Tjek, om dit hus er stormsikkert

Fakta | 

En stærk storm kan få tagsten til at flyve af, vælte vægge og ødelægge hele tag og mure. Du kan undgå skader ved at tjekke huset.

Hvad kan der ske, hvis dit hus ikke er stormsikkert?

Der kan komme både små og store skader på dit hus i en hård efterårsstorm, hvis det ikke er stormsikkert. Det er typisk taget, det går ud over.

Det er primært bygninger, der er udført af materialer som træ og tegl, der kan tage skade, når det stormer. Men også nyere huse med en tagkonstruktion af lette materialer som eternit, stål og tagpap kan blive ramt.

Hårde vindstød og væltede træer kan udrette store skader på dit tag.
Hårde vindstød og væltede træer kan udrette store skader på dit tag.

En storm kan:

  • Få tagsten til at flyve af. 
  • Suge tagbeklædning inklusive lægter af taget.
  • Skade konstruktioner i både taget og huset, hvis det efterfølgende regner ind.
  • Få hele tagkonstruktionen til at kollapse.
  • Løfte hele taget.
  • Give revner i bl.a. vægge.
  • Vælte vægge.
  • Suge murede gavltrekanter ud.
  • Blæse hele ydermuren af.

I langt de fleste tilfælde hvor ovennævnte sker, vil det dog skyldes projekteringsfejl og udførelsesfejl.

Hvorfor opstår stormskader?

Hovedparten af stormskader skyldes for dårligt udført arbejde. Både af håndværkere, der har sjusket med udførelsen, og ingeniører, der ikke har sørget for, at normerne for stormsikring (vindlast) er overholdt. Det medfører, at konstruktioner, fastgørelser og forankring af tagkonstruktionen til vægge og lægter til spær ikke kan holde til vejr og vind.

Hvor stort et problem er stormskader?

Det blæser meget i Danmark, men store alvorlige storme, der for alvor skader huse, har vi ikke hvert år. Storm er mindst vindstyrke 8, svarende til vindhastigheder på mindst 17,2 m pr. sekund.

Hvordan kan du undgå stormskader?

En del af de fejl og mangler ved huse, der kan være årsag til, at skader opstår, kan du selv tjekke dit hus for og dermed få dem lavet, inden det kan gå galt.

Hvad kan du selv tjekke?
Du kan selv tjekke:

  • Har dit hus revner?
  • Er tagstenene gjort ordentligt fast til lægterne?
  • Er lægterne gjort ordentligt fast ved gavle for opadrettet vindlast?
  • Mangelfuld fastgørelse af gavltrekanter?
  • Lodret forankring af selve taget?
  • Pladebeklædning eller vindtrækbånd?
  • Er pladebeklædning monteret direkte på spærene?
  • Er vindtrækbånd slappe?

Læs evt. også pjecen, Er dit hus stormsikkert?, se under henvisninger.

Er der revner i huset?
Større revner i vægge i huset og i bagmure kan være et tegn på, at huset er ustabilt. Revner kan forekomme i alle typer vægge både i og uden for samlinger og uanset, hvilket materiale væggene er opført af. Læs mere om revner i BOLIUS Fakta: Tjek dit hus for revner (ud- og indvendigt).

Hvis stabiliserende vægge er fjernet på grund af ombygning, kan det give revner og i værste fald betyde, at væggene blæser ind ved en voldsom storm.

Er tagstenene gjort ordentligt fast til lægterne?
Hvis du kan komme op på dit loft og se tagbeklædningen indefra, kan du selv tjekke, om tagstenene sidder godt fast. I ældre huse bør normalt hver anden tagsten samt alle de tagsten, der sidder yderst langs tagryg og gavle, være "bundet" fast til trælægterne med ståltråd.

I nyere huse er tagstenene bundet fast med tagbindere. Tagbindere er en slags stålbøjler, hvor den ene del er klemt fast i tagstenen, mens den anden ende bankes ind i en lægte. Ikke alle tagsten skal være bundet med tagbindere. I langt de fleste tilfælde er det dog umuligt at se selve teglstene, da der ofte ligger et undertag.

Generelt skal hver anden tagsten være bundet i et diagonalt mønster, men visse steder skal alle tagsten bindes (nederste eller næstnederste række, øverste række, yderste række ved gavle, langs skotrender, omkring ovenlys eller andre gennembrydninger). Tagbindere kan både ruste og knække og holder dermed ikke længere tagstenene på plads. Undersøg, om tagbinderne sidder korrekt og er i god stand.  

Er lægterne gjort ordentligt fast ved gavle for opadrettet vindlast?
På mange tage bliver lægterne ofte afsluttet med halve/korte "lægtestumper" ude ved gavlen. Dette kan bevirke at selve tagkonstruktionen, ikke er særlig stærk over for vindpåvirkninger der kommer ind under udhænget på taget. Det er uhyre vigtigt at lægterne også ude ved gavlen er fastgjort til mere end 1 spær, minimum 3 spær bør lægterne fastgøres til.

Mangelfuld fastgørelse af gavltrekanter?
Hvis gavltrekanten ikke er forsvarligt fastgjort, kan den under kraftige vindstød blive enten suget ud eller blive blæst ind. Det kan være svært at undersøge om gavltrekanten er forsvarligt fastgjort. Men tag fat i en ekspert, en god ven der er tømrer og gennemgå gavlen sammen, evt. oppe fra loftet.

Lodret forankring af selve taget?
Det kan virke absurd, men hvis ikke taget er lodret forankret, altså hvis ikke det er ordentligt gjort fast. Så vil det kunne blive suget af under voldsomme vindstød, skypumper med mere under de voldsomme efterårsstorme. Ofte er selve tagkonstruktionen fastgjort på remme langs ydervæggene. Hvis ikke selve tagkonstruktionen er gjort fast til remmene, vil det i kunne resultere i et tag der bliver suget af under stormen. Det skal dog lige nævnes at der skal meget kraftige vindstød til at løfte et helt tag af, det forekommer dog ind imellem.

Pladebeklædning eller vindtrækbånd?
Når vinden blæser på gavlen, skal noget sikre, at spærene ikke kan "vælte". Det kan gøres med enten en pladebeklædning gjort fast i spærkonstruktionen eller ved hjælp af vindtrækbånd (vindkryds) gjort fast til spærkonstruktionen.

Er pladebeklædning monteret direkte på spærene?
På nyere huse med en tagkonstruktion af lette materialer som eternit, stål og tagpap kan en pladebeklædning være monteret direkte oven på spærene. Det kan du undersøge, hvis du kan komme op på loftet og se tagbeklædningen indefra.

Er vindtrækbånd slappe?
Hvis der ikke er monteret pladebeklædning direkte på spærene i et nyere hus, skal de holdes fast med vindtrækbånd. Vindtrækbånd er typisk et metalbånd med huller, som spænder på kryds ind over spærene. Vindtrækbåndene skal være spændt, ikke slappe.

Dog må man ikke tro, at såfremt vindtrækbåndene er stramme, at så kan taget ikke blæse af.

Hvad kan en fagmand tjekke?

Der er visse forhold, der kan være svære selv at tjekke. Du kan derfor få en fagmand, f.eks. en tømrer, til at tjekke, om muren er forankret til tagfladen. Er den ikke det, kan gavltrekanter vælte eller blive suget ud.

Muren ikke er altid forankret til tagfladen, når tage på ældre huse er blevet renoveret. Gavltrekanten skal være forankret til spær og bjælkekonstruktion med bindere, en slags tyk ståltråd, der sidder i både spær og murværk.

En fagmand kan også undersøge, om der er murbindere i murværket. Er der ikke det, kan hele ydermure risikere at blive suget ud under en storm. Hvis murbindere, der fastholder den murede formur til bagmuren, er gennemtærede af rust, kan de ikke længere ?binde? de to mure sammen.

Det er et omfattende indgreb at tjekke, om der er murbindere i murværket. Det bør kun gøres, hvis der er mistanke om, at huset ikke er stabilt nok.

Hvad kan ikke tjekkes?

Der er også forhold, som ikke kan tjekkes, når huset først er opført. De skal tjekkes under opførelsen af huset af håndværksmesteren eller entreprenøren.

Skjulte fejl og mangler kan f.eks. være, at lægter ikke er tilstrækkeligt fastgjort til spærkonstruktionen.

Hvis der er anvendt forkerte søm, er det ikke sikkert, at lægterne sidder godt nok fast på spærkonstruktionen. Der kan være brugt blanke glatte søm til at fastgøre lægterne, og de er ikke gode nok. Derimod bør der bruges lægtesøm eller maskinsøm med riller på tværs, som gør det sværere at trække dem ud.

Hvad bør du gøre, hvis du stadig er i tvivl om, hvorvidt dit hus er stormsikkert?

Hvis du efter selv at have gennemgået huset stadigvæk er usikker på, om det er i orden, bør du kontakte f.eks. en byggesagkyndig eller en konstruktionsingeniør og få ham til at gennemgå de kritiske steder.

Hvis huset ikke er traditionelt opbygget, med f.eks. fire vægge og tag, eller mangler indvendige vægge, vil det altid være en god idé at kontakte en byggesagkyndig, hvis du har mistanke om, at noget er galt.

Hvad dækker husforsikringen (typisk) i forbindelse med stormskader?

En almindelig husforsikring dækker typisk direkte skader på huset i forbindelse med storm og også følgeskader efter regn, der kan opstå inde i huset umiddelbart efter, hvis taget bliver utæt efter stormen.

Storm er mindst vindstyrke 8, svarende til vindhastigheder på mindst 17,2 m pr. sekund.

Der kan være tilfælde, hvor forsikringen ikke dækker. For eksempel hvis der i tilstandsrapporten står, at der er delvist løse rygningssten eller tagsten, der bør bindes ekstra godt fast. Dermed ved du, at noget er galt, og du burde have renoveret taget. Har du boet i huset længe, men har ikke vedligeholdt det godt nok, vil forsikringsselskabet vurdere, om du har ?handlet groft uagtsomt? og dermed selv har en del af skylden for, at skaden kunne opstå.

Hvis konstruktionen er forkert dimensioneret på grund af beregningsfejl, dækker din husforsikring heller ikke. Har du en ejerskifteforsikring, vil den dække skaden. Ellers må du rejse erstatningskrav direkte over for entreprenøren, som har udført tagarbejdet, eller over for den tidligere ejer.

Publiceret: tirsdag 6. april 2010

Kolofon / Send feedback

Af 
journalist Kim Gregersen
redaktionschef Kristine Virén

Kilder

Kommentarer

Er huset opført tekniks korekt, løbene vedligeholdt, er der ingen fare, jeg så ved sidste storm i December at naboen tag blæste af, det 4 meter forlængelse af huset der var udført af polske håndværker for 4 år siden, total på begge sider og de små ikke godkente lægte var smadret i små stumper, mens det gamle tag, på det eksisterende bygning opført i 1980 ikke fejlede det mindste og stod uberørt trods gavlen var væk og vinden kunne tage fat i dette, siden 1980 er bygnings reglerne strammet meget hvor lægterne nu er næsten dobelt så tykke og kravet til fastgørelse er væsenligt strammet og skal udføres i rustfrit stål, Nej du kan sove roligt hvis du bruger DANSKER HÅNDVÆRKER..
J.Pedersen | 04 Jan 2012
* alle felter skal udfyldes



Nyhedsbrevfh-newsletter

Køb bolig
Læs om naboer og naboskab
Skader på din bolig
  • Bolius Boligejernes Videncenter A/S
  • Lautrupvang 2
  • 2750 Ballerup

Se her hvordan du kontakter os

Få GRATIS bogen
"Førstehjælp til dit hus"

 

- så er du klar hvis uheldet er ude

 

Tilmeld dig Bolius Nyhedsbrev her:

Du modtager en velkomstmail med et link så du GRATIS kan downloade
”Førstehjælp til dit hus” som PDF.

Herefter modtager du to gange om ugen Bolius Nyhedsbrev med relevante artikler og billedserier om alt indenfor hus og have.

Luk og vis ikke igen