Få tilskud til at skifte dit gamle oliefyr ud

Ny skrotningsordning giver dig 15-25 procent i tilskud, hvis du skifter gammelt oliefyr ud med moderne varmekilder.

Er dit oliefyr fra før 1980, er det  efter al sandsynlighed en god forretning at udskifte det og især nu hvor  kan du kan få tilskud.Har du et gammelt oliefyr, kan du nu få tilskud til at bytte det ud med f.eks. en varmepumpe eller et solvarmeanlæg i kombination med et nyt olie-, gas-, eller træpillefyr.

Regeringen og Dansk Folkeparti har som en del af den nye finanslovsaftale afsat en pulje på 400 millioner kr., så private kan udskifte deres gamle oliefyr med mere moderne og klimavenlige energisystemer. Hvad disse energisystemer præcist er, vides ikke endnu.

Det kan betale sig at skifte 150.000 oliefyr

Skrotningsordningen for oliefyr, som den kaldes, giver dig et tilskud på 15-25 procent alt afhængig af, hvilken ny varme du skal have, oplyser Klima- og Energiministeriet.

Der kan blive rift om pengene i puljen. Dansk Energi Brancheforening skønner over for Bolius Boligejernes Videncenter, at omkring 150.000 af de ca. 300.000 oliefyr, der står i danske boliger, kan skiftes ud.

Rentabelt at skifte oliefyr fra før 1980

Selv uden tilskud vil det ofte kunne betale sig at skifte det gamle oliefyr ud. For selv om en ny varmekilde nemt kan løbe op i 50.000 kr., vil du kunne reducere din varmeregning så meget, at besparelsen er større end lånet til f.eks. et nyt naturgasfyr koster.

Typisk vil det – uden tilskud – kunne betale sig at skifte oliefyr fra før 1980 ud, mener sekretariatschef i Dansk Energi Brancheforening, Jørgen K. Nielsen. Han foreslår, at du f.eks. kan tage fat i en energirådgiver, Energitjenesten eller et energiselskab, hvis du er i tvivl, om det kan svare sig at udskifte dit gamle oliefyr.

Skift oliefyret og spar mange penge på varmeregningen

- Med den nye ordning sikrer vi, at folk får en større tilskyndelse til at skifte deres gamle oliefyr ud med f.eks. varmepumpe eller solvarme. Jeg tror, at det her vil hjælpe rigtig mange til at se, at der faktisk er mange penge at hente på varmeregningen, selv om det kræver en investering her og nu, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard (K).

Hun mener, at den nye ordning vil reducere udledningen af CO2.

Ikke alle huse passer til solvarme

Dansk Energi Brancheforening tror også, at den nye skrotningsordning for oliefyr bliver en succes – akkurat som skrotningsordningen for gamle brændekedler. Her blev der afsat 22 millioner kr. til at skifte de mest forurenende brændekedler ud, og alle pengene er brugt. I alt 5.600 gamle brændekedler blev skrottet.

- Det kan være svært at få folk til at hive 50.000 kr. op af lommen til et nyt oliefyr, men vi tror på, at den nye skrotningsordning vil sætte gange i udskiftningen af gamle oliefyr. I mange tilfælde kan vedvarende energi som solvarme være en god idé. Man skal bare være opmærksom på, at alle huse ikke passer til det – taget skal jo f.eks. vende den rigtige vej, anfører Jørgen K. Nielsen.

Skrotningsordning for gamle oliefyr i gang hurtigst muligt

Det er endnu ikke besluttet, hvornår den nye skrotningsordning for gamle oliefyr træder i kraft. Men Klima- og Energiministeriet lover, at det vil ske hurtigst muligt, så ”der kan søges om og modtages tilskud i god tid inden den kommende fyringssæson 2010/2011”.

Kilder og henvisninger

Henvisninger:
Flere steder på nettet, kan du beregne, om det kan betale sig at skifte dit varmeanlæg ud. Find dem på Bolius' energisite spar-energi her.

Kommentarer (1)

  1. Olsen
    Hej.
    Kan I hjælpe mig her??
    Vil smide det gamle olifyr ud og sætte pillefyr ind, her i sommeren 2012.
    Er der noget tilskud at hente til dette køb, og kun på indkøbet.
    Ca. pris 40.000,oo kr.
    Det bliver formentlig et ALCON, som er et combi fast brændsel og piller.
    Jeg har adgang til en del træ, derfor dette valg.
    mvh
    Olsen
    (0)Svar og se andres svar


Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab