At bygge et nyt hus eller en ny tilbygning er en svær opgave. De folk der er indblandet i disse byggesager er specialister, som alle har mange års erfaring med projektering og byggeri. Men der findes jo desværre også enkelte som blot er nogle plattenslagere og udnytter folks uvidenhed.
Den bedste måde at bygge en ny tilbygning eller et nyt hus, er som udgangspunkt at se sig godt for, og ikke forhaste sig. Der er ofte en grund til at nogle typehusfirmaer eller håndværkere er billigere end andre. Brug følgende huskeregler når du skal bygge, om, til eller helt nyt:
- Start med at få tegnet og beskrevet jeres projekt/ide ned til mindste detalje – så er det nemmere at formidle ideen videre.
- Få det godkendt hos kommunen og efterfølgende få lavet bygningstegninger og meget præcis beskrivelse af projektet. Jo mere detaljeret jo bedre og nemmere er det også for håndværkeren at give tilbud.
- Indhent tilbud, minimum 3 – og lad en rådgiver gennemgå de enkelte tilbud, værd kritisk og stil spørgsmål til tilbuddet. Er der tilbud der stritter helt uden for og er afsindigt billigt, ville jeg normalt gå unde om.
- Når tilbuddet er i hus, aftales opstartsdato og slutdato. Der laves kontrakt og aftalegrundlag, samt aftale om dagbøder hvis ikke byggeriet er afleveret til tiden.
- Få en rådgiver til at besigtige projektet, undervejs evt. ved de større afslutninger af eks. Fundament, råhus inkl. tag, vinduer og døre, udvendig beklædning, indvendig aptering – alle overflader, slutrengøring og aflevering.
Er der undervejs i forløbet de mindste fejl eller mangler, eller sjusk bør det påtales med det samme – og lad jer aldrig narre af: ”jeg har jo ikke afleveret endnu”. Brug hvis det er muligt håndværkere du har fået anbefalet, eller har kendskab til – spørg eventuelt om referencer, og tjek disse ud. Spørg beboerne i reference huset om de har været tilfredse med de pågældende håndværkere – eller om der har været eventuelle problemer.
Som det også er nævnt tidligere i denne debat – så er det et godt råd at købe jer til rådgivning og få den professionelle hjælp. Ofte er det kun 5-10% af hele byggesummen, som kan spare jer for mange søvnløse nætter og meget besvær med diverse tvister og advokat slagsmål.
Fagredaktør i BOLIUS
Casper Kjerumgaard