Fremtidens lokum er din læge

De fleste japanere har et avanceret toilet med fx spuling, tørring, lys, varme og musik, og de nyeste kan også tjekke, om du er syg. Læs om og se billedserie af de intelligente toiletter.

Se billedserien 'Japanske toiletter'

Det har intelligente toiletter – blandt andet

  • Funktion, der spuler dig bagi med lunkent vand.
  • Tørrefunktion.
  • Lugtudsugning.
  • Opvarmet sæde. 
  • Lys i kummen om natten. 
  • Toiletbræt, der automatisk slås ned, når du har brugt det.
  • Musik eller radio. 
  • Lyden af fx rindende vand, så du ikke kan høre de normale toiletlyde.
  • Helbredstjek via toilettet – enten analyse af urin eller afføring, blodtryksmåler etc.

Mens 7 ud af 10 japanere har fået installeret såkaldte washlets – toiletter med vask og lufttørring i stedet for toiletpapir - så er fænomenet langtfra blevet allemandseje blandt danskerne. Endnu.

For flere af de producenter og importører, som Bolius har talt med, mener, at danskerne efterhånden er klar til tage imod de avancerede toiletter med skyl, tørring og andre eksotiske features.

Intelligente toiletter på plejehjem

Svend-Erik Mortensgaard forhandler bl.a. japanske møbler og toiletter, og han oplever, at der kommer flere og flere forespørgsler på de intelligente toiletter – bl.a. fra plejehjem, der har fundet ud af, at det er arbejdsbesparende og mere værdigt for beboerne med toiletter med automatisk vask og tørring. På den måde behøver de ikke have en medarbejder med på toilettet.

- Så jeg tror på, at vi vil se flere og flere af den her slags toiletter i Danmark fremover, siger han.

Danskerne skal vænnes til douche-wc

Samme toner lyder fra Michael Storm Pedersen, der er produktchef i Geberit i Norden.

Geberit, der udvikler, producerer og sælger højteknologiske produkter og systemer til vvs-branchen, har fået produceret et toilet med spule-funktion siden 1970’erne i Schweiz. Deres nuværende model hedder AquaClean og kaldes for et douche-wc. Det lanceres med ordene ”WC med indbygget wellness”.

- Siden 2007 har vi haft en sælger ansat til målrettet at køre rundt til vvs-folk og salgsmesser og introducere denne form for toilet. Det er som en mission, vi er på. Det er noget nyt for danskerne, og folk skal først gøres bevidste om, at det findes og så lige vænne sig til tanken, fortæller han.

Tørring af bagdelen kan tage for lang tid

Når først folk har prøvet et toilet med douche-funktion, er rigtig mange begejstrede, siger Michael Storm Pedersen.

- Du føler dig ren bagefter på en anden måde, end når du har brugt papir. Nogle synes dog, at tørrefunktionen tager for lang tid og har ikke tålmodighed til at bruge den, fortæller Michael Storm Pedersen.

Toiletter med lugtudsugning

De mest avancerede toiletter, som Geberit sælger, har vask, tørring og lugtudsugning.

- Vi har ikke nogle af de japanske features, hvor man fx også kan høre radio, mens man sidder på toilettet. Det er et bevidst valg, fordi vi ikke synes, det har så meget med wellness at gøre, siger Michael Storm Pedersen.

Toilet opdager, om du er syg

Japanerne er meget glade for avanceret teknologi. Det seneste nye inden for intelligente toiletter er en model, der kan teste dit helbred på forskellige måder. Toilettet analyserer bl.a. dit urin for mængden af sukker, hvilket kan være med til at afsløre, om du har sukkersyge.

Der er også toiletter, hvor du får din afføring analyseret for blod, fedt og bakterier eller modeller, hvor du kan få taget blodtryk eller målt din blodcirkulation.

På de helt avancerede modeller kan du få testresultaterne sendt direkte via sms til din mobiltelefon, så du har din helt egen hjemmeklinik på toilettet.

WC analyserer, om du spiser for fedt

Opfindelsen menes at få stor betydning for folk, der fx lider af kroniske sygdomme som diabetes og forstoppelse. Men også bare folk, der går meget op i deres sundhed, vil kunne bruge funktionen til at finde ud af, om de fx spiser for meget fed mad.

- Denne form for sundhedstoiletter er stadig på forsøgsstadiet i Japan og er endnu ikke masseproduceret og markedsført til den almindelige japaner. Men jeg forudser, at der kun går en 5 års tid, før du kan købe det alle vegne derude, og om 10 år er det kommet her til Danmark, mener Svend-Erik Mortensgaard.

Intelligente toiletter – historien bag

Siden bidet’ets opfindelse i Frankrig i 1700-tallet har det været kutyme i mange lande at bruge vand til rensning efter toiletbesøg – i stedet for toiletpapir.

Washlet’en – en sammentrækning af ordene washing og toilet – blev bl.a. ’opfundet’ i Japan af firmaet Toto. Det siges, at det var direktørens problemer med hæmorider, der fik ham til at investere et milliardbeløb i at få udviklet washlet’en.

72 procent har washlet på badeværelset

Med washlet’en fik man vaskefunktionen og toilettet i et og samme møbel. Den første tv-reklame blev vist i 1982.

Dengang syntes japanerne, at det var grænseoverskridende og frastødende at skulle droppe toiletpapiret. Men i 2009 havde 72 procent af alle japanere et washlet eller et lignende toilet derhjemme. Senest er japanerne begyndt at installere denne slags toiletter på offentlige steder som skoler, bus- og togstationer.

Det koster et washlet

Toto havde patent på opfindelsen, men nu er der masser er producenter, hvilket har fået prisen til at falde. Det første washlet kostede 50.000 kr., men kan nu fås fra 8.000-9.000 kr.

Sideløbende med de japanske toiletter, er der også produceret lignende modeller i Europa – fx i Schweiz. Her har ca. hver femte familie et såkaldt douche-wc, som det også kaldes.

Fordele og ulemper ved avancerede toiletter

Fordele

  • Spulefunktionen er mere hygiejnisk end toiletpapir.
  • Med de nyeste modeller er der tænkt på miljøet – de mest miljøvenlige bruger 4,5 liter vand.
  • Rent søvnmæssigt er det godt med lys i kummen, så du kan finde vej til toilettet uden at tænde lyset og dermed blive helt vågen. 
  • For folk med hæmorider er det en lise at blive fri for at tørre sig med toiletpapir.

Ulemper

  • Der skal bruges lidt strøm til at opvarme vandet, der skal bruges til at skylle med, og til opvarmning af toiletsædet.
  • Det tager længere tid end et normalt toilet, hvis du bruger tørrefunktionen. 
  • I Japan er det noget kompliceret at tyde kontrolpanelet på toiletterne.
  • Washlet- og douche-wc’erne er dyrere end normale toiletter. Washletterne fås fra 8.000-9.000 kr. og op, mens douchetoiletterne koster op til 35.185 kr. (et eksternt sæde, der kan monteres på et eksisterende toilet koster fra 5.300 kr.)
Journalist / Kilder
Af:
  • Journalist Lene Jarbøl
Henvisninger:

Kommentarer ()



  1. Hans-Henrik Wagner den 16.11.2012
    Et billigt alternativ til klassisk bidet/washlet-og douche-wc'erne er indstallering af en lille håndbruser. som gynækolog ser jeg forskellen på papir og vand, danskernes hygiejne er ikke noget vi praler med.Hvis du får lort på fingrene tørre du det så af med papir ? -nej vel, men det gør 99% af danskerne hver dag-billedligt set- velbekomme
    (0)Svar og se andres svar


  2. J. C. den 06.11.2012
    Ja så er der ren numse at trutte i;-))
    (0)Svar og se andres svar


  3. AB den 05.11.2012
    Jeg skammer mig over, at vi er så bagud med numsen i Danmark. Vi må se at tag os sammen og være med på moden.
    (0)Svar og se andres svar


  4. Sven Bertelsen den 28.02.2012
    Hej Birger, det er en fantastisk opfindelse. Vi fik et (den lugtfrie Geberit model) ved en ombygning for syv år siden fordi der ikke var plads til et bidet. Og ja, det tager lidt tid med lufttørringen, jeg har ikke taget tid, men næppe mere end et par minutter. Og ellers kan man jo som ved bidet'et bruge et lille håndklæde.
    Den eneste ulempe er at man bliver sart. Når man på rejser møder toiletpapir, skal man ubetinget bruge en vådserviet bag efter, eller bliver man rød som en baby de første dage, og det er helvedes ubehageligt.
    Hilsen
    Sven
    (0)Svar og se andres svar


  5. birger den 28.02.2012
    Hej Jackie, hvis disse toiletter kun koster 8 - 9 t.kr, bør vi overvejer at anskaffe 1 til at begynde med.
    Hilsen
    Birger
    (0)Svar og se andres svar


Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab