Indhold

Køb af sommerhus

Inden du køber et sommerhus, skal du træffe en lang række valg om prisniveau, beliggenhed, størrelse, tilstand og grund. Læs mere her.

Køb af sommerhus

Pris, beliggenhed, størrelse og adgang til faciliteter er blot nogle af de ting, du bør tage med i dine overvejelser, når du køber sommerhus. Men vedligeholdelse, opvarmning og løbende faste udgifter bør du også tænke over. Arkivfoto.

Hvad skal du overveje, inden du køber sommerhus?

At vælge sommerhus er på mange punkter sværere end at vælge en helårsbolig. Når man vælger helårsbolig, skal man træffe et grundlæggende valg mellem lejlighed og parcelhus, men derudover vil der være en række variable, som i høj grad giver sig selv. Nærhed til arbejde, skole, familie og venner, minimumskrav til størrelse, faciliteter og antal rum - og ikke mindst, hvor dyrt kan man sætte sig.

Sommerhuset derimod er for langt de fleste en ekstra bolig. En luksus, hvor man bedre kan tillade sig at træffe nogle livsstilsbetingede valg og føre drømme ud i livet.

Økonomien er som ved helårsboligen afgørende for, hvad man kan sætte næsen op efter, og sommerhusets beliggenhed, størrelse, type, alder og tilstand har betydning for prisen. Skal der satses på et mindre sommerhus til to, i første række ved vandet og evt. i et mondænt område? Eller er prioriteringen et større hus og en stor grund med plads til masser af familie og venner, men med en mere beskeden beliggenhed?

Lav en tjekliste

Først skal du gøre op med dig selv og familien, om I mener det alvorligt med et sommerhus. Man kan rejse en del for de penge, det koster at købe og holde sommerhus, og der er også rige muligheder for at leje sommerhuse eller låne et af venner eller familie, hvis det kun er noget, man vil benytte lejlighedsvis. Har man først købt et sommerhus, vil man typisk føle sig forpligtet til at bruge det for at få noget ud af sin investering, og det vil løbende kræve vedligeholdelse og være en kilde til udgifter. Udgifter til driften kan hurtigt løbe op. Forsikringer, vand, el, vedligeholdelse m.v. kan være store poster.

Har du besluttet at anskaffe et sommerhus, vil det være en god idé at lave en prioriteret tjekliste med budget og ønsker til huset og dets placering. Med den i hånden er næste skridt at undersøge markedet via annoncer i aviser og på nettet. Har du udset dig et bestemt område, kan det være en idé at leje et sommerhus her, for at få en fornemmelse af, om det er sagen at have hus her.

LÆS OGSÅ: Generelt om sommerhuse

Hvor skal sommerhuset ligge?

Beliggenhed ved køb af sommerhus

Beliggenheden er ikke helt uvæsentlig for køb af sommerhuse. Havudsigt er en skøn luksus - til gengæld skal man betale for den. Foto: Stuart McIntyre.

Der ligger sommerhusområder i hele landet, hver med deres særpræg. I de mest eftertragtede områder som fx Skagen og Sjællands nordkyst kan priserne være flere gange højere end på mindre eftertragtede steder.

Beliggenheden er den enkeltfaktor, som betyder mest for sommerhusets pris. Selvom ca. 94 procent af sommerhusområderne er placeret tæt på kysten, vil en placering i første række ud til vandet eller med god vandudsigt desuden lægge en del til prisen. Generelt er der størst efterspørgsel på de sommerhuse, som ligger i en kørselsafstand på 1-2 timer fra landets største byer København, Århus, Odense og Aalborg – og det afspejles også i priserne.

Rejsetid og omkostninger

Afstanden mellem sommerhus og helårsbolig har stor betydning. Er der tale om et fritidshus, som primært skal benyttes i ferier og af og til i forlængede weekender, evt. kombineret med at huset udlejes, kan man leve med en lang rejsetid. Regner du med at skulle bruge sommerhuset de fleste weekender i sommerhalvåret, vil det ikke være realistisk med flere timers rejse frem og tilbage hver gang.

I det samlede økonomiske billede skal du desuden medregne udgifter til brændstof, hvis du kører i egen bil, eller til tog- og busbilletter, hvis du bruger offentlige transportmidler. Ligger sommerhuset på en ø eller i en anden landsdel, kan der desuden være tale om færgebilletter og broafgift. Transportudgifterne kan forrykke regnestykket for et fjernt beliggende sommerhus, der ellers er købt til en favorabel pris, hvis huset benyttes jævnligt.

Eksempelvis skal et par, som bor i København og har sommerhus på Drejø syd for Fyn, i meget runde tal regne med en udgift på op mod 1.000 kr. tur-retur til brændstof, broafgift og færge, hver gang huset besøges, hvis de kører i egen bil.

Tjek området

Ud over overvejelserne omkring selve huset og grunden og den geografiske beliggenhed er det også en god idé at tjekke nærområdet ved at køre og gå rundt i området. Tag også gerne en snak med de evt. kommende naboer.

Følgende forhold kan have betydning:

  • Hvordan er indkøbsmulighederne?
  • Er der mulighed for at gå naturskønne ture?
  • Hvordan er bademulighederne?
  • Ligger sommerhuset tæt på jernbane, stærkt befærdet vej, industri eller andre støjkilder?
  • Er der landbrug med f.eks. gylletanke i nærheden, der kan give lugtgener?
  • Hvis huset ligger i første række tæt på kysten, bør du undersøge, om der er foretaget kystsikring, eller om der er planer om det. Ellers kan det blive dyrt for de berørte grundejere.
  • Er der planer om nye bebyggelser tæt ved, der kan ødelægge udsigten over mark eller skov?
  • Hvis du er glad for at sejle, vil muligheden for at få en bådplads tæt på måske også være vigtig.

LÆS OGSÅ: Investering i sommerhus

Hvilke krav skal du stille til selve sommerhuset?

De krav, du stiller til sommerhusets alder, størrelse, indretning og vedligeholdelsesstand, hænger ikke alene sammen med budgettet, men også med den tiltænkte brug og de drømme, du har.

Skriv dine ønsker til et sommerhus ned. Det kan hjælpe dig til at finde et, der passer til dine behov.

Skriv dine ønsker til et sommerhus ned. Det kan hjælpe dig til at finde et, der passer til dine behov. Arkivfoto.

For årtier siden var sommerhuset ofte et lille og ret primitivt hus med kun de mest skrabede køkken-, bade- og toiletfaciliteter, og uden tv og telefon. Til gengæld var man fri for byens larm og kunne slappe helt af. I de seneste mange år er tendensen gået imod stadig større og mere luksuriøse huse med tv, musikanlæg, netopkobling, veludstyret køkken og badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler. Sommerhuset er også blevet bedre isoleret og har fået bedre opvarmningsmuligheder, så man kan opholde sig der efterår og vinter.

Du skal derfor gøre dig klart, om drømmen handler om et mere primitivt og måske ældre sommerhus eller et moderne, enten nybygget eller renoveret, sommerhus med moderne bekvemmeligheder og noget af den luksus, de fleste er blevet vant til i deres helårsbolig.

Størrelse og indretning

Sommerhusets størrelse og indretning er også vigtig. Hvis sommerhuset skal kunne rumme et par uden børn og måske et par overnattende gæster en gang imellem, kan selv et meget lille sommerhus gøre fyldest. Men hvis der skal være plads til børn, venner og familie til ophold og overnatning, er der brug for et passende antal sovepladser, ordentlige køkken- og badefaciliteter og tilstrækkelig med opholdsplads, så man kan holde ud at være inden døre, hvis vejret er dårligt.

Har du planer om også at udleje sommerhuset, eller ønsker du at ændre det til helårsstatus, så det kan tjene som bolig efter pensionering, skal det også tages med i betragtning.

LÆS OGSÅ: Helårsbeboelse i sommerhuse

Vedligeholdelsestilstand

En anden grundlæggende beslutning er, hvilken tilstand sommerhuset som minimum skal være i. Hvis forventningen er et hus, der stort set er indflytningsklart, skal du lede efter et nyere sommerhus, et sommerhus, der for nylig er blevet totalrenoveret, eller et hus, som løbende er blevet vedligeholdt på et højt niveau.

Er du en erfaren gør det selv'er, kan et lidt nedslidt hus være en måde at spare penge på ved købet, men du skal til gengæld investere tid og penge på at sætte huset i stand fra en ende af i løbet af de kommende år. Alternativt kan du sætte håndværkere i gang med renoveringsopgaven og få det overstået i en fart, hvis økonomien er til det, og tålmodig og tid ikke rækker.

Sommerhuse er normalt lette trækonstruktioner, der som udgangspunkt vil have en kortere levetid og kræve mere vedligeholdelse end et typisk helårshus med murede konstruktioner. Ældre sommerhuse kan nemt være i så dårlig forfatning, at det ikke kan betale sig at sætte dem i stand. Det bør afspejle sig i prisen, da du reelt køber grunden og et nedrivningsmodent hus.

Hvis ejendomsmægleren ikke har meldt klart ud, om det er tilfældet, bør du tage en byggesagkyndig med på råd og få en vurdering af, hvor mange penge der skal bruges for at renovere huset. Derudfra kan du så forhandle prisen og vurdere, om du ønsker at opføre et nyt hus på grunden eller lede efter et helt andet sommerhus.

LÆS OGSÅ: Byg om i sommerhuset

Tilstandsrapport og ejerskifteforsikring

Det vil normalt være en fordel at få udarbejdet en tilstandsrapport på huset inden køb. Rapporten er ikke lovpligtig, men er en fordel for både køber og sælger. Husets tilstand vurderes af en sagkyndig og giver mulighed for, at der tegnes en ejerskifteforsikring, som normalt vil friholde sælger fra ansvar for de fejl og mangler ved huset, som ikke er umiddelbart synlige og derfor ikke er beskrevet i rapporten. Eventuelle synlige fejl og mangler, som beskrives i rapporten, vil normalt enten skulle udbedres af sælger eller give anledning til et nedslag i prisen.

LÆS OGSÅ: Tilstandsrapport og elinstallationsrapport ved køb og salg af bolig

Hvilken slags grund skal sommerhuset ligge på?

Køb af sommerhus

Naturgrund eller pryhave i sommerhuset? En naturgrund kræver knap så meget vedligeholdelse og udelukker ikke plantning af frugttræer og bærbuske. Foto: Stuart McIntyre.

Grunden er en vigtig del af sommerhuset. Jo større den er, desto mere plads er der at boltre sig på. De fleste tager i sommerhus for at kunne være ude og i fred, så det er en fordel, hvis der er langt ind til naboen. Omvendt er en større grund dyrere, og der er mere at passe.

Du skal derfor også tage stilling til, om du kigger efter et hus med en naturgrund, som stort set passer sig selv, eller om det er sagen med en prydhave, hvor der også kan dyrkes grøntsager. En sådan grund, som typisk også har græsplæne, kan kræve lige så meget pasning som en villahave samt hyppige besøg i vækstsæsonen.

Naturgrunden udelukker ikke frugttræer og buske og et areal med plæne, men er væsentligt mindre pasningskrævende. Her er mest tale om beskæring og rydning med le eller buskrydder, så grunden ikke gror for meget til.

Økonomi og finansiering

Køb af sommerhus kan finansieres med en blanding af realkreditlån, banklån og udbetaling. Kun 60 procent af sommerhuset kan finansieres med et 30 årigt realkreditlån i modsætning til helårshuset, hvor 80 procent af købsprisen kan finansieres med et realkreditlån.

Ud over udbetalingen og afdragene på sommerhuset er der flere forhold, du skal tage i betragtning, når du skal vurdere, om familiens økonomi kan rumme et sommerhus.

Er sommerhuset i dårlig stand, kan det være nødvendigt at foretage reparationer straks efter købet. Reparationerne kan i nogle tilfælde med fordel kombineres med en ombygning, men under alle omstændigheder er det vigtigt, at du får lavet et overslag på de nødvendige udgifter, så de kan indgå i det overordnede økonomiske billede.

Der vil også være løbende udgifter til sommerhuset, herunder ejendomsskat og ejendomsværdiskat. Driften af sommerhuset inkluderer udgifter til vand, el, opvarmning, evt. tømning af septiktank samt almindelig vedligeholdelse. Udgifter til transport mellem sommerhus og helårsbolig skal også regnes med.

LÆS OGSÅ: Opvarmning af sommerhuse

Regner du med at leje sommerhuset ud noget af tiden, kan dette dog bidrage positivt til regnskabet. Det kræver, at du har en plan for, hvordan udlejningen skal foregå, og en realistisk forestilling om, hvor meget det vil være muligt at tjene på udlejningen.

LÆS OGSÅ: Udlejning af sommerhus

Oprindeligt publiceret d. , senest ajourført d.

Journalist / Kilder
Af:
Kilder:

Kommentarer (0)

    Der er ingen kommentarer endnu (du kan skrive den første).
Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab