Der findes ikke mange blåmalede træhuse i Danmark, og ikke mange kunstnere med lige så stor international succes som Bjørn Wiinblad. Det Blå Hus med Frilandsmuseet i Lyngby som nabo var lidt aparte og passede derfor perfekt til sin ejer, der var alt andet end traditionel i sin designstil og væremåde. Foto: Julie Vöge
Kort om Bjørn Wiinblad
- Født 1918 i København. Død 2006, begravet på Søllerød Kirkegård.
- Oprindeligt uddannet typograf, men arbejdede aldrig som sådan. Tog afgang fra det Danske Kongelige Kunstakademi i 1945 og arbejdede hele livet som keramiker, maler, scenograf og designer.
- Har udsmykket alt fra krydstogtskibe til stel, gobeliner, Tivolis Pantomimeteater, platter og keramiske figurer.
- Boede og havde atelier i Det Blå Hus i Lyngby med Frilandsmuseet som nabo.
- Fik prisen som årets Æreshåndværker af Håndværkerforeningen i 1974 og fik bl.a. også Elefantordenen. Nogle af Wiinblads værker er udstillet permanent på fx Museum of Modern Art i New York og på Kunstindustrimuseet i Bredgade.
Det lyder umiddelbart umuligt, at et hus på 700 kvadratmeter kan føles som en hule, men det er tilfældet med Det Blå Hus i Lyngby. Træhusets mange rum fordelt på to etager er indrettet med så mange farver, møbler, arbejdsredskaber og dekorative genstande, at det ville være noget af en udfordring at finde plads til bare ét billede, møbel eller nips mere.
Den fortættede hulestemning er skabt af Bjørn Wiinblad, der boede i huset fra midten af 1960’erne og frem til sin død i 2006. Han var én af landets mest produktive kunstnere, og indretningen af hjemmet bærer i dén grad præg af hans foretagsomhed og passion for dekoration, pyntede detaljer, farver, især blå og grøn, Asien, musik og litteratur.
Hvad hedder Bjørn Wiinblads hus?
Det Blå Hus fik sit navn af den tidligere ejer, væveren Fru Drewsen, som Bjørn Winblad arbejdede sammen med. Han faldt pladask for ikke bare træhusets ydre blå farve, men også for de mange rum og kringelkroge, hvor han efter købet af huset kunne slippe sin sans for dekoration og indretning løs.
Husets mange rum og annekser var også perfekte for den gæstfrie kunstner, der elskede at have overnattende gæster og holde sammenkomster, der ofte talte royale og store internationale stjerner. Både Dronning Ingrid og Arnold Schwarzenegger har siddet bænket om spisebordet i Lyngby og senere nydt aftenkaffen i stuen, mens Wiinblad underholdt med klaverspil.
Det Blå Hus blev til museum
Arbejdsværelset og atelieret ligger i husets stueetage med udsigt til haven og vejen. Alt står fuldkommen som havde Wiinblad lige forladt rummet.
Præcis hvilke andre gæster, der frekventerede hjemmet, og ikke mindst hvem værten egentlig var som person, ved Réne Schultz en del om. Han lærte Bjørn Wiinblad at kende i 1978, hvor han ved siden af jobbet som brandmand blev ansat som en del af staben i Det Blå Hus. Efter nogle år flyttede Réne Schultz ind i en af gæsteboligerne på grunden, og det blev starten på ikke bare en tæt arbejdsrelation, men også et tæt, mangeårigt venskab.
– Det var let at holde af Bjørn, for han var altid sød, generøs og i godt humør. Han forstod at leve livet og havde bestemt ikke noget til gode, da han døde som 87-årig, fortæller Réne Schultz.
Sammen med sin hustru står han i dag i spidsen for Bjørn Wiinblads Fond, der efter kunstnerens eget ønske skulle holde liv i Det Blå Hus som levende museum, hvor malerpiger stadig dekorerer keramikfigurer, som de gjorde det, mens Wiinblad levede.
Fra typograf til kunstner
Det lå ellers ikke lige for, at Bjørn Wiinblad skulle blive kunstner. Som søn af en politisk, aktiv far, der sad i Landstinget for Socialdemokratiet og efter sigende var ven med Stauning, var det ikke kunst, men samfundsforhold, der var i centrum i Bjørn Wiinblads barndomshjem.
Lille Bjørn fattede dog tidligt interesse for at tegne og male, men fik af faren besked på at tage en ordentlig uddannelse, som han kunne falde tilbage på, hvis kunstnervejen ikke gik. Derfor blev Bjørn Wiinblad i første omgang uddannet typograf. Et fag han aldrig arbejdede inden for, for knap var typografbeviset hjemme, før han begyndte på Kunstakademiet i København. Her tog han afgang i 1945 og samme år havde han sin første udstilling med malerier og keramik, som trak fulde huse.
I en snedkereret trækasse lå alle de farver, som Wiinblad arbejdede med i sirlig orden.
Kopper, fade og skåle fra Bjørn Wiinblad
Det stod klart for enhver, at her var en kunstner med en orientalsk streg og farvesans, som var mere international og anderledes end dansk. Via udstillingen kom Bjørn Wiinblad i kontakt med ejeren af fajancefabrikken Nymølle, der de kommende år producerede et hav af kopper, fade og skåle designet og dekoreret af Wiinblad.
Produkterne blev et hit ikke bare i danske hjem, men også i udlandet, og bestillingsopgaver herfra begyndte at tikke ind. Netværket udvidedes konstant, for Bjørn Wiinblads passion for design, keramik og maleri smittede af og gjorde stort indtryk på hans omgivelser. Det samme gjorde hans rundhåndethed og gæstfrihed, som han i 1960’erne og 1970’erne fik økonomi til for alvor at udvise.
Dekorede krydstogtskibe og tegnede guldstel til shahen af Iran
I de farveglade årtier faldt Wiinblads farverige kunst lige ind i tidsånden, og han tjente styrtende med penge på blandt andet at indrette og dekorere amerikanske krydstogtskibe, lave scenografier til teatre i bl.a. Danmark og USA og sågar tegne et helt specielt guldstel til shahen af Iran.
Samtidig indledtes samarbejdet med tyske Rosenthal, der producerede tusindvis og atter tusindvis af Wiinblads keramik, heriblandt keramikfigurerne med de runde, karakteristiske ansigter med mandelformede øjne, spidse næser og rund ansigtsform. Et udtryk, der i høj grad mindede meget om Wiinblads eget spejlbillede.
Ejede 7 boliger i udlandet – og 2 sommerhuse
Rosenthalforbindelsen gjorde det muligt at købe ikke mindre end syv boliger med placering i Schweiz, Østrig, Spanien, Italien, New York og Tyskland. Herudover ejede han to sommerhuse i Asserbo, et på Ærø og en 2-etagers lejlighed i Strandgade.
– Bjørn havde et shoppegen ud over det sædvanlige. Det gjaldt alt fra silkekimonoer, slips og håndsyede, italienske sko til fast ejendom. I hver bolig var der fuldtidsansatte, der stod klar til at modtage ham, hvis han pludselig kom forbi, fortæller Réne Schultz.
Når Wiinblad kom forbi, var det oftest med et større følge, der kunne tælle damer fra den kongelige ballet, hjerteveninden Lulu Ziegler, ægteparret Vivi og Flemming Flindt og næsten altid chaufføren og alt-mulig-manden Réne Schultz. På spørgsmålet om, hvorvidt Bjørn Wiinblad gennem livet havde mandlige eller kvindelige kærester, svarer Réne Schultz:
– Jeg kender ikke til nogen kærester. Jeg har aldrig set ham kysse nogen. Og hvad der foregik, når jeg ikke så det, det talte vi aldrig om.
Bjørn Wiinblad gav og gav – og ville ikke have noget igen
Festspil rundt om i Europa var en yndet sport for Wiinblad og hans følge. Så lejede han gerne en stor villa til sig selv, mens følget blev indlogeret på et hotel i nærheden. Følget kom så til morgenmad i villaen, så hvilke kreationer Wiinblad havde lavet i løbet af natten, og fik så en festbillet til gerne 10.000 kr. stukket i hånden.
– Bjørn krævede intet til gengæld. Han pralede heller aldrig af sin rigdom. Han kunne sagtens vise sig frem med dyre ure og jakkesæt, men han gik lige så gerne rundt i en kimono og bare tæer. Han kunne alle rollerne og talte godt med alle slags mennesker, siger Réne Schultz.
Det Blå Hus
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Østen-stemning i Det Blå Hus
Hver dag er der rundvisning i Det Blå Hus, og hver dag bliver gæster overraskede over, hvor meget Østen-stemning der findes i hjemmet. Tusind og en nats eventyr med snirklede former, guld, røgelse og mystiske blikke går igen i mange af Wiinblads billeder, ligesom der findes en større samling i et af værelserne af kinesiske artefakter.
Besøg Det Blå Hus
Hvert år gæster 6.000-8.000 besøgende Wiinblads hjem og atelier Det Blå Hus i Lyngby. Her giver én af kunstnerens mangeårige venner og ansatte en personlig rundvisning i det detaljerige univers, der tydeligt viser, hvilket trug af inspiration, som det helt specielt indrettede hus har fungeret som for Bjørn Wiinblad.
For bestilling af rundvisning se Bjornwiinblad.dk
Mindre populær i Danmark – men ikke i udlandet
Wiinblad var aldrig i Kina, men arbejdede en del i Japan. Derfor gik det heller ikke rigtigt op for ham, da hans design herhjemme i løbet af 1980’erne mistede sin popularitet i en tid, hvor stål og strømlinede high-tech udtryk vandt frem. En anden årsag til at hans design herhjemme blev set lidt ned på, skyldtes, at Wiinblad købte Knabstrup Teglværk og begyndte at trykke i stedet for at håndmale sine dekorationer på keramikken for at alle skulle have råd til et stykke Wiinblad-design.
– Når alle har noget, så er det ikke interessant mere. Men, nedgangen i popularitet herhjemme opdagede Bjørn ikke, for hans store succes var i Tyskland, USA og Japan. Hvis han lagde mærke til det, så snakkede han i hvert fald ikke om det, siger Réne Schultz.
Sov to timer i døgnet
Han tilføjer, at Wiinblad gennem hele livet arbejdede med en vild gejst. Han sov kun et par timer i døgnet, vidste alt om kunst og musik, spillede selv tværfløjte og klaver og kunne slet ikke arbejde uden musik:
– Bjørn kunne finde på at ringe til min hustru og mig midt om natten, for nu skulle vi altså lige komme over i værkstedet og se det smukkeste, han nogensinde havde lavet. Det blev vi aldrig irriterede over, for hans ubeskrivelige energi, glæde og passion var kun et privilegium at være en del af.