Badning forbudt! Privat Strand!

Mange boligejere, der bor ned til en kyststrand, sætter skilte op, der advarer om, at du er på privat strand, og at du nu skal følge deres regler. Det betyder ifølge disse boligejere, at du hverken må bade, sætte dig eller passere stranden i det hele taget.

Tilladt at bade på de fleste private strande

Op mod 10.000 skræmmeskilte på danske strande

Der findes op mod 10.000 såkaldte skræmmeskilte langs de danske kyster. Det anslår undersøgelsen ”Barrierer for offentlighedens adgang til naturen – regler, feltundersøgelser og afgørelser 2019” fra Københavns Universitet.

Skræmmeskilte er skilte, der kan skabe tvivl om færdselsmulighederne eller adgangsforholdene – fx kan der stå ”Privat strand” eller ”Adgang forbudt for uvedkommende”.

I undersøgelsen har forskerne undersøgt 36 felter af 1x2 kilometer i 23 af de i alt 75 danske kystkommuner. Her blev der bl.a. fundet 131 ”forventeligt ulovlige skræmmeskifte” – det svarer til, at der er op mod de 10.000 ulovlige skræmmeskilte på landsplan.

Der er fast klagenævnspraksis for at skræmmeskilte er ulovlige, også selv om teksten på skiltene ikke er faktuelt forkert. En kommune kan altid kræve, at skræmmeskilte og andre ulovlige forbudsskilte skal fjernes, når skiltningen ikke opfylder betingelserne i Naturbeskyttelsesloven.

Kilder: Friluftsrådet og ”Barrierer for offentlighedens adgang til naturen – regler, feltundersøgelser og afgørelser 2019”, Københavns Universitet

Men ifølge Naturbeskyttelsesloven må boligejere generelt ikke forbeholde stranden til sig selv. Ifølge styrelsen må andre gerne færdes på såkaldt private strande, ligesom det er tilladt at gøre kortvarigt ophold.

Et kortvarigt ophold defineres som et ophold, der ikke varer længere end en dag. Det er konkrete afgørelser i det daværende Naturklagenævn, som har defineret, hvad der skal forstås ved lovens betegnelse om kortvarigt ophold. Selvom det kortvarige ophold godt må finde sted i nattetimerne, må du ikke slå lejr, som det kan være tilfældet i andre nordiske lande.

Du må også gerne bade i vandet på "private" strande, men det foregår på eget ansvar. På privatejede strandbredder og kyststrækninger må ophold og badning dog ikke finde sted inden for 50 meter fra beboelsesbygninger.

Det siger loven

I Naturbeskyttelseslovens § 22 står der om strande:

Strandbredder og andre kyststrækninger er åbne for færdsel til fods, kortvarigt ophold og badning på arealer mellem daglig lavvandslinje og den sammenhængende landvegetation, der ikke er domineret af salttålende planter eller anden strandbredsvegetation. Adgang sker på eget ansvar. Det er tilladt kortvarigt at have en båd uden motor liggende på strandbredden. I perioden 1. april-30. september skal hunde føres i snor. Hunde skal altid føres i snor, hvor der er græssende husdyr. I perioden 1. september-31. maj er ridning tilladt på den ubevoksede strandbred og direkte ned dertil, hvis der er lovlig adgang til stranden.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 omfatter ikke arealer, der inden den 1. januar 1916 er udlagt som have eller inddraget under en erhvervsvirksomhed, der drives på ejendommen. Det samme gælder forsvarsanlæg og havneanlæg.

Stk. 3. Offentlighedens adgang må ikke forhindres eller vanskeliggøres.

Stk. 4. På privatejede strandbredder og kyststrækninger må ophold og badning ikke finde sted inden for 50 m fra beboelsesbygninger.

Kilde: Naturbeskyttelsesloven

Regler om hunde på strande

Hunde må bade på størstedelen af den danske kyststrækning, men fra 2014 må de firbenede kæledyr ikke længere bade på strande, der har opnået den internationale miljømærkning Blå Flag, der er lig med rent badevand og sikkerhed ved vandet.

Kilde: Hunden.dk

Adgang til (næsten) alle private strande

Generelt har du lov til uhindret at passere strande til fods rundt langs hele den danske kyst. Og ejerne, der bor ned til stranden, må ikke hegne stranden ind med mindre de opfylder et af følgende kriterier:

  • Haven går helt ud til vandet, dvs., at strandarealet er have til huset og har været det siden 1. januar 1916, og at arealet uafbrudt har fungeret som have lige siden.
  • Haven har siden 1916 har været inddraget under en erhvervsvirksomhed eller fungeret som forsvarsanlæg og havneanlæg.

Opfylder stranden ikke et af punkterne, må strandejeren ikke hindre adgang til stranden eller gøre adgangen besværlig med hegn, skilte, trusler eller andet.

Må hunde og heste gå på private strande?

Yderligere står der i Naturbeskyttelsesloven, at:

  • Du må gerne have en båd uden motor liggende på en strandbred, hvis den ellers lever op til før beskrevne kriterier.
  • Din hund skal føres i snor fra 1. april til 30. september. På alle strande.
  • Er der græssende husdyr (fx køer), skal hunde altid føres i snor.
  • Ridning på stranden eller kyststrækningen er under visse forudsætninger tilladt. Det er bl.a. tilladt at ride lige ud i vandet og bade med heste i havet, da det foregår længere ude end den daglige lavvandslinje og dermed ikke er reguleret af Naturbeskyttelsesloven.

Må du bruge en privat badebro?

I nogle tilfælde må du gerne gå ud på en privat badebro og gå i vandet derfra, i andre må du ikke.

Kommunerne kan, når de giver tilladelse til at opføre både- og badebroer, sætte nogle vilkår for dem - fx, at de må benyttes af alle. Og her er det forskelligt, hvad kommunerne gør. Fx har man i nogle kommuner lavet en principbeslutning om, at badebroer kan forbeholdes ejerne, hvor man i andre kommuner har truffet den modsatte beslutning.

Bade- og bådebroer må ikke anlægges sådan, at de hindrer eller vanskeliggør almenhedens færdsels- og opholdsret efter Naturbeskyttelsesloven - heller ikke på private strande. Det fremgår af Bekendtgørelse om bade- og bådebroer i forlængelse af § 19 i Lov om kystbeskyttelse.

Må du lave bål på en privat strand?

I teorien ja. Naturbeskyttelsesloven forbyder ikke bål på ubevoksede strandbredder generelt, men bål kan være forbudt ifølge din lokale brandlovgivning m.v. Undersøg de gældende brandvedtægter i kommunen.

På bevoksede, fredede klitarealer er det ikke tilladt at tænde bål, bruge kogeapparater eller andre åbne ildsteder, bruge fyrværkeri eller på anden måde skabe risiko for brand.

Tobaksrygning er ikke tilladt på lyngklædte arealer fra 1. marts til 31. oktober.

Må du gå ned ad en privat vej for at komme til en strand?

Ja. Anlagte veje og befæstede stier i det åbne land er åbne for færdsel til fods og på cykel for alle.

Ejeren af vejen kan dog ved skiltning efter bestemmelserne i Mark- og vejfredslovens § 17 helt eller delvis forbyde færdsel, hvis den er til gene for den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, hvis den i særlige grad generer privatlivets fred, eller hvis der er behov for beskyttelse af plante- og dyreliv.

Hvor kan du spørge eller klage over skilte og adgangsforhold til strande?

Generelt skal du forhøre dig om regler og klagemuligheder hos din kommune, hvor afgørelser efter Naturbeskyttelsesloven administreres.

Når der er sket en overtrædelse af reglerne for skiltning i det åbne land, når adgangen til et areal bliver hindret, eller du mistænker en vejnedlæggelse for at være ulovlig, er det derfor kommunen, du skal kontakte.

En kommune kan altid kræve, at skræmmeskilte og ulovlige forbudsskilte skal fjernes.

Lokale regler for at færdes på stranden

Mange kommuner har på deres hjemmesider flere regler for ophold på de lokale strande, der går ud over den gældende lovgivning. Følgende ting går igen på flere kommuners hjemmesider:

  • Du må kun færdes på selve strandbredden - ikke de bagvedliggende arealer op mod private boliger.
  • Vis hensyn til andre, ryd op efter dig selv og begræns larm fra både dig selv og dine børn.
  • Det er ikke tilladt at opstille telte og lignende.
  • Støjende adfærd, ghettoblastere, musikinstrumenter og lignende er ikke tilladt.
  • Grundejeren må gerne sætte skilte op med konkrete anvisninger og ordensregler, og dem skal du følge, så længe de ikke er i strid med Naturbeskyttelsesloven.