Boligejere bliver snydt for byggeskadeforsikring
Professionelle bygherrer tegner ikke lovpligtig byggeskadeforsikring, som skal beskytte forbrugere mod byggesjusk og alvorlige fejl i nybyggeri. Det kan blive dyrt for boligejere, hvis der opstår skader.
|
Fakta om byggeskadeforsikring Siden 1. april 2008 har det været lovpligtigt for professionelle bygherrer at tegne en byggeskadeforsikring ved opførelse af privat nybyggeri med henblik på salg, udlejning mv. Byggeskadeforsikringen dækker alvorlige byggeskader, som opdages inden for den 10-årige periode, som forsikringen løber. Forsikringen tegnes hos et almindeligt forsiringsselskab. I øjeblikket er der fem danske forsikringsselskaber, der tilbyder byggeskadeforsikringer: Alm. Brand, Codan, If, Topdanmark og Tryg. Udgiften til at tegne forsikringen ligger på omkring 1,5-2 procent af entreprisesummen, men forsikringsselskabet foretager en konkret kreditvurdering af den professionelle bygherre, der kan medføre betydelige udsving i præmien. Skal en forbruger have bygget et nyt parcelhus, vil der være en ekstraudgift i størrelsesordenen 25.000-70.000 kr. til forsikringsdækningen afhængig af, hvilken entreprenør eller bygherre han vælger at indgå aftale med. Der skal ikke tegnes en byggeskadeforsikring, hvis forbrugeren selv står for byggeriet og selv indgår aftaler med de forskellige håndværkere, der skal stå for byggeriet. I så fald er der tale om selvbyggeri også kaldet en fagentreprise. Kilder: Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forsikring & Pension og advokat Simon Heising |
Danske entreprenører bryder loven, og forbrugerne risikerer at komme i en alvorlig økonomisk klemme, når der ikke bliver tegnet byggeskadeforsikringer.
Siden 1. april 2008 har det været lovpligtigt for total- og hovedentreprenører at tegne en byggeskadeforsikring ved opførelsen af privat nybyggeri for at beskytte forbrugerne mod byggesjusk og alvorlige fejl i byggeriet. Men loven om byggeskadeforsikring bliver ikke overholdt, og det kan betyde, at boligejerne selv kommer til at betale, hvis der inden for de første 10 år af husets levetid f.eks. er skimmelsvamp eller sætningsrevner.
Kun få tegner byggeskadeforsikring
Trods entreprenørernes lovmæssige forpligtelse tegnes der kun ganske få forsikringer set i forhold til det samlede private byggeri.
Der findes endnu ingen officiel statistik, der opgør tallene af tegnede forsikringer. Men en rundspørge hos de forsikringsselskaber, der udbyder byggeskadeforsikringer, afslører, at der kun er tegnet omkring 2.060 byggeskadeforsikringer, siden loven trådte i kraft i 2008.
- Der er ikke nogen voldsom lyst til at tegne byggeskadeforsikringer, siger Troels Rasmussen, kommunikationsdirektør hos Tryg.
Mange tusinde ejendomme opføres uden lovpligtig forsikring

De 2.060 tegnede forsikringer skal ses i forhold til antallet af påbegyndte private boliger i perioden 2008-2010, som Dansk Byggeri skønner til at ligge på omkring 26.000 boliger. Selvom man tager højde for byggeri foretaget i 2008, og en hamstringseffekt af byggetilladelser, inden loven trådte i kraft, er der ingen tvivl om, at loven bliver brudt.
- Det er åbenbart, at der opføres mange tusinde ejendomme, der i princippet burde være omfattet af den lovpligtige forsikring, siger Simon Heising, advokat og ekspert i entrepriseret.
Det er Erhvervs- og Byggestyrelsen opmærksom på.
- Vi er i gang med en omfattende evaluering af loven netop nu, og vi er meget opmærksomme på at få undersøgt, hvad årsagen til det relative lave antal tegnede forsikringer er, siger vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen, Søren Tegen Pedersen.
Ingen forsikringspligt, hvis du selv står for byggeriet
Hos Dansk Byggeri lyder forklaringen på det lave antal byggeskadeforsikringer, at forbrugerne selv vælger at være bygherrer på deres byggeprojekter og bygger i det, der kaldes fagentreprise. Det er nemlig kun professionelle bygherrer, der er omfattet af loven om byggeskadeforsikringer, og fagentrepriser er således undtaget.
- Der er kun én til at betale regningen, og det er forbrugeren. Forbrugerne er opmærksomme på, hvad tingene koster, og da lovgivningen åbner op for fagentrepriser, vælger forbrugerne at spare forsikringen og selv være bygherrer på deres byggeprojekter, siger Henrik Fausing, afdelingschef for juridisk afdeling i Dansk Byggeri.
Usandsynligt med mange fagentrepriser
Men den forklaring mener Simon Heising ikke kan stå alene.
- Det er helt usandsynligt, at der i 2009 bygges omkring 10.500 private boliger inklusive 5.500 lejligheder i fagentreprise med en forbruger som bygherre. Etage- og lejlighedsbyggeri vil f.eks. aldrig være "forbrugerbyggeri", siger han.
Erhvervs- og Byggestyrelsen er enig i, at det er usandsynligt, at der skulle være bygget så mange boliger i fagentreprise.
- Vi er opmærksomme på huller i lovgivningen, som gør det muligt at komme uden om ordningen f.eks. ved at angive, at der er tale om fagentrepriser. Det er noget, vi nu ser nærmere på i forbindelse med evalueringen af loven, siger Søren Tegen Pedersen, der heller ikke vil afvise, at fagentrepriser på sigt kan komme ind under Byggeskadeloven.
Forbrugere vælger byggeskadeforsikring fra
Simon Heising er dog enig i, at en række forbrugere bevidst forsøger at fravælge byggeskadeforsikringen, da regningen ender hos dem.
- Der er ingen tvivl om, at det vil være forbrugerne, der ender med at betale ekstraomkostningerne til forsikringen, og at de savner forståelse for, at denne udgift skal afholdes af dem og gerne vil slippe for udgiften, hvis det er muligt, siger Simon Heising.
Flere står selv for byggeri
Antallet af private nybyggerier, der er anført som fagentrepriser, er da også steget, siden loven blev indført. Ifølge en rundspørge, som Erhvervs- og Byggestyrelsen foretog i efteråret 2009, vurderer 37 procent af de danske kommuner, at der er sket en stigning i antallet af fagentrepriser, der ikke er underlagt forsikringspligten.
Samme rundspørge viser også, at det er for let at omgå loven. Flere kommuner angiver nemlig, at de ikke stiller krav om dokumentation for, at der virkelig er tale om selvbyggeri eller fagentreprise.
Bekymrende, hvis forbrugere overtales til at stå med ansvaret
Det bekymrer Erhvervs- og Byggestyrelsen, som frygter, at entreprenørerne overtaler private bygherrer til at angive, at der er tale om en fagentreprise for at undgå forsikringspligten.
- Min bekymring er, at der breder sig en praksis, hvor man skruer byggeprojekter sammen på en sådan måde, at forbrugerne kommer til at stå som bygherrer. Det kan være, hvis en smart entreprenør overtaler forbrugeren til at stå som bygherre med argumentet om at spare penge på entreprisen, siger Søren Tegen Pedersen.
Regning kan blive stor uden byggeskadeforsikring
Det betyder nemlig, at forbrugerne fraskriver sig det økonomiske sikkerhedsnet, som byggeskadeforsikringen udgør, hvis det bliver nødvendigt at udbedre byggesjusk, eller der viser sig alvorlige fejl i boligen de første 10 år efter opførelsen.
Er krydset sat ved fagenterprise i ansøgningen om byggetilladelse, risikerer de nemlig selv at stå med regningen, hvis fundamentet skrider, væggene revner, eller der kommer skimmelsvamp i boligen.
Kolofon / Send feedback
Henvisninger
Personlig rådgivning
Hold dig opdateret i Danmarks største nyhedsbrev om bolig og have. Vi skriver om alt det, der er vigtigt for dig lige nu - fra små, gode råd til dybdegående artikler og inspiration. Bolius Nyhedsbrev udsendes 2 gange om ugen. Læs mere.

























Kommentarer