Om Lighthouse

  • Lighthouse-husene var et af de første byggerier i den nye bydel Aarhus Ø.
  • Arkitekterne bag Lighthouse er 3XN, en tegnestue, der i de senere år har stået bag mange spektakulære byggerier både herhjemme og i udlandet, blandt andet Den Blå Planet og hotellet Bella Sky i Ørestad.
  • Lighthouse er da også i den grad et prestigeprojekt for Aarhus Kommune. Planen er at opføre 5 højhuse, – L, I, G, H og T – hvor det sidste – Tårnet – med sine 140 meter og 42 etager vil blive Danmarks højeste.

Aarhus Havn er under heftig udvikling i disse år, og lejlighedsbyggerier med lækre boliger skyder op i byens nye kvarter på den gamle containerhavn.

På 7. sal i byggeriet Lighthouse bor Simon Schiølin i en lækker penthouse-lejlighed, som han lejer til en 'billig pris' - mod at være klar til at vise lejligheden frem for potentielle købere med kort varsel. Videncentret Bolius taler med ham i 2015.

Aftalen passer ham godt, da han sjældent sidder stille længe ad gangen – hverken på arbejdet som international salgsdirektør i Hummel eller i fritiden, hvor han er frivillig sportsdirektør for velgørenhedsprojektet Fodboldtilforskel.dk, hvor modne mænd skaffer penge til børn i hele verden ved at spille fodbold.

Hygge med hygge på

Stearinlysene spreder hygge og karma indendørs, mener Simon Schiølin, specielt fordi vi her er i et nybygget betonbyggeri, hvor det hele let kan blive lidt for minimalistisk på den kolde måde. Så Simon blæser på indeklimaeksperternes råd og tænder gerne op med både blok- og fyrfadslys.

Han har kun boet i lejligheden i få måneder, og i skrivende stund ved han faktisk ikke, præcis hvornår han skal rykke ud af lejligheden igen. Han bor her nemlig kun midlertidigt på særlige lejevilkår. Penthouselejlighederne på 7. sal har været sværere at sælge end de øvrige lejligheder i komplekset.

Møbler og liv er en fordel ved fremvisning

Lejligheden er udbudt til 6,8 millioner kr., og det betyder, at der er lidt længere mellem køberne.

For ejendomsmæglerne er det derfor en fordel at kunne fremvise en møbleret lejlighed, som alt andet lige er mere inspirerende at kigge på end nogle tomme vægge.

Og Simon har før prøvet at bo på de vilkår.

- Jeg boede 13 måneder til leje i 60 meters højde i Aarhus’ højeste hus KPMG-huset ved Bruun's Galleri, og her voksede antallet af fremvisninger enormt, da jeg var flyttet ind og havde indrettet den. Til sidst blev den solgt, og jeg fik mulighed for at flytte ind her. Det er spændende at være en af de første, som tager en ny bydel i brug, forklarer han.

Omgivelserne er lidt ufærdige endnu, han er sikker på, at det bliver helt fantastisk på havnen med vandet som nærmeste medspiller så tæt på midtbyen.

Min egen stil med gamle, specielle sager

Det er ikke tilfældigt, at ejendomsmæglerne har allieret sig med Simon for at få gang i lejlighedssalget. Simon Schiølin har gennem de senere år udviklet en stor passion for indretning.

Men hvor han før mere kopierede møbelkatalogerne og boligbutikkernes opsætninger, er han nu blevet bidt af at finde gamle og specielle ting på loppemarkeder og i antikbutikker herhjemme og i storbyer som Berlin, Hamburg og Amsterdam.

Der skal lidt mere kant på i indretningen, som han siger.

- Før var jeg nok mest en 'side 7' i Ilvas katalog, men nu går jeg efter noget mere specielt og unikt. Jeg er især vild med gamle, slidte sports- og gymnastikrekvisitter som fx den gamle hest med læderpolstring, som jeg fandt i Tyskland, fortæller han.

Også det fine gamle cricketbat, som stammer fra Frankrig, står hans indretterhjerte nær.

- Det er sjovt, når tingene bærer på en lang historie, fortæller Simon, mens han begejstret viser rundt på de 2 etager i penthouselejligheden.

Skaber små tableauer

Overalt i lejligheden er der opstillet små tableauer, og Simon kan knytte en historie til de fleste af tingene. Og selvom han er singlemand, der har rundet de 40, vil han gerne, at der også er et feminint touch over indretningen.

- Mine mandlige venner spørger forundret, om jeg virkelig selv har fundet på at indrette mig sådan, mens mine kvindelige venner kigger sig omkring og siger, at sådan kunne de også godt bo, fortæller han.

At han inden for få timer skal være parat til at lukke en ejendomsmægler og nogle potentielle købere indenfor, har han vænnet sig til nu og betragter det egentlig ikke som nogen stor ulempe.

Jeg elsker struktur

- Jeg kan i forvejen godt li’, at der er orden og struktur i mit hjem. Det er rart, at jeg aldrig skal tænke på, om her nu ser ordentligt ud, når jeg spontant inviterer gæster med hjem, fortæller Simon.

Han er delefar og har sin 4-årige datter boende hver anden uge. Han vil dog ikke være med til at kalde sit hjem et showroom.

- Det må det aldrig blive. For mig skal et hjem først og fremmest være et sted, hvor du finder velvære og ro.

Men efter at have boet til leje i 2 af Aarhus’ mest spektakulære boligbyggerier er han dog nu parat til at rykke ind i noget mere varigt. Derfor har han købt 1.-salen i et tidligere pakhus i Vestergade i centrum af Aarhus, hvor han regner med at rykke ind med sin datter. Et nyt indretningsprojekt er allerede under opsejling.

Ny bydel på Aarhus Havn

  • Aarhus Byråd besluttede i 1997, at byens gamle containerhavn skulle forvandles til en ny bydel, Aarhus Ø,  som ad åre skal rumme  7.000 beboere og 12.000 arbejdspladser.
  • Beliggenheden er attraktiv, dels er det tæt på midtbyen, som centrum af Aarhus altid benævnes, dels er der storslået udsigt til både Aarhus Bugt og Riis Skov.
  • Selv om der i dag er anlagt både veje, grønne områder og kanaler rundt om de højhuse, der er taget i brug,  er området langtfra færdiganlagt. Flere ikonbyggerier er opført her, bl.a. Isbjerget, og flere er på vej.

Læs mere her: debynaerehavnearealer.dk