250 millioner kr. Det er, hvad et palæ på Lille Strandvej 27 i Hellerup er blevet sat til salg for i november 2023. Det er det dyreste hus, der nogensinde er blevet sat til salg i Danmark.

Det er den saudiarabiske stat, der ejer palæet fra 1902, som den købte af General Motors i 1975. Bygningen er tidligere blevet brugt som ambassade.

– Beliggenheden er helt unik med et stort potentiale for den rigtige køber, og vi har set nylige eksempler på ejendomme solgt i nabolaget, der berettiger til udbudsprisen, siger ejendomsmægler Nis Nordang fra Home Hellerup.

Ejendomsvurdering på 80 milllioner kroner – udbudspris på 250 millioner kroner

Trods prisen er ejendommen ifølge Home ikke i den bedste stand, da den ikke er blevet brugt i mange år. Men ejendomsmægleren mener, at huset enten kan renoveres eller rives ned, så den 3.000 m2 store grund ud til Øresund kan deles op i flere grunde. Ejendommen skal bruges til boligformål.

Huset blev i oktober 2020 vurderet til at være 80 millioner kr. værd, mens grundværdien blev sat til 23,7 millioner kr. Der er i november 2023 endnu ikke kommet en foreløbig ejendomsvurdering for 2022.

Læs mere om boligen hos Home

Her er Danmarks dyreste hus, der nogensinde er blevet solgt

Mens ejendommen på Lille Strandvej 27 i Hellerup har den dyreste udbudspris, er en kæmpevilla på Egtoftevej i Vedbæk i Hørsholm Kommune nord for København det dyreste hus, der nogensinde er blevet solgt i Danmark.

Den titel fik villaen, da den i 2020 blev solgt for 150 millioner kr., og den bolighandel er ikke blevet overgået siden, oplyser Boliga.

Der har ikke været andre huse, der har været i nærheden af salgsprisen. Ifølge Boliga er nummer to på listen den såkaldte Bella Vista-villa på Hambros Allé i Hellerup, der i 2001 blev solgt for 75 millioner kr.

Nr. 3 på listen over Danmarks dyreste huse ligger ligeledes i Hellerup nær Hellerup Havn. Denne villa blev solgt for 70,5 millioner kr. i 2019.

Danmarks dyreste hus i Vedbæk er da også noget for sig. Ifølge de offentlige ejendomsoplysninger har ejerne af det 150 millioner kr. dyre, bevaringsværdige hus fra 1920 bl.a. fået følgende for pengene:

  • Boligareal: 930 m2
  • Grund: 11.034 m2
  • Etager: 2
  • Værelser: 21
  • Kælder: 155 m2
  • Beliggenhed: Ud til Øresund med egen strand
  • To tennisbaner.