Vedligeholdelse af et træhus
Alle overflader, konstruktioner og sammenbygninger på et træhus skal vedligeholdes, så træets egenskaber og udseende ikke forringes og nedbrydes.
-

- Foto: Arkitekt Todd Saunders har med denne atypiske byggestil formået at frembringe nogle smukke linjer i træ. Se mere: www.saunders.no
Hvorfor bør et træhus vedligeholdes?
Alt udendørs træ skal behandles og løbende vedligeholdes, for at træets egenskaber og udseende ikke forringes og dermed nedbrydes.
Hvis udvendigt træ ikke behandles, nedbryder solens stråler cellerne i træet, og med påvirkningen fra regn og fugt vil det hurtigt ændre udseende. En smuk facade af træ vil f.eks. blive grålig. Desuden er der risiko for, at træet bliver angrebet af råd og svamp.
Alle træsorter skal behandles og vedligeholdes. Det gælder også træsorter som teak, mahogni, cedertræ, lærk og tuja, som ellers ofte omtales som træsorter, der ikke behøver overfladebehandling - men det gør de!
Det er rigtigt, at nogle træsorter kan holde længere end andre uden at blive behandlet og vedligeholdt. Det skyldes et stort olieindhold i træets ved. Men det ændrer ikke på, at er der anvendt træ i nogle former for beklædning eller konstruktioner udendørs, så skal de behandles på en eller anden måde.
Der findes metoder til at bygge og konstruere et hus, så træet i konstruktionerne bliver bygget ind på en fornuftig måde, der skåner dem mest muligt for vejr og vind. Det kaldes "konstruktiv træbeskyttelse".
Hvilke dele af et træhus skal vedligeholdes?
Som udgangspunkt skal alle overflader, konstruktioner og sammenbygninger i et træhus vedligeholdes, dvs.:
- Alle facadebeklædninger.
- Alle inddækninger af vinduer, døre, kviste og indgangspartier.
- Alle vindskeder, sternbrædder, dækbrædder og udhængslister.
- Alle fritliggende spær-ender, remme og skalke.
Facadebeklædning
Når et hus har facadebeklædning af træ, skal den løbende vedligeholdes. Det er især vigtigt - forår og efterår - at se på, hvordan træet på facaden ser ud. Er der synlige tegn på nedbrydning (f.eks. råd, flækkede brædder), skal der omgående tages affære. Alt efter hvor slem skaden er, skal beklædningen enten skiftes eller overfladebehandles.
Under normale forhold bør en træfacade behandles hvert femte år for at opnå tilstrækkelig beskyttelse mod vind og vejr. Det er ikke kun regn og kulde, der ødelægger træet. Solen og dens uv-stråler har også en ødelæggende effekt. Derfor skal facaden males, tjærebehandles eller oliebehandles.
Inddækninger af vinduer, døre, kviste og indgangspartier
Inddækninger af træ omkring f.eks. vinduer, døre eller indgangspartier skal også vedligeholdes løbende. Som udgangspunkt bør de efterbehandles hvert femte år.
Det kan være nødvendigt at behandle særligt udsatte steder oftere, dvs. omkring hvert eller hvert andet år. Særligt udsatte steder kan være:
- Vandnæser og sålbænke. Typisk under vinduet. Bør behandles hvert andet år.
- Vandbrædder og regnbrædder. Det er f.eks. et bræt over vinduer eller et vandret bræt i facadebeklædning. Bør behandles hvert andet år.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Reparation af inddækninger og tagrender.

Vindskeder, sternbrædder, dækbrædder og udhængslister
Vindskeder, sternbrædder og dækbrædder sidder i konstruktioner, der er særligt udsatte. Det vil sige dele af huset, der påvirkes meget af vand og sol. Derfor bør de efterses mindst en gang om året og i nogle tilfælde også efterbehandles en gang om året.
Udhængslisterne sidder oppe under udhænget, dvs. den del af taget, der rager ud forbi ydervæggen. Udhængslisterne er så godt beskyttet mod vejret, at det kun er nødvendigt at behandle dem hvert femte år. Men for god ordens skyld bør de ses efter cirka en gang om året for at forebygge skader.
Læs mere i BOLIUS Fakta: Tjek husets udvendige træværk.

Fritliggende spær-ender, remme og skalke
Spær-ender, remme og skalke er ofte beskyttet af taget og er derfor ikke særligt udsatte. Skalke er fritliggende spær med udskæringer, der især ses på huse med stråtag og ældre huse. Det vil i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt at efterbehandle dem hvert femte år.
Især ældre parcelhuse kan have remme, der går længere ud end gavlen og udhænget, og som derfor er særligt udsatte for sol og vand. De bør behandles en gang om året.
Overvejer du at købe et træhus, er det vigtigt at være opmærksom på, at du skal bruge en del flere timer på vedligeholdelse end i f.eks. et murstenshus.
Hvordan vedligeholdes et træhus og med hvad?
For at forlænge et træhus' levetid vedligeholdes og behandles det normalt med:
- Grundingsmidler
- Overfladebehandling
- Træolier
- Maling
- Andre materialer og gamle teknikker.
Grundingsmidler
Grundingsmidler kaldes også for grundere eller porefyldere. Det er den første behandling, som træet får, efter det er blevet sat op.
Grundingsmidler trænger ind i træets yderste porer og "fylder dem ud", så der ikke kommer lufthuller mellem træet og malingen. På den måde skabes der en god bund for den efterfølgende maling. De fleste grundingsmidler til udvendigt træværk indeholder fungicider, dvs. svampedræbende midler.
Det vil normalt ikke være nødvendigt at grunde træværket igen, medmindre hele facaden slibes ned, fordi du vil give den anden farve. I det tilfælde bør træværket grundes, inden den afsluttende maling kommer på.
Overfladebehandling
Overfladebehandling foretages med træbeskyttelse, der enten er farveløs (gennemsigtig), halv- eller heldækkende. Disse betegnelser viser, hvor meget solens stråler kan trænge igennem. Træbeskyttelsesmidler beskytter træet kemisk mod nedbrydelse, der skyldes regn og sol. I de fleste produkter er der tilsat fungicider, dvs. svampedræbende midler, som skal modvirke svampevækst i træet.
Overfladebehandling af træ bør foretages minimum en gang hvert andet år. Men hold øje med træværket og se efter, om det trænger. Løsthængende materiale skal renses af, så der er fast grund at male på.
Træolier
Der findes forskellige former for træolie, som typisk sælges under navne, der angiver deres brug, f.eks. træolie til terrasse, til facade osv. En anden type er linolie, som består af meget små molekyler, der kan trænge godt og langt ind i træets kerne.
Træolie er svagt eller slet ikke farvepigmenteret. Jo mere farvepigment der er i olien, jo bedre beskytter den mod solens uv-stråling. Jo mindre farvepigment der er i olien, jo oftere skal det behandlede træ vedligeholdes. Bruger du en helt transparent træolie, bør du vedligeholde cirka hver sjette måned.
Olien giver træværket en klar gennemsigtig overflade, men ikke specielt holdbar overflade. Den er ikke særlig holdbar over for vejrets påvirkning. Overfladen bliver mere smudsafvisende, og olien nedsætter træets fugtoptagelse en smule og udsætter, at træet bliver gråt (vejrgråning).
Pas på med linolie og visse træsorter (f.eks. cedertræ), hvor olien er direkte næring til f.eks. skimmelsvamp. Dette kan undgås, hvis olien er tilsat fungicider.
Maling
Maling bruges også til at vedligeholde træværk, men i nogle sammenhænge også for at understrege detaljer på et hus. Maling lukker solens skadende stråler ude. Den er diffusionsåben, så den fugt, der er i træet, kan fordampe ud igennem den.
De fleste malede overflader bør vedligeholdes minimum hvert femte år. Husk at rense løse malingrester af, inden der males igen. Det er vigtigt, at der er et fast underlag for malingen. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at male hvert tredje-fjerde år. Tjek træværket et par gange om året.
Andre materialer og gamle teknikker
Center for Bygningsbevaring i Raadvad har mange gode publikationer om gamle teknikker og andre materialer, der er blevet brugt til at vedligeholde udvendigt træværk. Materialerne er f.eks. om trætjære og linolie. Det største minus ved disse gamle teknikker er, at der i dag er meget få håndværkere, som kender disse metoder til at behandle træværk.
Læs mere om vedligeholdelse af træværk, træbeskyttelse og maling i BOLIUS Fakta: Vedligeholdelse af udvendigt træværk og BOLIUS Fakta: Sådan vedligeholder du udvendigt træværk.
Hvad koster det at vedligeholde et træhus?
Kan du selv udføre de enkelte vedligeholdelsesopgaver, er det meget billigere, end hvis du skal hyre håndværkere, hver gang du har en vedligeholdelsesopgave.
At vedligeholde et træhus hvor alle konstruktioner udenfor er udført af træ, på nær taget, på 120 kvadratmeter koster normalt:
- 2.000-20.000 kr. om året til bl.a. materialer og værktøj - hvis du selv kan lave det.
- 20.000-50.000 kr. om året til bl.a. materialer, værktøj og løn - hvis der skal hyres håndværkere til opgaven.
-

- Flot inddækning af vindue i facade. Rammen er med til at beskytte og fremhæve vindues detaljen.
Kan du få et træhus, der ikke kræver særlig vedligeholdelse?
Alle huse af træ skal behandles på en eller anden måde, nogle dog lidt mindre end andre.
Har huset en facade af trykimprægnerede brædder, vil de kunne holde noget længere uden behandling end mange andre ubehandlede brædder. Brædder af trykimprægneret træ bør dog behandles på et eller andet tidspunkt. Trykimprægneret træ skal stå i mindst et år, inden det overfladebehandles, så imprægneringsvæsken er "fordampet", og risikoen for saltudblomstringer er væk.
De senere års forskning har vist, at selv træsorter som cedertræ, der ellers går for at være meget vejrbestandigt, også løbende bør behandles og vedligeholdes.
Træprodukter som Superwood, som er almindeligt fyrretræ, der har gennemgået en kemisk imprægnering imod diverse svampe, skal også behandles umiddelbart efter, det er blevet sat op, for ikke at blive nedbrudt.
Bør du få udført eller selv lave en vedligeholdelsesplan for dit træhus?
For de fleste huse gælder det, at det er en god idé at lave eller få lavet en vedligeholdelsesplan.
Træhuse kræver mere vedligeholdelse, og en vedligeholdelsesplan et derfor et godt redskab i arbejdet med at holde øje med husets tilstand og vedligeholde det. Planen kan hele tiden vise dig, hvornår og hvor huset er blevet vedligeholdt.
En vedligeholdelsesplan behøver ikke være en meget detaljeret plan over huset. Det kan sagtens være en simpel skitse eller tegning af huset på et A4-ark, hvor de konstruktioner, der skal vedligeholdes, er markeret. Ud over tegningen kan der vedlægges en side for hver enkelt konstruktion.
Her er et eksempel på, hvordan en vedligeholdelsesplan for et træhus kan se ud:
- Skitse eller illustration af huset. Du kan også bruge de tegninger, der er på huset, som kan fås hos teknisk forvaltning i kommunen. Tag en kopi og brug den i vedligeholdelsesmappen.
- Facade. Tekst, kommentarer og foto om den løbende vedligeholdelse af facaden. Hvad bliver den behandlet med? På hvilken måde bliver det gjort? Noter produkternes navn.
- Inddækninger. Tekst, kommentarer og foto om, hvilke inddækninger der er blevet vedligeholdt hvornår og hvordan. Noter produkternes navn.
- Vindskeder, sternbrædder, dækbrædder og udhængslister. Tekst, kommentarer og foto om, hvad der bliver gjort hvornår, hvor og hvordan. Noter produkternes navn.
- Spær-ender, remme og skalke. Tekst, kommentarer og foto om, hvad der bliver gjort hvornår, hvor og hvordan. Noter produkternes navn.
Hvis arbejdet bliver udført af håndværkere, så skriv deres navn og telefonnummer ned, så du kan få fat i dem igen.
En vedligeholdelsesplan er desuden et særdeles godt og brugbart dokument ved salg af huset. Med den kan du dokumentere husets løbende vedligeholdelse og planen for den, og det er et rigtig godt salgsargument.
Publiceret: tirsdag 26. januar 2010
Kolofon / Send feedback
bygningskonstruktør, fagredaktør Casper Kjerumgaard
redaktionschef Kristine Virén
journalist Dea Lindegaard
Kilder
Center for Bygningsbevaring
"Huse med sjæl" | Søren Vadstrup | Gyldendal 2000
"Bogen om huset" | Søren Vasegård | Borgen 1998
Henvisninger
"Vedligeholdelse af træhuse" | Søren Vadstrup | Anvisninger til Bygningsbevaring | Center for Bygningsbevaring i Raadvad 2008 Her kan du læse gode råd fra Center for Bygningsbevaring om maling med traditionelle malingstyper på træ og murværk "Malebehandling af træ anvendt udendørs" | Viden om Træ 4/2004 | Teknologisk Institut
Personlig rådgivning
NETOP NU
Nyhedsbrev
HUS OG HAVE I februar
-
10 gode råd til haven i februar
-
Hvordan undgår du kalk på...
-
10 gode råd om indeklima
-
Husstøvmider
-
Sådan fjernes skimmelsvamp i din...
-
10 gode råd om beskæring af træer...
-
Sådan finder du ud af om der er...
-
Fald på terræn tæt på huset
-
Bortledning af regnvand og...
-
Planlægning af haven
-
Tjek dit badeværelse for...
-
Tjek udluftningen af dit hus



























Kommentarer