For bare 10 år siden var det en stor pløjemark. Men i dag ligger haven smuk og frodig med alleer, buske og hegn af pil, pragtfulde staudebede og duftende krydderurter, det hele lidt uden for den lille vestfynske by Assens - søkøbstaden i Lillebælts hjerte. Videncentret Bolius tog på havebesøg hos kunstnerparret Anne Marie Egemose og Erik Brandt i 2011.

I over 20 år drev kunstnerparret Anne Marie Egemose og Erik Brandt en stor proprietærgård og 85 hektar landbrug, som Erik overtog efter sin far.

Parret mødte hinanden i begyndelsen af 60'erne, da de begge studerede på Det Fynske Kunstakademi. Og for mere end 10 år siden besluttede de sig så for at sælge hele baduljen for at få mere tid til kunsten.

Se deres hus og have i 2020

Videncentret Bolius har besøgt parret igen i 2020. Det blev til en reportage, hvor vi fokuserer mere på den lille, men storslåede bolig. 

Se reportagen: Storslået og seniorvenligt træhus på 60 kvadratmeter

- Vi ville frigøre os fra den store vedligeholdelse, den store arbejdsbyrde og dermed få mere tid til vores kunstnervirke. Og da ingen af vores fire voksne børn havde ambitioner om at drive gården videre, følte vi godt, at vi kunne, fortæller Anne Marie Egemose.

Fra pløjemark til kunstnerisk rum

Med i handelen indgik at kunstnerparret beholdt fodermesterhuset, der lå små 100 meter væk, et stykke af pløjemarken og en hestestald på den tidligere slægtsgård, som blev indrettet til atelier.

- Og vi har ikke fortrudt det et eneste sekund, fortæller parret med store smil.

At haven for blot 10 år siden var en pløjemark er vanskeligt at forstå. I dag bugter den sig igennem landskabet på helt fortryllende vis.

Haven er indhegnet med popler og smukke pilehegn, nogle store og flotte - blot bestående af høje træer, andre fine og små som dem omkring børnebørnenes legearealer. Andre er flettede på langs, som dem der beskytter mod havgus og vind, eller på højkant som dem der afskærmer mod vejen. Og atter andre er skulpturelt udformet som buen over trappen, der fører ned til havet, eller i diagonale mønstre, som dem ved indgangen til Anne Maries staudebed.

Slægtshistorien med i haven

Inden parret gik i gang med at udforme haven, talte de længe om, hvilket resultat de ønskede.

- Vi var enige om, at vores have både skulle være en pryd- og en nyttehave, og samtidig var vi meget ivrige for at få en vegetation, der også ville fremme et dyre-, fugle- og insektliv.

Men slægtshistorien skulle også med over i haven.

Det har også været meget vigtigt for os, at vegetationen afspejler stedet, naturen og ikke mindst vores respektive familiers historie. Således har vi plantet roser, der stammer fra min familie, og en del stauder fra Eriks slægtsgård, siger Anne Marie.

Pilen: En hurtigt voksende plante

- Til at opbygge haven valgte vi at bruge både pil og popler, da de begge er sejlivede og hurtigt voksende planter, og som også hører til her på egnen, fortæller Anne Marie.

Anne Marie startede helt fra bunden med at købe fire arter flette pilstiklinger fra Vissinggård i Jylland.

- Det var pil, som egnede sig til stedets beliggenhed med vind og saltsvidning, og dem begyndte jeg at plante i en række mod vejen. Allerede første år, kunne jeg skære og fortsætte beplantningen, fortæller tekstilkunstneren, der i dag har plantet over 6.000 pil.

Langt de fleste pil bruger Anne Marie til at flette hegn af, for naturen er barsk her, særligt i vinterhalvåret, forklarer hun, og så er det godt at være lidt afskærmet.

Det rumlige og det nære

At parret bruger deres kunstneriske sans i haven er tydelig. De overordnede former og farvesammensætningen i og omkring bedene, vidner om æstetisk og malerisk forståelse.

- Det er Erik, der står for havens rumlige udformning. Han har med sin billedkunstneriske og skulpturelle baggrund øje for det store perspektiv. Så er der til gengæld mig, der er chef over de mindre planter, krydderurter og blomster, ler hun.

Af ynglings planter nævnes i flæng akeleje, pæoner, valmuer, roser, vild kørvel, mælkebøtter, kurveblomster, anemoner, vild vin og cikorie.

Får inspiration fra haven til værker

Anne Marie bruger også i høj grad sin baggrund som tekstilkunstner i sit arbejde med haven.

- Jeg betragter sig selv som en tekstilkunstner, der har bevæget mig videre i mit udtryk. I haven udtrykker jeg mig i andre materialer, men stadig med tæt relation til naturlige fibre. Og i mit kunstneriske virke drager jeg også nytte af haven, således er den spirende kimplante til stor inspiration i mine seneste værker i grafik og tegning, siger Anne Marie.