Perlite
Vi har et renoveret men ældre hus fra 1925, der er velisoleret (det er det) og med gulvvarme.
Men der er et lille problem.
Tagkonstruktionen er med fast undertag, med tagpap og afsluttet med tegl.
Bag tagrenden er der etableret den nødvendige ventilationsspalte og det samme i kip.
Mellem det faste undertag og isoleringen er der 50 – 60 mm ventilationsrum/sprække, så der er altså reelt den ventilation der foreskrives.
Indvendig er der afsluttet med et lag gips på en spredt forskalling. Skråvæggen går til kip.
Alt er som foreskrevet “efter bogen” incl. vindbrædt ved tagfod, men huset ligger på en bakketop og er meget udsat for vestlig vind.
Der er i konstruktionen 275 mm isolering. (75 mm mellem oprindelige spær, 100 mm mellem nye lodrette regler og 100 mm mellem ny vandrette regler)
Men nu til problemet og her er en lille fejl.
Der er afsluttet med spredt forskalling og benyttet brædder med en tykkelse på 25 mm. De er sat på lodret. Herefter er der monteret dampspærre og en gipsplade.
Der er således en luftsprække mellem isoleringen og dampspærre/gipsplade på ca. 25 mm, hele vejen fra tagfod til kip.
Når det blæser, blæser vinden gennem isoleringen ved tagfod og op gennem sprækken og ud igen ved kip.
Det er ikke meget, men det er der og det er ikke optimalt (med termografi kan man tydelig se den spredte forskalling som det “varme” og hulrummet som det “kolde”)
Nu er spørgsmålet:
Kan jeg bore nogle huller i gipspladen og hælde perlite ned i hulrummene mellem den sprede forskalling.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan gøre det (det forventer jeg i hvert fald) men vil vægten fra den perlite jeg hælder ned blive for tung, så den enten trykker isoleringen, eller gipspladen ud.
Eller ser jeg bare spøgelser?
Fra tagfod til kip er der vel ca. 5 – 6 meter og det er altså mellem den lodrette spredte forskalling og på ydersiden isoleringen og på indersiden en gipsplade jeg vil hælde perlite ned.
Har du nogen indvendinger mod den løsning?
jeg skal også indrømme, at jeg nok er lidt pertentlig, for vi bruger ca. 2.000 m3 gas årligt og opvarmer incl. kælder 320 m2, så det er jo i princippet fint, men det kan bare blive bedre og det irriterer mig.
Jeg har heller ikke noget mod at bruge tiden på det, men vil nødig risikerer, at isoleringen bliver trykket ud til undertaget, eller gipspladen bøjer indad.
Jeg har lidt svært ved og vurderer, hvor meget perliten vil trykke med på isoleringen/gipspladen. Især når skråvæggen er ført til kip og der således er et tryk på 5 - 6 meter fra top til bund.
Mit umiddelbare gæt er, at det ikke er noget problem, for lagtykkelsen er jo kun 25 mm og der er også den spredte forskalling til og støtte........meeeeen det er et rent gæt.
Der er mange problemstillinger som vi lige skal vende her.
Først og fremmest er jeg nødt til at fortælle dig, at dampspærren ikke er placeret korrekt. Dampspærren skal placeres 1/3 del inde i konstruktionen målt fra den varme side. Ellers har den ikke den korrekte effekt.
Der næst har du et andet problem. Hvis du borer huller i dine gipsplader for at fylde hulrummet op med Perlite vil du perforer dampspærren hvor ved den mister sin effekt, nemlig at forhindre den varme fugtige luft fra boligen i at stige op i det kolde tagrum.
Og næste problemstilling er så hvordan du vil tætne din dampspærre efter at have fyldt den med huller.
Helt generelt var det ikke en løsning jeg ville anbefale dig at anvende. Jeg kan ikke fortælle dig om det ville veje for meget, men i tør form ville det måske endda gå an, men der er jo stor risiko for at det opfugtes på grund af kondens når dampspærren ligger forkert.
Jeg vil anbefale dig enten at leve med din nuværende konstruktion eller få lagt din dampspærre det rigtige sted, hvilket vil være det bedste.
![]() |
Jeanette Standly MikkelsenKonstruktør og rådgiver i Bolius |






















