Så kom det fastforrentede 3 procents lån

På flere 3,5 procents lån er kursen nu over 100. Realkredit Danmark lancerer nu et fastforrentet 3 procents lån, og Totalkredit har netop sendt et 15-årigt lån med en rente på 2 procent på gaden.

Realkredit Danmark åbner nu som de første for et 30-årigt fastforrentet realkreditlån med en rente på 3 procent. Det nye lån sendes på gaden om nogle få dage, og det forventes, at kursen bliver omkring 96-96,5.

Som Bolius skrev for nyligt er det den stadigt faldende rente, der gør det muligt med det nye 3 procents lån med en fast rente. Og renterne er fortsat ned. Nationalbanken har netop nedsat den ledende danske udlånsrente med 0,1 procentpoint til 0,60 procent.

LÆS OGSÅ: Nyt 3-procentslån kan være på vej

Høj kurs kan lukke 3,5 procents lån

Og flere realkreditselskaber kan følge efter. Kursen på både Realkredit Danmarks og Nykredits 3,5 procents lån passerede fredag kurs 100. Når kursen er over 100 betyder det, at lånene lukkes, og så er der 3 procents lånene til at tage over.
Så meget kan du spare med 3 procents lån

Både boligejere med fastforrentede lån på mindst 5 procent, folk der skal til at købe ny bolig og også boligejere med rentetilpasningslån forventes at være interesserede i det nye, faste 3 procents lån. Har du et 5 procents-lån med en restløbetid på 25 år, kan du ifølge politiken.dk spare omkring 300 kr. om måneden efter skat pr. lånt million kr. ved at lægge 5 procents lånet om til et lån på 3 procent.

Boligejere med rentetilpasningslån vil typisk skulle betale en del ekstra om måneden, hvis de vælger det fastforrentede 3 procents lån, men til gengæld sikrer de sig mod fremtidige rentestigninger.

2 procents lån med 15 års løbetid

Den lave rente har også åbnet op for andre nye, fastforrentede lån. I april kom Nykredit med et afdragsfrit 3,5 procents lån med fast rente.

Totalkredit har netop lanceret et lån med en rente på 2 procent, det er dog kun har en løbetid på 15 år. Det kan være interessant for boligejere med lån med en løbetid på 15-25 år.

Afhængig af kursen på det nye 2 procents lån og løbetiden på dit nuværende lån, vil mange skulle betale ekstra hver måned. Men til gengæld er de færdige med at betale lånet af om 15 år.

- Hvis du eksempelvis konverterer fra et 4 procents lån på 1 million kr. med 25 års restløbetid, så stiger ydelsen med ca. 2.000 kr. om måneden efter skat ved at skifte til det nye 2 procents lån. Til gengæld sparer du totalt set omkring 75.000 kr. og bliver gældfri 10 år tidligere, siger chefanalytiker i Spar Nord, Martin Lundholm, til Politiken.

Journalist / Kilder
Af:

Kommentarer ()



  1. John Drage den 30.05.2012
    Et spørgsmål, jeg ikke synes at have set noget om er, om man som låntager kan skifte mellem de forskellige institutter. Det lyder jo meget godt med et (rente-)billigt lån hos f.eks. Totalkredit, men hvis man nu har sit eksisterende lån hos BRF...?
    (0)Svar og se andres svar


Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab