Det kan blive en god og hyggelig oplevelse både for børn og voksne at være fælles om at dyrke og passe en have.

Afhjælp kræsenhed

Med en spiselig have giver du dine børn et unikt indblik i den spændende proces fra jord til bord. Lad børnene lære, hvor maden kommer fra – og lær dem om nye grøntsager og frugter, smage og lugte. Og måske kan du på den måde mindske deres kræsenhed.

Men vær tålmodig, og bær over med småfejl. Ud over valg af afgrøder har selve haveplanen og pasning af den stor betydning for, hvor børnevenlig din have er.

Herunder kan først se en grafik med fire generelle trin til en børnevenlig køkkenhave. Under grafikken kan du læse flere råd til. Lige fra hvilke grøntsager og frugter du skal vælge til, hvordan du nemmest plejer køkkenhaven.

Se havens opbygning og afgrøder

Parcelhushave på 800 m2 – cirka 24 x 33 meter

Frugttræer: Mindre frugttræer giver færre frugter. Til gengæld er der så plads til flere forskellige træer. De lavere træer er også lettere at plukke fra og beskære. I kan plante både æble-, pære-, kirsebær- og blommetræer. Sidstnævnte har ry for at tiltrække hvepse, når de modne frugter falder til jorden. Omgå problemet ved dagligt at indsamle nedfaldsfrugterne.

Krukker: I nogle af krukkerne kan I plante spiselige blomster og duftende urter. Andre af krukkerne kan plantes til med tomater – både røde og gule.

Mistbænke: En mistbænk er et godt alternativ, når der ikke er plads til et drivhus. Her kan der fx vokse jordbær, kartofler, gulerødder eller salat.

3 højbede: 1 x 1 meter pr. stk. med blandet indhold. Plant i små, tilfældige felter i stedet for på rækker. Plant fx ærter på espalier, jordbær, gulerødder, radiser og rød salat.

Bærbuske: Bærbuske har den fordel, at de næsten passer sig selv. Variér udbuddet, og plant fx solbær, ribs, hindbær og stikkelsbær. 

Opbygning og planlægning af børnevenlig køkkenhave

Overordnet skal du finde den løsning, der passer jeres hverdag og jeres behov - både børn og voksnes. Snak derfor grundigt om, hvad vil I med jeres spiselige have, hvor lang tid I vil bruge, og om det er et fælles projekt eller kun børnenes. Har du små børn, bliver du selvfølgelig nødt til at tage nogle beslutninger for dem, men prøv at inddrag dem så meget som muligt.

Ift. indretning er det vigtigt, at børnene bliver tænkt med. Indret fx et bed, der kun er børnenes. Lad dem bestemme, hvad der skal dyrkes, og lad dem selv styre dyrkning, pasning og høst i så høj grad som muligt.

Hav redskaber i børnehøjde. Et godt udvalg af små haveredskaber og vandkander til børnene gør det sjovere for dem at være med i arbejdet. Bær over med, at der måske bliver spildt lidt jord, eller at en plante mister sine blade.

Derudover så tænk i at gøre det nemt at passe og komme til. Her er højbede og krukker - eller en gammel sandkasse - et godt bud, da de er nemmere at nå i børnehøjde. De kræver samtidig mindre lugning. Supplér også gerne med en mistbænk eller et drivhus til forspiring, så planterne kommer hurtigere frem.

Og måske vigtigst af alt - glem ikke legen. Uanset hvor stor planteglæden er, så skal der også være plads til, at børnene kan lege og slappe af. Så husk også gyngen, sandkassen, trampolinen eller lidt græsplæne til fodbold- eller badmintonkampen.

Valg af børnevenlige afgrøder

Det vigtigste er ikke overraskende at vælge nogle afgrøder, I godt kan lide at spise. Men prøv også nye typer grøntsager og frugter af, så I kan udvide jeres og børnenes horisont.

I kan fx plante sjove, alternative afgrøder. Vær med til at rykke børnenes opfattelse af  ”det normale”. Gulerødder kan fx både være hvide, gule og lilla. Den orange farve kom først kommet til, da hollandske bønder indførte den i Europa omkring 1600-tallet. Men også kartofler, hindbær og rødbeder kommer i mange farver og salat og bønner i mange former.

Derudover kan du med fordel vælge afgrøder, der har særlig spændende plante­dele over jorden, da de er sjovere at holde øje med. Hvis den synlige plantedel også kan spises, er det endnu et plus. Prioritér også hurtigvoksende afgrøder, fx spinat og radise. Du kan forstærke processen med forspiring i vindueskarmen eller i et drivhus.

Dertil skal du selvfølgelig have en form for bær og frugter. Plant forskellige bærbuske og frugttræer, der kan tilfredsstille den søde tand. De er nemme at passe – og børnene lærer, hvornår hvilke bær og frugter er i sæson.

Til glæde for syns-, dufte- og smagssansen

En spiselig have kan og bør glæde både syns-, dufte- og smagssansen - og følesansen er også oplagt. Sammensæt planterne, så du dækker alle smags- og duftnuancer. Sødt, fx jordbær og hindbær; surt, fx ribs og rabarber; bittert, fx rucolasalat. Kraftige dufte får du fra krydderurter som timian, oregano, rosmarin og søde dufte fra fx chokolademynte.

Krydr det hele med spiselige blomster, som appelsintagetes, forglemmigej, morgenfrue og blomsterkarse. De giver samtidig farve til både haven og maden.

Brug frø, planter og gendyrk

Vil du gerne lære dine børn om fra jord til bord, så skab variation i måden, som I sår på. Når planterne skal i jorden, kan I variere mellem frø, planter og rester, fx en hel kartoffel eller toppen af en porre.

Pas på giftige planter

Vær opmærksom på, at nogle afgrøder er giftige. Det gælder rå bønner og kartofler, mens andre  har giftige plantedele, fx rabarberblade.

Pasning af en børnevenlig køkkenhave

Med børn i husstanden er det sjældent tid man har mest af. Så pasning af en børnevenlig køkkenhave handler i høj grad om at gøre det så nemt og overskueligt som muligt.

Her er det især vigtigt med en god jord til at plante i. Den skal være rig på humus og have en porøs struktur. Den må ikke være for lerholdig og tung, men heller ikke for sandet. Det nemmeste er at købe en færdigblandet, god muld, fx højbedsmuld. Men du kan også bruge havens egen muld og så forbedre den ved at tilsætte kompost og vasket sand.

Du bør også gøde din køkkenhave løbende gennem vækstsæsonen. Brug helst organisk gødning, der er fremstillet uden kemi af bearbejdede plantedele samt dyremøg. Gødningen kan købes som pilleform, granulat eller flydende - og kan købes som økologisk. Organisk gødning omsættes langsommere og holder derfor i længere tid. Du kan også hente kompost på genbrugsstationen. Kompost lægges ud i et par centimeter over hele bedet og kultiveres ned i den eksisterende jord før udplantning og såning. Derefter strøs der kompost ud mellem planterne en gang om måneden resten af sæsonen.

Du kommer heller ikke uden om at fjerne ukrudt. Det kan skygge og tage næring fra andre planter, hvis ikke det bliver fjernet. Men du kan gøre det nemmere for dig selv ved at forebygge, før der kommer ukrudt. Du kan fx plante og så med rigelig mellemrum. Det gør det lettere at overskue planterne, når de kommer op. Samtidig bliver det lettere at fjerne ukrudt. Du kan også dække jorden mellem rækkerne af afgrøder med kompost eller kviste og blade. Det gør det sværere for ukrudtet at etablere sig.

Lad børnene bidrage

Den bedste måde at gøre det nemmere at passe, er dog at være fælles om køkkenhaven. Gå en tur i haven med jævne mellemrum, og lad børnene hjælpe til med at vurdere, om jorden trænger til vand, eller om der skal fjernes ukrudt. Ingen opgave er for stor til, at børnene kan hjælpe til.

Dyr i haven

En have er en god anledning til at lære børnene om de små nyttedyr og deres betydning.

Bier er hjælpsomme at have, fordi de bestøver de forskellige blomster, så de kan sætte frugter, fx æbler og tomater. Og bierne tiltrækkes især af mange af de spiselige blomster.

Regnorme er gode i jorden, da de er med til at nedbryde plantedele og omsætte det til kompost. De laver på den måde en naturlig jordforbedring.