Indhold

Hvad kan du lave i haven om foråret?

Der er masser af opgaver at gå i gang med i haven om foråret. Der skal både plantes nyt, luges og gødes. Det er også nu, du skal i gang med at bekæmpe dræbersnegle, hvis du vil have dine blomster og grøntsager i fred.

Vær på forkant og bekæmp ukrudtet i foråret, inden planterne for alvor har spredt sig.
Vær på forkant og bekæmp ukrudtet i foråret, inden planterne for alvor har spredt sig.

Havearbejde om foråret

Om foråret er der masser af opgaver at gå i gang med i haven, og det passer jo fint med, at det er skønt at komme ud i haven efter en lang, mørk vinter indendørs.

Forårsopgaverne i haven er bl.a. at:

  • Luge ukrudt
  • Gøde haven
  • Beskære roser
  • Bekæmpe dræbersnegle
  • Plante nye planter.

Lugning af ukrudt

Om foråret begynder ukrudtet for alvor at vokse i haven. Derfor er det godt at komme i gang med at bekæmpe det tidligt, inden problemet i bogstavelig forstand vokser sig stort, og ukrudtet bliver mere livskraftigt og får større rødder, der er besværlige at grave op.

Det flerårige ukrudt som skvalderkål, kvikgræs og brændenælder er hurtigt ude af starthullerne om foråret og begynder at vokse allerede i februar, hvis jorden ikke er frosset. Jo tidligere du kommer i gang, jo lettere er ukrudtet at bekæmpe. Om foråret har du også den fordel, at de andre blomsterplanter i bedene endnu er små, så ukrudtsplanterne er lette at få øje på.

Ukrudt mellem fliser

Du kan begrænse ukrudtet mellem fliserne ved her i foråret at fylde fugerne godt op med fugesand. Spred fugesandet over fliserne, og lad det ligge nogle uger, så det kan blive regnet godt ned i fugerne. Fej ind imellem fliserne med en kost, så du hjælper fugesandet med at finde ned i fugerne.

Når du fejer med sand på fliserne, fjerner du samtidig alger og skidt fra fliserne, så de bliver fint rene.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Sådan bekæmper du ukrudt i haven og BOLIUS Fakta: Sådan bekæmper du ukrudt mellem fliser og i belægninger.

Gødning af haven

Foråret er det rette tidspunkt at grundgøde havens bede, køkkenhaven og græsplænen, så planterne har næring til at vokse sig sunde, grønne og smukke i foråret og om sommeren.

Du kan enten gøde med organisk gødning eller kunstgødning. Du kan læse mere om fordele og ulemper ved de forskellige gødningstyper, og hvor meget de forskellige planter skal have i BOLIUS Fakta: Gødning.

Kompost

Foråret er også et godt tidspunkt at bringe kompost ud i havens bede. Komposten virker som let gødning, så du kan f.eks. supplere gødningen af dine roser ved at lægge et lag kompost under dem. Det vil de sætte stor pris på, og som bonus får du smukkere og sundere planter.

Hvis du bruger komposten i køkkenhaven, skal du lægge den ud nogle uger før, du skal så. Den friske kompost indeholder nemlig stoffer, der kan hæmme frøenes spiring.

Læs mere i BOLIUS Nyhed: Sådan får du gang i din kompost igen.

I april er det tid til at beskære roserne.
I april er det tid til at beskære roserne.

Beskæring af roser

Hvis du har roser i haven, er det her i april, de skal beskæres. Det rigtige tidspunkt siges at være, når birkens blade er på størrelse med museører, og forsytiaen er ved at blomstre af. Beskæringens formål er at give stærke og sunde grene med store roser samt at give rosenbusken er køn form.

Der er forskel på, hvor kraftigt de forskellige slags roser skal beskæres. Roser i traditionelle rosenbede (storblomstrede roser og buketroser) skal skæres ned til 30-40 cm's højde. Rosenbuske med vilde roser og historiske roser skal blot tyndes lidt ud blandt de ældste/tykkeste grene og have fjernet døde grene. Engelske roser (Austinroser) skal have kortet grene ind med cirka en tredjedel.

Husk også at vande og gøde roserne godt om foråret. Det gør, at de bedre kan stå imod angreb af svampesygdomme og skadedyr.

Læs mere i BOLIUS Fakta: Beskæring af træer og buske.

Bekæmpelse af dræbersnegle

I april, når temperaturen stiger til omkring 10 grader, begynder havens dræbersnegle at røre på sig. Det er kun de små snegle og æggene, der overlever vinteren, men de vokser sig hurtigt større og begynder snart at formere sig.

Det er lettest at bekæmpe dræbersneglene tidligt på foråret, hvor der færre af dem, og de endnu ikke er så store og grådige. De kan være dog sværere at få øje på. Du kan bruge en ølfælde eller lokke sneglene frem ved at lægge et stykke plastik, et bræt el.lign. ud på jorden i haven. Der vil sneglene søge hen, når det er tørt og varmt om dagen, og så kan du lettere finde dem.

Læs mere om, hvordan du bekæmper dræbersnegle, i BOLIUS Fakta: Dræbersnegle.

Plantning af nye planter

Foråret er et godt tidspunkt, hvis du skal plante nye planter, og det er også et godt tidspunkt at flytte planter til en ny plads i haven.

Stauder
Flerårige blomsterplanter (stauder) kan flyttes fra april til maj. På det tidspunkt kan du også dele planterne, så du får flere.

Undgå dog helst at plante, flytte eller dele planter, der er i blomst, da de er længere tid om at sætte nye rødder. Det er bedst at vente med at flytte eller dele de forårsblomstrende stauder til september eller oktober.

Nåletræer og andre stedsegrønne
Nåletræer og andre stedsegrønne buske og træer plantes bedst om foråret fra april til maj eller i eftersommeren fra august til september. Det er vigtigt at vande grundigt i perioden efter plantningen, da der fordamper meget vand fra stedsegrønne nåle/blade.

Løvfældende træer, buske og roser
Du kan også godt plante eller flytte træer, buske og roser om foråret, men det skal helst ske i det meget tidlige forår, før planterne springer ud. Det bedste tidspunkt er i perioden fra november til april, hvor der er størst chance for, at jorden er fugtig, så planterne ikke udsættes for tørke.

Vent med at plante sommerblomster
Sommerblomster skal du ikke plante ud, før der ikke længere er risiko for nattefrost. Hvis sommerblomsterne får frost, går de ud, og dine penge er spildt. De fleste steder kan sommerblomsterne plantes ud fra midt i maj.

Der er dog enkelte undtagelse, f.eks. kan stedmoderblomster, hornvioler og storblomstrede bellis tåle en hel del kulde, så de klarer sig udendørs i krukker fra marts, hvor de kan pynte sammen med forårsløgene.

Haven om foråret

Helt fra det tidlige forår kan du have blomstrende planter i haven. Der er selvfølgelig de velkendte forårsbebudere erantis og vintergæk, som findes overalt. Men også andre planter blomstrer i de tidlige forårsmåneder, f.eks. kejserbusk, troldnød, vinterjasmin og påskeroser.

Senere på foråret tager andre løgplanter som scilla, krokus, påskeliljer og tidlige tulipaner over sammen med forårsblomstrende buske som f.eks. mirabel, forsytia og blodribes og forårsstauder som f.eks. lungeurt, martsvioler, anemoner og gemserod. Og derefter afløser et væld af forskellige forårsblomstrende planter hinanden i haven.

Selv i køkkenhaven er der planter, der kan spire tidligt om foråret. Det gælder bl.a. rucola og spinat, og purløg fra sidste år begynder også tidligt at sætte nye skud, som kan nydes på en tomatmad.

På denne årstid kan du se på haven med nye, friske øjne og overveje, om der er brug for forandringer. Du kan også tænke over, om du inden næste vinter skal plante flere stedsegrønne eller vinterblomstrende planter i haven, så der også er lidt liv i haven på den kolde årstid. Det er en god idé at skrive ned, hvad der mangler af planter og haveudstyr. Når du først står på planteskolen eller i havecentret, er det alt for let at blive fristet til impulskøb, fordi det hele ser så indbydende ud.

Journalist / Kilder
Af:

Kilder:
"Politikens store havebog" | Jane Schul og Laila Sølager | Politikens Forlag 2006
Haveselskabet
Havenyt.dk

Henvisninger:
Læs mere på Haveselskabets hjemmeside

Kommentarer (0)

    Der er ingen kommentarer endnu (du kan skrive den første).
Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab