Du har sjældent rotter på loftet

Find ud af, om det er mus, rotter eller husmår, der pusler på loftet, inden du finder fælde eller gift frem. De skal bekæmpes på forskellig facon.

 

Der findes mange myter om de skadedyr, der invaderer vores hjem. En del er sludder og vrøvl. Men en af de mest sejlivede historier er sand og nyttig at kende, når du skal finde ud af, hvem der har slået sig ned på loftet eller i kælderen.

- Har du mus, er der sjældent rotter på spil, konstaterer Claus Schultz, teknisk chef i skadedyrsbekæmpelsesvirksomheden Rentokil.

- Først og fremmest er musene simpelthen bange for rotterne, der jo er temmelig store. Eller også er de i hvert fald ikke frygtløse særlig længe, for så spiser rotterne dem, konstaterer han.

LÆS OGSÅ: Ny gratis app: Førstehjælp til dit hus

Mus kan overleve overalt

rotter på loftet Desuden har mus og rotter forskellige levevilkår. Musene er ekstremt nøjsomme og kan klare sig stort set uden væske og med blot tre gram føde om dagen. Rotten er betydeligt mere krævende.

Derfor er der sjældent føde nok til rotter på et almindeligt loft. Af samme årsag er mus langt mere almindelige i private hjem, påpeger Claus Schultz.

- Rotter er også mere forsigtige end mus og foretrækker ofte mere lukkede områder med lettere adgang til føde. Det er bl.a. derfor, de klarer sig så godt i kloakkerne, siger han.

Identificer skadedyret, før du bekæmper

Men selv om rotter heldigvis er mere sjældne i boligen end mus eller husmår, bør du alligevel gøre en indsats for at identificere, hvad det helt præcis er, der pusler på loftet. Primært fordi dyrene skal bekæmpes på vidt forskellig facon.

F.eks.kan det i dunkel belysning være svært at skelne en velvoksen halsbåndsmus mus fra en ung rotte.

Stor mus eller lille rotte?

mus - Halsbåndsmusen er en flot, stor mus. Inklusive hale kan den blive mere end 20 cm lang. Og når folk blot ser en gnaver med lang hale forsvinde om et hjørne, kan jeg godt forstå, at nogen frygter, at der er rotter på spil.

- Men ser du den i bedre lys, er du ikke i tvivl. For hvor halsbåndsmusen er gyldenbrun på ryggen, er rotten mørkebrun eller gråbrun og typisk langt større end selv den mest velvoksne mus, siger Jens Lodal, biolog og seniorrådgiver på Skadedyrlaboratoriet.

Margarine og kartoffelmel kan afsløre mus og rotter

Har du ikke set skadedyrene, kan du relativt let identificere dem ved at lægge en helt glat skive margarine på et stykke pap og drysse rigeligt med kartoffelmel omkring et sted, hvor dyrene færdes.

- Når dyrene har været henne og bide i margarinen, kan du let se, hvad der er på spil. For hvor musens tænder er ret små, er rottens fortænder tre mm brede. Ligeledes kan du på fodsporene se, om det er små musefødder eller rottens store plader, der let kan være tre centimeter lange, uddyber Claus Schultz fra Rentokil.

Rotter kræver professionel assistance

Er der rotter i dit hus, skal du kontakte kommunen og bede dem hjælpe dig med bekæmpelsen. Du kan også læse mere om rotteangreb på Skadedyrlaboratoriets hjemmeside.

Du kan selv bekæmpe mus og husmår. Husmår er blevet mere almindelig i forstæderne og parcelhuskvartererne og er ret nemme at identificere og/eller udelukke.

Selv om husmåren larmer en del og ligesom mus og rotter kan rive isoleringen i stykker, så bider den ikke i træværket. Ligeledes er dens stærkt lugtende 8-10 cm lange efterladenskaber lette at kende fra musen små perleklatter og rottens 1-2 cm lange ditto.

 

Pas på fødevarer, hvis der er mus eller rotter i dit hus

Gnavere kan sprede en række forskellige sygdomme til mennesker. Mange vælger derfor at kassere alle madvarer, dyrene har været i kontakt med. Specielt ved rotteangreb er det en helt obligatorisk fremgangsmåde.

Er der derimod tale om museangreb, kan du nøjes med at kassere fødevarer, der er beregnet til at blive spist uden først at blive kogt eller gennemstegt. Har der været en mus forbi æblekassen, kan du evt. nøjes med at kassere æbler med synlige bidmærker og koge grød af resten - det skulle gøre kål på eventuelle bakterieinfektioner.

Har du sommerhus eller viktualierum, er det klogt at opbevare alle madvarer på en måde, så gnaverne ikke kan komme til dem. F.eks .i køleskab eller tætsluttende plastikbeholdere.

Kilde: Biolog Henri Moureer, Skadedyrlaboratoriet


 

Journalist / Kilder

Kommentarer (2)

  1. Frank Severin Hansen den 19.02.2012
    Glemte at sige, dyret havde revet en "buket" neg der var bundet op så den kunne stå i vindueskarm, denne neg lå på gulvet og aksene var bidt af så kun halvdelen var tilbage, jeg kunne se at der lå korn akser ved de udgange/indgange, alle 4steder hvor den har lavet gange.
    (0)Svar og se andres svar


  2. Frank Severin Hansen den 19.02.2012
    Jeg kunnen godt tænke mig hvordan, eller hvor i forskellen ser ud ved de indgange ved rockwool nogen siger at hvis det er en mår/mink har de splittet al rockwoolen ad, på mine skunkrum er der i alle 4hjørner huller ud til det fri gennem undertag og ud gennem en af bølgerne i tagstenene der forøvrigt var beskyttet med et plast fingre for at fugle ikke skulle finde på at bygge reder, de er bidt i stykker! De lokale på øen siger det er rotter , netop pga. Tunnelhul gennem rockwoolen
    (0)Svar og se andres svar


Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab