Sidste år kom Malene Kappen Krüger hjem fra et længerevarende hospitalsbesøg, og da hun efter flere uger igen sad i sin stue, følte hun sig ikke kun lettet over at være hjemme, hun følte sig også lettet over at være et sted, hvor der ikke kun var fokus på funktionalitet.

For selvom Malenes hus passer til, at hun lever med sklerose og bruger en manuel kørestol, er der intet, der siger ”institution”, når man træder ind i hendes rækkehus i Værløse. Der er kunst og rejsebilleder på væggene, spændende bøger i reolerne og et køkken, som man har lyst til at lave mad i.

– På hospitalet fungerede alting, og det var nemt at komme rundt, men det er ikke nok til at gøre et hjem til et hjem. Der skal også være hyggeligt og rart at være, fortæller hun.

Husets hjerte

For 12 år siden gik Malene sammen med sin mand, Peter, i gang med at bygge deres nye hjem, og her var det afgørende at finde løsninger, som både fungerede praktisk, men også æstetisk.

– Vores hus er først og fremmest et sted, hvor vi skal leve, men det skal selvfølgelig også fungere med de begrænsninger, jeg nu har.

– Jeg skal helst også kunne få fat på glas og tallerkener, når jeg er alene hjemme.
Malene Kappen Krüger

En af de løsninger, som parret fandt på, var at samle køkken, spisestue og opholdsstue i et stort fælles rum. Her er den ene ydervæg åbnet op med store vinduer, så dagslyset kan komme ind, og i loftet er der store akustikplader, som sikrer, at lyden er god. 

– Det er helt klart husets hjerte. Det er her, vi laver mad, spiser sammen og slapper af, og så er der god plads til at komme rundt, siger hun.

– Da vi startede på byggeprojektet, sad jeg ikke i kørestol endnu, og vi indrettede huset ud fra det, som vi havde brug for på det tidspunkt. Men samtidig vidste jeg, at det var noget, som kunne komme inden for en årrække, og derfor skulle vores hjem også kunne rumme det.

Et stort køkken

Før Malene og hendes mand flyttede til Værløse, boede de i Kokkedal i et andet rækkehus, men en af udfordringerne var, at køkkenet var for lille.

– Vi kan begge to godt lide, at køkkenet er et centralt rum med god plads til, at vi kan lave mad sammen, og hvor der også er plads til at have gæster.

Derfor var det også vigtigt, at køkkenet blev et rum, som er nemt at bruge for dem begge. Blandt andet valgte parret bevidst, at der ikke skulle være overskabe, og i underskabene er der kun skuffer, så Malene ikke skal række dybt ind i et skab for at kunne nå det, hun har brug for.

– Jeg skal helst også kunne få fat på glas og tallerkener, når jeg er alene hjemme, forklarer hun.

Efter Malene begyndte at bruge kørestol, har parret fået sænket en del af køkkenbordet, så man kan sidde ned og arbejde, og de har også fået lavet et ekstra sæt kogeplader og en vask i kørestolshøjde, hvilket betyder, at de begge har en god arbejdshøjde, når de laver mad.

Placering af ovn og køleskab

Ovn og køleskab er heller ikke tilfældigt udvalgt. Hvor ovnen i mange køkkener er placeret i gulvhøjde, er den her placeret højere oppe, så den er nemmere at komme til. Køleskabet er et amerikanerkøleskab, da det er dybere og lavere end almindelige køleskabe og går helt ned til gulvet.

– I et almindeligt køleskab ville jeg ikke kunne nå de øverste hylder. Vi brugte ret lang tid på at finde køleskabet, da jeg gerne ville have et i sort, som passede til resten af køkkenet – og da vi bestilte det hjem, var der et halvt års ventetid.

Træningscenter i stuen

I den modsatte ende af køkkenet er der bag en lille halvvæg indrettet et lille, hyggeligt hjørne med tv, hvor Malene har placeret sin træningsmaskine, forklarer Malene:

– Mit hus er også mit træningscenter. Jeg sidder meget stille, og almindelige træningscentre duer ikke til mig. Så for at jeg kan få pulsen op, bliver jeg nødt til at have en maskine herhjemme – det kan dog godt være lidt kedeligt at træne på den, så det bliver tit om aftenen, mens vi ser en tv-serie.

Et godt hjemmekontor har også været en vigtig prioritet i hjemmet, da både Malene og hendes mand arbejder meget. Malene har en ph.d. i molekylærbiologi og arbejder til hverdag som patent­agent, hvor hun bl.a. hjælper forskere med at patentere opfindelser. Desuden er hun næstformand i Scleroseforeningen.

– Det kan godt undre folk, at jeg har et hæve-sænke-skrivebord på kontoret, for jeg stiller mig jo ikke op og arbejder. Når jeg sidder ved skrivebordet, bruger jeg en almindelig kontorstol, og det er faktisk rigtig rart at kunne justere sine stillinger i løbet af dagen – ligesom alle andre, forklarer hun.

Sydfrankrig i haven

Det nyeste projekt, som parret er gået i gang med, er at gøre rækkehusets lille have nemmere og hyggeligere at være i. Før bestod haven primært af en terrasse af brædder af bambus og genbrugsplast, og langs kanten af haven var der en bred stribe af græs, der skrånede nedad.

– Den del af haven, hvor der var græs, kunne jeg slet ikke bruge, og så var det heller ikke særlig spændende at kigge på, siger hun.

I stedet bliver der nu anlagt en terrasse med store kvadratiske sandstensfliser i rødlige nuancer, og fra terrassen og op til havedøren bliver der bygget en rampe i samme type sten, så det er nemt at komme ind og ud med en kørestol. Når fliserne er lagt, skal der laves et hjørne med platantræer, som skal give skygge om dagen, og om aftenen skal der kunne tændes lys i dem.

– Fliserne og træerne er inspireret af de ferier, vi har været på i Sydfrankrig. Vi har altid rejst rigtig meget, men for nylig fik jeg stomi, og det har gjort det sværere. Men når jeg ikke kan komme til Sydfrankrig, så må Sydfrankrig komme til mig.

Haveprojektet gør også den lille rækkehushave mere anvendelig. Der bliver bl.a. etableret et højbed, hvor Malene kan plante krydderurter og ærter.

– Noget af det vigtigste, vi har gjort i hele processen, både da vi fik bygget køkkenet om, men også med haveprojektet, har været at alliere os med de rigtige mennesker, som både er fagligt dygtige, og som formår at se verden med et lidt mere mangfoldigt blik. Vi har haft en dygtig havearkitekt, som har kunnet se nogle løsninger, vi aldrig selv havde fundet frem til, fortæller Malene.