Tjek dit oliefyr

Fakta | 

Hvis dit oliefyr ikke er i orden, får du ikke nok ud af forbrændingen, og det koster penge. Læs, hvordan du selv tjekker oliefyret, hvis det ikke virker, og hvordan oliefyret vedligeholdes.

Et oliefyr skal synes hvert femte år.
Et oliefyr skal synes hvert femte år.

Hvilke former for oliefyr skal tjekkes?

Der er som sådan ingen regler for, hvilke oliefyr der skal tjekkes. Men alle oliefyr skal synes og renses.

Disse 3 lovkrav gælder for oliefyr:

  • Oliefyret skal synes hvert femte år. Der foretages kontrolmålinger, og kedeløkonomien tjekkes.
  • Hvert år skal kedlen renses af tekniker eller skorstensfejer
  • Efter 15 år skal der laves et udvidet tjek af hele anlægget. Her bliver der også lavet beregninger af, hvor økonomisk anlægget er, og hvad man evt. kan gøre, for at oliefyret er mere miljøvenligt og funktionelt

    Sådan tjekker du dit oliefyr

    Hvis dit fyr pludselig svigter, er der flere punkter, du kan gennemgå:

    • Tjek, om der er strøm på oliefyret. Hvis ikke, så undersøg sikringer, HFI-relæ og fyrets afbryderkontakt.
    • Se efter, om der er olie nok på tanken. Husk, at de sidste 5-10 cm ikke kan suges op fra bunden.
    • Tryk på startknappen. Hvis fyret ikke starter, så vent et par minutter og prøv igen. Husk, at oliefyr med olieforvarmer lige "tænker" et øjeblik, før det går i gang. Det kan også være, at pumpen skal luftes.
    • Tjek kedeltermostaten. Hvis den er indstillet på mere end 80 grader, kan overkogssikringen være trådt i funktion og har stoppet oliefyret. Indstil kedeltermostaten på 60-70 grader, og tryk hårdt på den knap, der sidder på termostaten. (Temperaturen på anlægget skal være under det indstillede tal, for at knappen bliver nede).
    • Tjek, om der er vand nok på anlægget. Det kan du kontrollere på manometeret, hvor også kedeltemperatur og vandtryk kan aflæses. Hvis vandtrykket er for lavt, skal du fylde vand på anlægget.

              Sådan vedligeholder du dit oliefyr

              Hvis det drejer sig om et regulært eftersyn og vedligeholdelse af oliefyret, bør du få hjælp fra en ekspert.

              Hvis du bestiller en fagmand til et serviceeftersyn, vil han gøre følgende:

              • Luftindsugningen renses og kontrolleres.
              • Luftreguleringsspjældet renses.
              • Blæserhjulet renses og justeres.
              • Luftfordeler renses og justeres.
              • Tændelektroder renses og justeres.
              • Oliepumpens filter renses eller udskiftes, alt efter hvilken stand det er i.
              • Oliefilter på sugeledning kontrolleres og skiftes, hvis det ikke er godt nok.
              • Oliedyse udskiftes.
              • Oliepumpens forstøvningstryk kontrolleres og justeres.
              • Alle olieslanger og elkabler kontrolleres og skiftes, hvis defekt opdages.

                Nogle gange vil et serviceeftersyn også omfatte en kedelrensning og en økonomitest af anlægget.

                En økonomitest viser, hvor meget varme der går til spilde, når der fyres korrekt. Det kan give dig et fingerpeg om, hvorvidt oliefyret bør skiftes ud.

                Ved en økonomitest tjekkes følgende:

                • Røgtemperaturen måles. Det giver et udtryk for, hvor meget varme der tabes gennem skorstenen. Den målte temperatur bør ikke overstige 220 grader.
                • Iltprocenten måles. Iltprocenten er et mål for forbrændingens effektivitet. Iltprocenten bør være under 7, jo lavere, jo bedre.
                • Sodtallet måles. Dette viser, hvor meget oliefyret forurener kedel og miljø, og bør ligge omkring 0-1. Hvis det er højere, forurener oliebrænderen både kedel og miljøet.
                • Skorstenstrækket måles.
                • Røgtabet beregnes. Det er et udtryk for, hvor stor en del af olien der ikke udnyttes ved forbrændingen. Røgtabet beregnes ud fra røgtemperatur og iltprocent. I nyere anlæg bør røgtabet ikke overstige 7,5 procent.

                  Hvor ofte skal et oliefyr tjekkes?

                  De fleste selskaber anbefaler, at et oliefyr efterses mindst en gang om året. Det mindsker risikoen for fejlafbrænding eller andet, der kan give en mindre effektiv forbrænding.

                  Der er dog lidt forskel på, om der er tale om et nyt eller ældre oliefyr. Oliefyr, der er mere end 15 år gamle, bør efterses hvert år, da de kan være årsag til en meget høj varmeregning, hvis de ikke fungerer optimalt.

                  Nye oliefyr bør tjekkes hvert andet eller tredje år efter aftale med teknikeren.

                  Publiceret: tirsdag 15. december 2009

                  Kolofon / Send feedback

                  Af 
                  bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
                  journalist Lisette Lykke Andersen
                  redaktionschef Kristine Virén

                  Kilder

                  Kommentarer

                  Ingen kommentarer
                  * alle felter skal udfyldes



                  Nyhedsbrevfh-newsletter

                  Køb bolig
                  Læs om naboer og naboskab
                  Skader på din bolig
                  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
                  • Lautrupvang 2
                  • 2750 Ballerup

                  Se her hvordan du kontakter os

                  Få GRATIS bogen
                  "Førstehjælp til dit hus"

                   

                  - så er du klar hvis uheldet er ude

                   

                  Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

                  Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
                  ”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

                  Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

                  Luk og vis ikke igen