Selvom naboens træer tårner sig 10 meter i vejret og lægger din have i fuldstændig skygge sommeren igennem, giver loven normalt ingen mulighed for, at du kan gøre noget.

Der er dog få undtagelser.

Få regler om træer i Hegnsloven

Skel og hegn er det eneste område, som har lidt regler, der kan have betydning i forhold til naboens træer. 

Hegsloven har regler for skel og hegn, og de giver lov til at beskære grene, som vokser gennem eller opad dit hegn, hvis de er til skade for dit hegn. Du skal altså have en saglig grund til at beskære grenene, og de må kun beskæres til skellinjen.

Hvis grenene til gengæld er ovenover hegnet, kan du kun kræve, at de bliver beskåret, hvis de er rådne, og der er fare for, at de falder ned. Eller hvis de hænger så lavt, at du ikke kan komme forbi med dine havemaskiner.

Tjek regler om træer i servitutter, lokalplan eller grundejerforening

Der kan også være regler om træer i servitutter, lokalplan eller grundejerforening, der skal overholdes, selv om det er sjældent - fx om, hvor høje træer må være. Så tjek dem.

Det lokale hegnssyn i kommunen kan normalt bruges til at afgøre tvister om skel mellem naboer, men hegnssynet tager sig ikke af fritstående træer.

Retssag løser ikke problemer med naboens træ i skel

En sidste mulighed er at anlægge en civil retssag mod naboen, hvor retten kan vurdere, om den naboretlige tålegrænse er blevet overskredet. Men selvom retssager måske kan løse sagen teknisk, vil følelserne og forholdet mellem jer som naboer formentlig kun blive værre.

Tal ordentligt til din nabo, hvis træet skygger

Erfaringen viser i stedet, at samtale er vejen frem. Tager du en snak med naboen og venligt fortæller, hvilke problemer eller gener træerne giver dig, kan I måske finde frem til en fælles løsning.

Det bedste du kan gøre, er at komme med et kompromis i stedet for et krav. Fx kan du hjælpe med at fjerne træet eller erstatte det med noget andet.

En snak i døren, mens naboen er i gang med aftensmaden eller har familiefødselsdag, skaber ikke de bedste rammer. Find en tid, der passer jer begge, og nogle rammer, hvor I kan mødes.

Sådan kan du løse konflikt med din nabo

Hvis du allerede har en konflikt med din nabo, kan du ifølge Center for Konfliktløsning gøre følgende:

  • Tag kontakt til naboen.
  • Hold dig til sagen set fra din have.
  • Gå efter bolden og ikke manden.
  • Lyt til naboens version af sagen.
  • Invitér naboen på udsynsvisit.
  • Vær kreativ i løsninger.
  • Lav fælles aftaler.

Hvis tingene er spidset så meget til, at I ikke selv kan finde god måde at snakke sammen på, er der hjælp at hente. Center for Konfliktløsning har gratis konfliktrådgivning, hvor en række rådgivere giver gode råd. Desuden kan I også vælge at mødes sammen med en konfliktmægler, som støtter dialogen.

Sådan forebygger du konflikter med naboer

  • Sig goddag til nye naboer, hvad enten du er tilflytter, eller er den, som får nye naboer.
  • Deltag i arbejdsdage og vejfester.
  • Gå ind i konflikten uden at blive en del af den. Hvis en nabo, som har konflikt med andre henvender sig til dig, så tilbyd en snak, vis forståelse, uden at give ret, og fokusér på, hvordan de får dialogen i gang.
  • Tag en snak, før det bliver til en konflikt.

Det siger loven om naboens træer i haven

Der er ingen love om træers højde. Hvis retten skal dømme i sådanne stridigheder, vil de tage udgangspunkt i uskrevne naboretlige regler.

Der er kun to bestemmelser om grene i loven. De står i Hegnslovens § 19:

Stk. 2. Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinien.

Stk. 3. Grene, der på grund af alder, råd el. lign. skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne.