Hjælp din familie: Tag et nedsparingslån

Har dine børn brug for økonomisk hjælp kan et nedsparingslån med pant i din boligs friværdi være en mulighed. Men nedsparingslånet er ikke altid en god idé. Læs her om fordelene og ulemperne.

Har dit barn brug for en økonomisk håndsrækning, kan løsningen være et såkaldt nedsparingslån, hvis du ikke umiddelbart har pengene. Lånet tages med pant i din friværdi, og kan give dig det økonomiske frirum, der skal til for at hjælpe.

TEMA: Hjælp din familie

”Hjælp din familie” er temaet i Bolius’ gratis magasin BEDRE HJEM i september måned. Se hele temaet i BEDRE HJEM, hvor du får flere gode råd til at hjælpe din familie. Fx:

  • Økonomisk, gennem bl.a. forskudsarv, forældrekøb eller familieoverdragelse af et hus.
  • Praktisk, ved fx at flytte sammen i flere generationer og på den måde hjælpe hinanden i dagligdagen.

Abonnér gratis på BEDRE HJEM her

Kan dine børn godt bruge en økonomisk håndsrækning? Så kan løsningen være et såkaldt nedsparingslån.
Har dine børn brug for en økonomisk håndsrækning? Så kan løsningen være et såkaldt nedsparingslån.

Nedsparingslån i gældsfrit hus

- Nedsparingslån er typisk noget, man tager, hvis man sidder med et gældsfrit hus. Populært sagt er det en måde at spise sine mursten på, hvis éns formue er bundet i friværdien i enten huset eller sommerhuset, siger Jan Schøtt-Petersen, boligadvokat hos Ret og Råd i Helsingør og formand for Danske Boligadvokater.

LÆS OGSÅ: Generelt om renten på boliglån

Han oplever, at de der tager et nedsparingslån typisk gerne vil blive i deres bolig, men samtidig også gerne vil kunne udnytte lidt af den formue, der er bundet i huset - fx til rejser eller til at hjælpe deres børn med indskud til en lejlighed eller udbetalingen på et hus.

Nedsparingslån som en kassekredit

Et nedsparingslån udbydes af både banker og realkreditinstitutter.

I en bank tager du som regel et prioritetslån, der fungerer som en slags kassekredit. Forskellen på et prioritetslån og en traditionel kassekredit er, at du ikke har dækning kassekreditten, når du optager den. Det har du for prioritetslånet, og derfor kan du låne mere og som regel forhandle dig til en bedre rente.

Du optager lånet med pant i boligen, og pengene sættes ind på en konto, hvor du frit kan hæve og sætte penge ind.

LÆS OGSÅ: Lån i boligen

Så meget kan du låne med nedsparingslån

Du kan typisk låne op til 60 procent af din friværdi, men det afhænger altid af en konkret forhandling.

Den rente, du betaler for at låne pengene, er identisk med den rente, du får, når du sætter penge tilbage ind på kontoen. Løbetiden på prioritetslånet aftales med banken, og lånet kan som regel fås både med og uden afdragsfrihed.

En god hjælp – men vær opmærksom på renten

Du skal være opmærksom på, at et nedsparingsslån selvfølgelig koster i renter, og renten er typisk variabel, så du har ikke sikkerhed for, hvad det kommer til at koste på sigt.

- Du skal jo betale renter, og du får en renters rente-effekt, hvis du ikke afdrager, men lånet vokser hver måned. Så det kan være en dyr måde at kanalisere nogle penge videre til dine børn på. Men hvis du gerne vil hjælpe dem, og du samtidig gerne vil blive boende i dit hus, er det klart en måde at gøre det på, siger Kim Valentin, direktør og rådgiver i Finanshuset Fredensborg.

LÆS OGSÅ: Få tilskud til dine boligforbedringer

Svært for yngre at låne penge

Jan Schøtt-Petersen supplerer:

- Et nedsparingslån kan være en god idé i forhold til at hjælpe den yngre generation, der kan have svært ved selv at få lov til at låne i banken. Men det er vigtigt, at man kan overskue arrangementet. Vi ved jo ikke, hvor gamle vi bliver, så ved manglende styring kan man risikere, at der en dag ikke længere er plads i friværdien, og så kan man blive tunget til at sælge, hvis lånet er kommet ud af kontrol, advarer han.

Realkreditlån er billigere end nedsparingslån

Kim Valentin påpeger, at et realkreditlån i dag er væsentlig billigere med hensyn til renter end et banklån, så det er også en løsning, du kan overveje.

Her bliver den løbende administration dog lidt mere besværlig, og det koster som regel mere at oprette sådan et lån, ligesom du får hele beløbet udbetalt på én gang, selvom du ikke skal bruge alle pengene med det samme.

- Derfor gælder det om at placere pengene fornuftigt, indtil du skal bruge dem, så forskellen mellem den renteudgift, du betaler på lånet, og den renteindtægt du får ind, bliver så lille som mulig. Som renteniveauet ser ud i dag, er det typisk at placere dem i en bank på en indlånskonto, men man kan også købe nogle obligationer. Uanset hvad, skal du være bevidst om, at det kan koste noget i rente, påpeger Kim Valentin.

Brug ikke nedsparingslån til arveforskud

Derfor er det også vigtigt at spørge dig selv, hvorfor du vil tage et nedsparingslån.

 - Hvis det er, fordi børnene har brug for pengene her og nu til nogle fornuftige formål, så kan der være udmærket fornuft i at gøre det. Men hvis det handler om, at man vil have pengene skippet videre til børnene for at undgå en arveafgift, så skal man tænke sig om, advarer Jan Schøtt-Petersen.

For godt nok kan du give dine børn 58.700 kr. uden gaveafgift pr. forælder hvert år, og så undgår børnene også arveafgiften på 15 procent den dag, du er væk.

 - Men hvis man låner til en rente på 5 procent, så har man betalt 15 procent efter 3 år samtidig med, at der kommer renters rente på, og så begynder det ikke længere at kunne betale sig. Det er langhåret beregning, som man bør have hjælp til, råder Jan Schøtt-Petersen.

Giv kun penge væk, du har

Han råder til, at du altid - hvis det på overhovedet er muligt - kun giver penge, du allerede har, til dine børn, i stedet for at låne for at give dem pengegaver.

Læs mere om nedsparingslån på boligoekonomen.dk

Journalist / Kilder
Af:

Kommentarer (3)

  1. karin sloth
    Pas på med nedsparingslån, de gamle nedsparingslån fra 00'erne kan bringe pensionister fra hus og hjem på grund af finanskrisen. Den betyder at mange har fået halveret deres ejendomsvurdering. Konsekvensen er, at de mange pensionister, der har benyttet sig af nedsparingslån, nu er teknisk insolvente, fordi de 60% nu er 100% af ejendomsværdien. Hvis de samtidig har benyttet sig af muligheden for at indefryse ejendomsskatten, så skal de både betale ejendomsskat plus renter af det indefrosne beløb, penge, som de måske ikke har, og som de ikke kan få lånefinancieret.
    (0)Svar og se andres svar


  2. Stig Larsen
    Vær opmærksom på, at folkepensionister med små indkomster kan blive ramt på ældrechecken, idet den endnu ikke hævede del af nedsparingelånet regnes for likvid formue ved beregning af max. likvid formue.(77.700)
    (1)Svar og se andres svar
    1. Erik Kjærsgaard Andersen
      Ved beregning af ældrecheck ses bort fra ubegrænset friværdi i fast ejendom, samlet likvid formue under 80.300 indgår heller ikke i beregning af ældrecheck ved årets udgang.
      Tager man som folkepensionist med tillægstal på 100, et nedsparingslån med pant i den friværdi der ikke indgår i beregning af ældrechecken, kalder man lånte penge for formue? Dejligt hvis man kunne låne sig til en formue.
      Lånte penge er en gæld til banken, men her bliver det til "formue" så likvid formue ved årsskiftet ryger op over 80.300 kr.og vupti, staten sparer udbetaling af ældrecheck.
      Svindel og humbuk.


Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab