægninger af fibercement (fra 1930 til 1988)
    • Beklædningsplader af fibercement til både udendørs og indendørs brug (fra 1930 til 1985)
    • Loft- og vægplader (fra 1954 til 1980)
    • Vinyl (fra 1930 til 1980)
    • Støbegulve (fra 1920 til 1980)
    • Puds (fra 1953 til 1980)
    • Fliseklæbemidler (fra 1962 til 1979)
    • Spartel- og fugemasser (indtil 1972)
    • Rørisolering (indtil 1972)
    • Isolering til elkabler (fra 1930 til 1980)
    • Luftkanaler (fra 1945 til 1980)

    Det er lovligt at lade asbestholdige materialer i en bygning sidde, indtil de skal fjernes ved renovering eller nedrivning, da asbest ikke er farligt, så længe det er sikkert indkapslet i materialet.

    Genbrug af byggematerialer, der indeholder asbest, er ikke tilladt.

    Der står ikke noget om asbest i en tilstandsrapport, så hvis du vil vide, om der kan være asbest i nogle af bygningens materialer, skal du have det undersøgt. Tidspunktet for opførelse og eventuelt renovering af en bolig kan være med til at give et praj om, hvorvidt dele af boligen indeholder asbest.

    Du kan også få et firma, der er specialiseret i asbest, til at vurdere din bolig for forekomsten af asbest.

    Endelig kan du også få lavet en asbestundersøgelse for at få konstateret, om der er asbest i boligen. Det foregår oftest ved at du sender en tapeprøve med støv til et laboratorium, som undersøger, om der er asbestfibre i støvet. Der findes en række firmaer, som tilbyder asbestundersøgelser.

    Udfasning af brugen af asbest i dansk byggeri

    • I 1972 blev det forbudt at isolere med asbestholdige materialer.
    • I 1980 blev det helt forbudt at bruge asbest, bortset fra i tagbeklædning, friktionsbelægninger, pakningsmaterialer og materialer til at fore fx kuglelejer med.
    • I 1986 blev kravet skærpet yderligere. Herefter måtte der kun bruges asbest i eternitbølgepladerne B6 og B9 samt pakningsmaterialer og friktionsbelægninger.
    • I 1988 stoppede al anvendelse af asbest i tagbeklædninger.
    • I perioden 1993-2005 er det udelukkende friktionsbelægninger, som indeholder asbest.
    • Siden 2005 har man ikke brugt asbest i produktionen af byggematerialer.

    Hvordan undgår du asbestgener ved renovering af boligen?

    Asbestholdige materialer inden døre (fx isolering) skal fjernes af et firma, som er godkendt til at arbejde med asbest og dermed skal overholde en række omfattende sikkerhedsforanstaltninger.

    Udendørs må du gerne selv fjerne asbestholdige materialer, men du bør overveje at overlade arbejdet til et professionelt firma. Når der er risiko for udsættelse for støv og fibre fra asbestholdige materialer, kræver det særligt udstyr at sikre sig mod indånding og spredning af fibrene, herunder et effektivt åndedrætsværn.

    Fjerner du selv asbestholdige byggematerialer udendørs, skal du behandle dem med stor forsigtighed. Asbestholdige fibercementplader må fx ikke knækkes eller på anden måde ødelægges, da de sundhedsfarlige fibre så kan hvirvles rundt i luften.

    Ifølge Arbejdstilsynet er der desværre flere håndværkere, som ikke ved nok om faren ved asbest, og hvor det kan forekomme.

    Hvis du ved, at der er asbest i rørisolering, beholdere, kedler, ventilationskanaler, pakninger i kedellåger med mere, som du skal have udskiftet, skal du informere håndværkeren om faren for asbest. Du må i den forbindelse ikke selv begynde at pille ved isoleringen eller kanalerne.

    Hvordan behandles asbestholdigt affald?

    Da brugen af asbest i dag er forbudt, optræder de asbestholdige materialer kun i forbindelse med nedrivningsopgaver og renovering af bygninger.

    På grund af sikkerhedsrisikoen ved indånding er asbestaffald kategoriseret som farligt affald, der skal anmeldes til kommunen. Affaldet skal håndteres efter de overordnede gældende regler samt kommunens anvisninger.

    Tagplader af fibercement (eternit), der indeholder asbest

    Det er i høj grad i tagmaterialer, man har anvendt asbest, og mange af de parcelhuse, der blev bygget i 60'erne, 70'erne og 80'erne har bølgepladetag eller skifertag af fibercement indeholdende asbestfibre.

      Hvilken betydning har det, at der er asbest i tagpladerne?  

      Tjek om dit tag indeholder asbest

      Det er forholdsvis enkelt at finde ud af, om der er asbest i dit fibercementbaserede kunstskifertag eller bølgepladetag.

      • Kunstskifertage og bølgepladetage fra før 1984 indeholder altid asbest.
      • Kunstskifertage og bølgepladetage fra 1984-1988 kan indeholde asbest.
      • Kunstskifertage og bølgepladetage produceret efter 1988 indeholder ikke asbest.

      Du kan undersøge, om dine tagplader indeholder asbest ved at tjekke det nummer, der er præget ind i pladens yderside. Afhængig af pladens alder kan nummeret bestå udelukkende af tal eller af en kombination af bogstaver og tal.

      Hvis der indgår bogstaver i nummeret, er pladerne fremstillet uden asbest. Et sådan nummer vil typisk være afsluttet med NT (Non-Asbestos Technology).

      Numre, der består udelukkende af tal, kan deles op i to grupper:

      • Numre med otte cifre, der altid starter med enten 4 eller 5. Disse plader er fremstillet uden asbest. 
      • Numre med fem eller seks cifre, der kan starte med 0, 1, 3, 6, 5 eller 7. Disse plader er fremstillet med asbest.

      Hvis du ikke kan aflæse tallene eller kender tagpladernes alder, bør du få lavet en analyse af, om de indeholder asbest.

      Er du i tvivl, så kontakt gerne producenten Swisspearl (tidligere Dansk Eternit og Cembrit).

      Der er ingen grund til at være bange, hvis dit gamle tag indeholder asbest, så længe taget er intakt. Men der er skrappe regler, som skal følges, hvis taget skal renses, hvis der skal lægges nyt tag ovenpå eller foretages andet, der indebærer kontakt med de asbestholdige tagplader eller gavlplader.

      • Det er forbudt at højtryksspule materiale, der indeholder asbest.
      • Der må ikke skæres, bores eller på anden måde arbejdes med asbestholdige materialer, uden at de gældende regler for arbejde med asbest overholdes.
      • Nedtaget fibercement med asbest må ikke genanvendes.
      • Bortskaffelse af asbestholdige materialer skal ske efter gældende regler.

      Rensning af taget

      Hvis du ønsker at give dig i kast med at rense taget selv, må du kun anvende en blød børste og en vandslange for at asbestfibrene ikke skal løsne sig. Vask aldrig nedefra, da du vil kunne blæse vand op imellem pladerne og i værste fald ind på loftet.

      Højtryksspuling af taget

      Højtryksspuling af asbestholdige materialer er forbudt, men Arbejdstilsynet kan give dispensation i enkelte tilfælde. Det kan fx være tilfældet, hvis leverandøren af udstyret til højtryksspulingen kan godtgøre, at der ikke bliver produceret støv, samt at spulevandet bliver filtreret.

      Arbejdet skal anmeldes til kommunen senest 14 dage før det sættes i gang. Anmeldelsen skal oplyse om hvor arbejdet foregår, hvor lang tid arbejdet tager, og hvilke forholdsregler, der bliver taget, for at miljø og omgivelser ikke tager skade.   

      Maling af taget

      Hvis taget skal males, skal du have et professionelt firma til at foretage afrensningen, inden det bliver malet. Det udstyr, som anvendes ved en afrensning, skal være godkendt af Arbejdstilsynet. Maling af taget giver ikke nødvendigvis længere levetid, blot et bedre udseende.

      Udskiftning af fibercementtag

      Skal dit fibercementtag renoveres, anbefales det at tage det gamle tag af og udskifte det med et nyt. Det kan ikke anbefales at lade det gamle asbestholdige tag sidde og fungere som undertag for den nye tagbelægning, selvom denne løsning i nogle tilfælde vil være billigere end at skulle rive det gamle tag ned først. Ved et sådant ”dobbelttag” kan der blandt andet opstå problemer med at få slukket en eventuel brand, da brandvæsenet simpelthen ikke kan ramme ilden med deres vandstråler. 

      Hvis du alligevel vælger at lade det gamle fibercementtag blive siddende, så sørg for, at håndværkeren bruger specialbeslag til montering af lægterne, som ikke kræver boring, så du undgår, at asbestfibrene spredes.

      Sørg også for, at håndværkerne er grundigt instrueret i risikoen ved arbejdet og efterlever gældende sikkerhedskrav som fx krav til ventilation og arbejdsdragter. Læg også en plan for, hvordan du eller håndværkerne skaffer jer af med de asbestholdige materialer.

      Unge under 18 år må ikke beskæftiges med arbejde, hvor de kan udsættes for asbest.

      Byggeaffald skal anmeldes til kommunen, som også kan instruere i, hvor I kan indlevere det asbestholdige affald.

      Arbejde med nedrivning af asbestholdigt materiale indvendigt i bygninger og i skibe, tog, maskiner mv. skal anmeldes til Arbejdstilsynet, inden arbejdet påbegyndes. Hvis man vurderer, at det ikke kun indebærer kortvarig og lav udsættelse for asbest, skal andet arbejde både indvendigt og udvendigt også anmeldes til Arbejdstilsynet. Det gælder, hvis personer under arbejdet er udsat for eller formodes at blive udsat for støv fra asbest eller asbestholdige materialer.

      Det er kun personer med uddannelse i håndtering af asbest, der må arbejde med asbestholdigt materiale indendørs.

      Isætning af tagvinduer

      Skal der isættes tagvinduer i et gammelt tag af asbestholdige fibercementplader, skal der skæres i tagfladen for at gøre plads til vinduerne. Da det ikke er tilladt, skal der i stedet fjernes hele tagplader, indtil der er plads nok til vinduet. Herefter skal vinduet sættes i, og der skal lægges nye tagplader i de resterende felter. Vær opmærksom på, at fremgangsmåden gør, at de nye tagplader rundt om vinduet vil have en anden farve end de eksisterende.

      Hvor sundhedsskadelige er asbestholdige materialer?

      Fibre fra asbestholdige materialer er særdeles sundhedsskadelige på grund af fibrenes beskedne størrelse. På grund af asbestens struktur kan fibrene spaltes på langs og blive væsentligt tyndere end 3/1000 mm, hvorefter fibrene kan trænge helt ud i de allermindste forgreninger af lungerne.

      Resultatet kan blive varige skader på lungerne, som giver sig udslag i sygdomme som asbestose, lungekræft og lungehindekræft.

      Det er især personer, som har arbejdet med asbest dagligt eller været udsat for det på anden vis over en længere periode, der er i risikogruppen for at pådrage sig en asbestrelateret sygdom. Man ved dog ikke præcist hvor mange asbestfibre, der skal til, før man kan blive syg.

      Undersøgelser har vist, at rygning forstærker asbestens kræftfremkaldende virkning betydeligt.

      sundhed.dk kan du læse mere om asbestose og andre asbestrelaterede sygdomme.