Spørg Bolius

Kan jeg grave mit skur 30 cm ned?

Hej  Bolius eksperter

Kan jeg grave mit skur ned?

Jeg skal til at lave et skur ved skel og vil gerne isolere det, og tegningerne viser at det med isolering bliver 2,80 højt og jeg skal jo have det under 2,50. Nu er spørgsmålet om man kan grave det ned så det overholder højdekravet og altså får en trin eller to ned.

Er der regler eller gode råd for nedgravning?

Det kommer til at ligge i forbindelse med fliser.

Jens D.

Kære Jens D.

Det kan du i princippet godt, men det bliver (afhængigt af hvad du skal bruge skuret til og hvilken jordbund der er på stedet) noget mere kompliceret end at bygge et almindeligt udhus.

Du skal bygge en form for kælder der er tæt mod den fugt der er i jorden, enten ved at støbe i beton eller opbygge i fundamentsblokke. Du skal også grave så langt ned at du kan lægge drænlag under gulvet, så der ikke trænger for meget fugt op nedefra.

Der er risiko for fugtproblemer, på grund af kondens der dannes på grund af den temperaturforskel der vil være mellem det nedgravede kolde gulv og den varmere luft i rummet, - så du skal sikre dig at der er rigelig ventilation.

Hvis du bygger skuret med forsænket gulv skal du sikre dig at terrænnet har kraftigt fald væk fra skuret, så vandet løber væk fra skuret. Men du skal være opmærksom på at det nok er svært/umuligt at undgå oversvømmelse ved kraftig regn.

Så ja i princippet kan du grave skuret ned, men det bliver så kompliceret at jeg vil råde dig til at få byggeteknisk hjælp.

Eller i første omgang forsøge at presse højden på bygningen og så i kommunen søge dispensation til at overskride kravet i Bygningsreglementet med de sidste cm.

Læs meget mere om udhuse - love og regler, inspiration, vejledninger og gode råd her: Skur og udhus

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Tine Nielsen, arkitekt maa

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden