Nytår er højsæson for kanonslag og bøjede heksehyl. Og både du og din nabo har måske oplevet, at en af delene er antændt og smidt i din postkasse, så den er sprængt.

Hvorfor er det vigtigt at sikre din postkasse nytårsaften?

En sprængt postkasse er en af de klassiske discipliner indenfor hærværk til nytår, og da alle postkasser, ifølge Postloven, nu skal stå helt ude ved vejen, er det nemmere end tidligere uforstyrret at dumpe et kanonslag ned i din postkasse.

Tips til at sikre din postkasse nytårsaften

Vil du være helt sikker på, at din brevkasse ikke bliver udsat for hærværk, kan du afmontere den og stille den indenfor, indtil kvarterets ballademagere har fyret deres krudt af.

Der er også andre metoder, du kan benytte til at sikre din postkasse. Se hvordan herunder.

Sådan sikrer du postkassen nytårsaften

1
Stil vand i bunden

Stil en foliebakke med vand i bunden af postkassen - det kan normalt slukke fyrværkeri, som bliver kastet ind, med mindre det er frost, og vandet fryser til is. Du kan også, som her, folde en bakke af 2-3 baner stanniol og hælde vand i den. Fjern vandet, inden der igen kommer post, og tør evt. spildt vand op, så postkassen ikke ruster. Vær opmærksom på, at ikke alt sprængfyrværkeri slukkes af vand i bunden af postkassen.

2
Lås postkassen med en kæde

Står din postkasse frit, kan du sikre den med en solid kæde. Kryds kæden bagom postkassen, så den ikke kan skubbes af, og stram den. Lås kæden fast med en hængelås.

Foto: Ditlev Viðstein Petersen

3
Lås brevindkastet

På nogle nyere postkasser, som fx denne,kan du låse brevindkastet.

Foto: Edenpark.dk

4
Blokér brevindkastet

Hvis du ikke kan låse dit brevindkast, kan du blokere det indefra ved at lave en lille plade i krydsfinér og sætte den i spænd over brevindkastet inde i postkassen.

Se på billederne nedenfor, hvordan du gør.

  • Mål højden
    Mål, hvor langt der er fra postkassens overkant og ned forbi brevindkastet.
  • Mål bredden på postkassen
    Vær meget præcis med alle mål, da pladen helst skal passe helt perfekt.
  • Skær pladen ud
    Nu skærer du en plade ud, der passer til målene. Vi har her valgt at bruge en MDF-plade. Brug en almindelig fukssvans til at skære pladen ud. Husk at følge stregerne præcist, så pladen passer perfekt.
  • Skær pladen skråt for neden
    På nogle postkasser er der en skrå kant i bunden af brevindkastet, hvilket der er på denne. Hvis du er lidt fiks på fingrene, kan du skære pladen skråt, så den passer kanten. Pladen kan dog sagtens sidde på plads uden et skråt snit
  • Mål op til støtteklodser - og indsæt pladen
    I hver side af postkassen skal der sidde en støtteklods i spænd til at holde pladen på plads. Sæt pladen på plads inde bagved brevindkastet. Mål fra pladen til postkassens bagside for at finde ud af, hvor lange støtteklodserne skal være. Læg gerne et par millimeter ekstra til, så pladen ikke kan rokkes løs.

Gode råd til før, under og efter nytårsaften