Hvordan fungerer et oliefyr?

Et oliefyr består af en oliebrænder og en kedel. Dertil hører en olietank, hvor olien til fyret opbevares.

Et oliefyr varmer dit hus op ved at brænde olie af. Olien fra olietanken føres ind i fyrets brænder, hvor det forstøves, blandes med luft og antændes. I oliefyrets kedel opvarmes  det vand, som cirkulerer  rundt i husets radiatorer eller gulvvarmesystem. Desuden varmes brugsvandet op, så du har varmt vand i vandhanerne. Brugsvandet opbevares i en varmtvandsbeholder i forbindelse med oliefyret.

På ældre oliefyr sidder brænderen på fronten af kedlen (se foto), mens den i moderne oliefyr er indbygget.

Hvilke typer oliefyr findes der?

Der findes to slags oliefyr: Et almindeligt oliefyr og et kondenserende oliefyr. Forskellen på de 2 typer fyr er, at det kondenserende fyr også opvarmer vandet i radiatorsystemet med den varme røg fra forbrændingen af olie. Det gør det kondenserende oliefyr mere effektivt end et almindeligt oliefyr, hvor kun selve afbrændingen af olien bruges til opvarmning. Ældre oliefyr er almindelige, og nyere er kondenserende.

Hvad koster det at fyre med olie?

Det er normalt lidt dyrere at varme op med olie end med gas, og det er væsentligt dyrere at varme op med et oliefyr end med fjernvarme. Opvarmning med oliefyr er dog billigere end elvarme.

Hvor længe holder et oliefyr?

Et oliefyr kan holde længe. I en del danske huse findes der stadig oliefyr, der er omkring 40 år gamle (fra før 1970). Oliefyr var den almindeligt opvarmningskilde i 1950’erne og 1960’erne, hvis huse lå uden for fjernvarmeforsyningen i de større byer.

Hvad skal du gå efter, når du vælger oliefyr?

Fra 2013 er det ikke tilladt at installerer oliefyr (eller naturgasfyr) i nye bygninger.

Det forventes at det fra 2016 bliver ulovligt at installerer oliefyr, hvis der er mulighed for fjernvarme eller individuel naturgas. Har du ikke mulighed for at komme på nogle af de 2 varmekilder, så må du godt udskifte dit gamle oliefyr ud med et nyt.

Hvilke regler gælder for oliefyr?

Den daværende regering (Socialdemokraterne, Radikale og SF) blev i marts 2012 enig med Venstre, Konservative, Enhedslisten og Dansk Folkeparti om en ny energiaftale.

Aftalen løber frem til 2020 og skal bidrage til at sænke samfundets samlede energiforbrug. Blandt andet gennem en satsning på vedvarende energi i form af vindmøller, biogas og biomasse. Men også ved at udfase brugen af oliefyr som opvarmningsform.

I energiaftalen er der afsat 42 mio. kr. til fremme af alternative varmeløsninger, herunder varmepumper, sol og solvarme.

Aftalen rummer således skærpede regler for installation af oliefyr.

  • Fra 2013 må der ikke installeres olie- eller naturgasfyr i nye huse, med mindre der ikke er egnede alternativer til rådighed.
  • Fra 1. juli 2016 må der ikke installeres oliefyr i eksisterende huse i områder, hvor det er muligt at installere fjernvarme eller naturgas som alternativ.

Kravene blev indarbejdet i Bygningsreglement 2015, der trådte i kraft 1. januar 2016 med overgangsperiode til 1. juli 2016, og er de samme i Bygningsreglement 2018.

Når du skal vælge nyt oliefyr, skal du på samme måde, som hvis du skal købe hårde hvidevarer, gå efter det med det bedste energimærke.

Ifølge Bygningsreglementet 2018 (BR18) skal nye kedler opfylde kravene i EU-forordningen nr. 813/2013/EU. I praksis betyder det, at effektivitetskravet er erstattet af ecodesignkrav.

Ifølge BR18 skal både varme- og køleanlæg udføres energimæssigt forsvarligt. Anlægget skal udformes, dimensioneres, styres, udføres og driftes som anvist i DS469 Varme- og køleanlæg i bygninger også kaldet for ”varmenormen”.

Fra 26. september 2015 skal kedler (op til 70 kW) have en årsvirkningsgrad på minimum 86 procent. For de samme kedler er det entreprenørens eller leverandørens pligt at informere bygningsejeren om anlæggenes energimærke og en række andre oplysninger. Fra samme dato i 2017 er kravet til energieffektivitet ved varmtvandsproduktion blevet strammet, og fra samme dato i 2018 stilles der yderligere krav til fyrets udledning af kvælstofoxider (NOx).  

En løsning der ikke lever op til ecodesignkravene må altså ikke installeres i Danmark.
Du kan læse mere om energimærkning af oliekedler på Energistyrelsens hjemmeside til private SparEnergi.dk.

Hvad kan du spare ved at udskifte dit oliefyr med et nyt?

Hvis dit oliefyr er mere end 15 år gammelt, kan det betale sig at udskifte det. Et moderne fyr udnytter olien meget bedre, så du i løbet af få år har tjent det nye fyr ind.

Har du et oliefyr, som er nedslidt, bør man overveje fjernvarme, varmepumpe (luft til vandvarmepumpe eller jordvarme), pillefyr eller naturgas.

Hvad koster det at få monteret et oliefyr?

Hvis du skal have udskiftet et eksisterende oliefyr med et nyt, koster det mellem 30.000 og 45.000 kr. inkl. moms.

Et kondenserende oliefyr kræver ny skorsten eller aftræk, eller at et aftræk bliver ført op igennem den eksisterende skorsten .  Aftrækket er todelt, så røgen ledes ud i den ene del, og frisk luft til forbrændingen af olien trækkes ind gennem den anden del. Dette arbejde skal lægges oven i prisen på oliefyret. Som regel udskiftes varmtvandsbeholderen samtidig.

Hvilke alternative opvarmningsmuligheder er der, når oliefyret skal udskiftes?

Når oliefyret skal udskiftes, skal du overveje, om du måske skulle vælge en anden energikilde. Bor du i et område, hvor der er fjernvarme eller naturgas, er det oplagt at få installeret det. Det er væsentligt billigere, og ofte er der også tilslutningspligt til fjernvarme eller naturgas, hvis det findes i området. Har du muligheden for det, så kunne du også overveje at få installeret en varmepumpe.

Bor du et sted, hvor der ikke er tilslutningspligt til naturgas eller fjernvarme, er jordvarme eller en luft-vand varmepumpe en mulighed. Begge dele kræver et vandbåret varmesystem, men er kun afhængige af strøm.

Har du god plads, er et træpillefyr, et brændefyr el.lign. også et alternativ. Et sådant fyr kræver, at du køber og får leveret træpiller eller brænde, medmindre du har en skov og selv kan skove.

Hvilke varmekilder kan bruges sammen med et oliefyr?

Solvarme kan med fordel bruges sammen med et oliefyr. Hvis du også har solvarme, kan du slukke for oliefyret om sommeren, når der kun skal produceres varmt vand.