Når solen har bagt græsset gult og svedent, og jorden under hækken tørster, er det så en god ide at finde plæneklipper og hækkesaks frem? Eller skal du hellere give dem en pause, når der er tørke?

Ifølge haveekspert i Bolius Berit Rørbøl kan du med fordel lade plæneklipperen stå i en tørkeperiode – eller i hvert fald lade den køre færre ture – mens du gerne må klippe hækken, hvis du synes, den trænger.

Hækken kan godt tåle at blive klippet under tørke

– Hækken tager ikke skade af beskæring, når det er meget tørt. Generelt kan du nedsætte fordampningen i planter, hvis du beskærer dem under tørke. Men du skal passe på med at beskære for meget, for så vil du blotte mere jord, og så fordamper der mere vand fra jorden, siger Berit Rørbøl.

Du kan altså klippe hækken som du plejer – én gang om året, hvis du foretrækker kun at skulle have hækkesaksen frem en enkelt gang. Eller to gange, hvis det skal være lettere at klippe den, fordi grene og kviste ikke når at blive så kraftige.

Klipper du hæk én gang, kan du fx gøre det midt juli, og klipper du to, kan det være i juni og august. I juni og juli skal du først tjekke hækken grundigt for at sikre, at der ikke er fuglereder, som er i brug eller ved at blive bygget. Hvis der er det, skal du vente med at klippe den del af hækken, til reden ikke længere er aktiv.

– Hvis der er mange fugle, der bruger hækken til at finde skygge, kan det også være en årsag til ikke at klippe den for meget under tørke. Hvis grenene blottes for meget, kan det blive lidt for varmt for fuglene, siger Berit Rørbøl.

Giv græsplænen ro, når den er tør

Når der er tørke, kan du hurtigt se det på græsplænen. Den stopper med at gro, og græsstråene visner ned. Under jorden lever rødderne stadig, men over jorden er der ikke meget liv, og det bedste, du kan gøre for plænen, er at lade den være i fred, fortæller haveeksperten.

– Du kan med fordel lade være med at slå græsset under tørke. Lad det stå og være lidt langhåret – og hvis der allerede i foråret er forvarsler om tørke, kan du starte der, for jo længere græsset er, desto bedre kan græsstråene beskytte rødderne mod udtørring. Samtidig bliver jorden beskyttet mod fordampning, når græsset kan skygge lidt, siger Berit Rørbøl.

Hvis du har områder i din have, hvor græsset stadig gror på trods af tørken, fordi det får meget skygge, er det ok at slå dette græs efter behov. Hold dig i så fald til at slå det græs, der gror meget, og slå det på plæneklipperens højeste indstilling, så det beholder noget længde.

– Normalt skal en brugsplæne holdes kort, for så bliver den tættere og kan tåle mere. Men i tørke må den gerne være langhåret, og så er det bedst at lade være med at drøne alt for meget rundt på den for at undgå at slå huller i den, siger Berit Rørbøl.

Har du en robotplæneklipper, er haveekspertens råd at slukke for den i en tørkeperiode, eller alternativt sætte klingen på den højeste indstilling, så græsset forbliver så højt som muligt, samtidig med at det ser klippet ud.

Brug afklip til at begrænse fordampning under tørke

Hvis du klipper hæk, kan du bruge afklippet til at dække af, hvor der er bar jord mellem planter, så fordampningen bliver begrænset under tørken.

Græsafklip kan bruges til at dække jorden af i køkkenhaven, hvor fordampningen er stor (slå dog kun græs, der gror meget).