Hver dag året rundt kan Lene Bjørn fra sit hus se ud på den kæmpestore rødbøg, der står et godt stykke væk fra huset i hendes store landbohave på Fyn. 

Træet kan hun takke sin oldefar for, som plantede det. I dag takker hun ham også for, at han var så forudseende at plante træet et godt stykke fra stuehuset, så man kan nyde det på afstand og undgå, at dets kæmpekrone lukker alt dagslys ude.

– Jeg nyder det hver dag. Sidste år sprang det ud 24. april, men det er forskelligt fra år til år. Træet er smukt året rundt – dets krone er så velformet. Jeg har også sagt, at jeg ikke kan flytte fra det træ, fortæller Lene, der flyttede ind på gården med sin nu afdøde mand i 1965. Men hendes familie har haft tilknytning til gården længe før da.

Plantet af oldefar

Rødbøgen er plantet omkring 1876, da Lenes oldefar med familie flyttede ind på gårdens dengang nye bygninger.

– Det var min mormors barndomshjem, og hun har fortalt mig om min oldefar, som jeg ikke selv nåede at møde. Han var meget haveglad og har anlagt haven her. Mange, der kommer her, siger, at det ikke er en have, men en park, fortæller Lene.

I dag er jorden forpagtet ud, og staldene udlejes. Alt det forretningsmæssige tager 86-årige Lene sig stadig af. 

Det sker dog sjældent, at hun sætter sig ud under bøgen. Men under den langvarige hedebølge i 2018 viste træets skyggefulde krone dog pludselig sit værd.

– Jeg havde mit gymnastikhold hjemme, og vi sad under bøgen og spiste frokost. 
Rødbøgen har derimod aldrig været noget godt klatretræ.

– Jeg har kun set én klatre i det, og han måtte have en stige til hjælp. Det var til  et af mine børns studenterfest, hvor han fortalte, at han altid havde kigget på træet, når han kom forbi med skolebussen, mindes Lene.