Genbrugsmaterialer kan være billige og gode

Der kan være mange penge at spare ved at købe brugte byggematerialer, og det kan også medføre gode løsninger både byggeteknisk og æstetisk. Men det kræver omtanke. Ikke alle genbrugsmaterialer er lige velegnede til alle huse, så det gælder om at have god tid og øjnene med sig.

"Flotte mursten fra 1850. 400 stk. 1.000 kr." lyder en af mange annoncer for genbrugsmaterialer i "Den Blå Avis". To en halv krone pr. mursten - er det billigt og godt - eller dyrt og skidt?

Det afhænger af den, som spørger. Måske er den gamle sten lige netop den, man søger, eller måske har man snarere brug for gule blødstrøgne sten til en krone stykket. Ved selvafhentning, vel at mærke. Det vigtigste er at finde sten, der passer i sammenhængen.

Vær kritisk

Der er masser af gode tilbud i "kramboden" for genbrugsbyggematerialer, men tænk dig om, når du køber. Sådan lyder rådet fra fagfolk på området.

Hans Jakob Jakobsen, som er arkitekt, energi- og miljøvejleder samt tidligere grøn guide i Århus, har selv brugt genbrugsbyggematerialer i sit økologiske hus fra 1999, men han er ikke ukritisk.

- Det er bestemt ikke alt, man skal kaste sig over. Jeg har set et i øvrigt flot hus, der er bygget af jernbanesveller, og de er desværre fyldt med arsen. Så hvis man bruger genbrugstræ, skal man vide, hvad det indeholder, siger han.

- Når man sætter materialerne sammen til et hus, skal man ikke bare vælge den nemme løsning og sige, at "det her vindue er måske ikke det pæneste, men det er billigt". Fyldingsdøre passer også sjældent til et nyt hus, og har man et bondehus, er det ikke en god idé med panoramavinduer, advarer Hans Jakob Jakobsen.

Det tager tid at finde genbrugsmaterialer

Bolius' rådgivningschef, Michael Bloch, peger på, at genbrug på mange måder er en rigtig og ressourcebesparende tanke, og man kan tilmed spare en del penge. Samtidig spares der energiråvarer til fremstilling af nye materialer.

- Men man skal sætte besparelsen op mod den tid, det tager at finde varen, hente den, rense den af, stable den og så videre. Har man tid nok, er det da en fornøjelse at besøge genbrugsmarkeder, og man møder nogle skægge mennesker, siger Michael Bloch.

Han kan ikke stille nogen tommelfingerregel op for, hvor meget man sparer ved udstrakt genbrug - det afhænger igen af tiden og kvaliteten på varen.

- Man kan jo også være heldig og finde en slagvare i tømmerhandlen, som er næsten lige så billig som brugte materialer, siger han.

Læs mere:
Andelssamfundet i Hjortshøj: www.andelssamfundet.dk

Afrensning af mursten: www.gamlemursten.dk

Liste hos Raadvadcentret (som nu hedder Bygningskulturelt Råd) over leverandører af genbrugsmaterialer: http://www.raadvad.dk/default.aspx?id=13

Den Blå Avis: www.dba.dk

Nedbrydning: Eksempelvis www.skave-nedbrydning.dk og www.kingo.biz

 

Disse materialer kan med fordel købes brugt

Her er Hans Jakob Jakobsens bud på gode genbrugsbyggematerialer, som ofte kan ses i aviser som "Den Blå Avis" eller på nettet, men lige så ofte udbydes ved "mund-til-øre".

Træ

  • Gode brugte døre og vinduer er ofte et godt køb. Det er jo svineri, at man har smidt gode vinduer af det fineste kernetræ ud og erstattet dem med termoruder, som ofte er lavet af dårligere træ, og som måske endog isolerer dårligere end gamle vinduer med forsatsruder. Køb vinduer og døre, der passer til husets udtryk, og få eventuelt tømreren til at rense dem for gammel maling.
  • Man kan også være heldig at finde solidt brugt tømmer til bærende bjælker, eksempelvis af pommersk fyr.
  • Køb også gerne solide gulvplanker af fyr eller parketgulve, hvis de er taget op med varsom hånd. De holder i mange år endnu.

Tegl og sten

  • Det er et trælsomt arbejde at håndrense gamle mursten, men nu findes der i Svendborg en maskine til det grove arbejde. Men facadesten skal være uden skår, som fugt kan trænge ind i.
  • Teglsten til taget skal vælges med omhu. Gå uden om visse typer fra 80'erne, som allerede er forvitret, men de ældre sten kan være udmærkede.
  • Nu vi er ved taget, er brugt skifer fortrinligt og relativt billigt. Hans Jakob Jakobsen købte skifer til sit eget hus for en fjerdedel af nyprisen.
 


Foto: 18.000 genbrugssten er der gået til at bygge dette ottekantede hus i Andelssamfundet i Hjortshøj ved Århus, hvor de fleste af husene er bygget efter økologiske principper. Taget er af genbrugsskifer.


Journalist / Kilder
Af:

Kommentarer (1)

  1. Anders Nielsen
    Raadvadcentret hedder ikke, som angivet i artiklen "Bygningskulturelt Råd", men "Center for Bygningsbevaring" og det ligger stadig i Rådvad.
    (0)Svar og se andres svar


Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab