Det kræver en del arbejde at lægge en stenterrasse selv. Men hvis du har de rigtige værktøjer og ikke er bleg for at flytte en del jord, kan det lade sig gøre. Derfor er en stenterrasse måske den løsning, der giver dig en lille oase i haven, hvor du kan nyde en lun sommeraften eller invitere gæster på grill.

Det vanskeligste er næsten at få underlaget tilpas stabilt og plant samt sikre, at terrassen har det rette fald væk fra huset.

Du skal dog være klar på, at det kræver en del kræfter at anlægge en terrasse af sten. Det er et tungt og slidsomt arbejde, og der skal graves en masse jord væk og køres grus til.

Det kan også være, at du vil anlægge en havesti med sten eller fliser, som kan være en mere overkommelig opgave, hvis området ikke er for stort. Fremgangsmåden er den samme. 

Det skal du bruge til at bygge en stenterrasse

  • Pladevibrator
  • Evt. bundsikringsgrus
  • Stabilgrus
  • Afretningsgrus
  • Evt. brolæggergrus
  • Fugesand eller -grus
  • Vaterpas
  • Murersnor
  • Sten eller fliser til belægning
  • Vinkelsliber eller fliseklipper
  • Beskyttelsesbriller
  • Arbejdshandsker
  • Høreværn
  • Kost
  • Skovl
  • To vandrør
  • Afretterbræt eller retteskinne
  • Trillebør.

Hvordan griber du opgaven an, når du skal anlægge terrassen?

God planlægning er nøglen til et vellykket resultat, uanset hvilken type byggeprojekt, du kaster dig ud i. Det gælder også, når du skal anlægge din terrasse, hvor følgende fremgangsmåde kan anbefales:  

  1. Planlæg placeringen af din terrasse
  2. Lav en ordentlig skitse
  3. Bestil dine materialer
  4. Grav ud og få lavet en fast opbygning af grus
  5. Læg stenene og giv terrassen den sidste finish

1. Hvor skal din stenterrasse placeres?

Selvom det kan være smart med adgang til en terrasse direkte fra stuen eller køkkenalrummet, så er det ikke sikkert, at netop stedet med de optimale adgangsforhold er velegnet til formålet.

Der blæser måske meget, eller det kan være, der er skygge det meste af dagen.

Men en terrasse der er tæt på boligen bliver anvendt mere end en, som ligger et stykke fra huset. Så måske skal du tænke læhegn eller fældning af træer ind i projektet.

2. Hvordan skal din terrasse se ud?

Udarbejd en tegning af din terrasse med præcise mål. Det gør det lettere at beregne, hvad du skal bruge af materialer til terrassen.

  • Brug plantegning over huset og læg manifold-papir (særlig papirtype, som arkitekter benytter) eller madpapir over.
  • Tegn hernæst terrassen ind, hvor den skal placeres.
  • Mål op, hvor stor du ønsker terrassen skal være. Du kan evt. tegne havemøblerne ind for at se, hvor meget plads du reelt har brug for.

Har du brug for inspiration til valg af fliser kan det være en god ide at besøge diverse forhandlere eller producenter af terrassebelægninger. De har ofte udstillinger, hvor du kan se forskellige typer af stenbelægninger lagt i 1:1.

Sørg for, du har en ordentlig kantsikring. Der, hvor terrassen støder op til boligen eller en læmur, er der ikke behov for yderligere tiltag. Men hvis stenene blot skal afsluttes mod fx et bed eller græsplænen kan det være en god idé at afslutte med en sten, der bliver lagt i jordfugtig beton. Alternativt kan man støbe en rende i beton eller sætte en stålplade ned, som kan holde på stenene.

Sørg også for at tage højde for evt. belysning, så du kan få gravet kabler ned under fliserne i samme ombæring.

3. Disse materialer skal du bruge til en stenterrasse

Bestil materialerne i god, da der kan være leveringstid. Sørg også for at leje det rigtige udstyr i et byggemarked eller lån det, hvis du ikke selv har det.

Særligt en pladevibrator og en fliseklipper vil lette arbejdet meget.

En stenterrasse består af flere lag:

  • Selve stenbelægningen
  • Fugesand
  • Afretningslag på ca. 3 cm af afretningsgrus
  • Bærelag på ca. 10-15 cm af stabilgrus
  • Evt. bundsikringslag på ca. 15 cm af bundsikringsgrus.

Det er en god ide at få materialerne leveret. Grus fylder og vejer overraskende meget.

Valg af sten til terrassen

Der er mange muligheder, når du skal vælge, hvilken stenbelægning du ønsker på terrassen. Og prisen svinger en del.

Du skal fx overveje, om det skal være natursten eller betonsten, og om de skal lægges i et bestemt mønster eller side om side.

Hvis du vil lægge stenene i et mønster af sten i farver, størrelser, er det en god idé at lægge et mindre areal som prøve, inden du køber ind til hele terrassen. Dermed kan du både se, om stenene passer sammen rent visuelt, og om mønsteret går op i længde og bredde. Husk, at der skal være plads til fuger mellem stenene.

Fyld til fugerne

Husk at købe grus eller fugesand til at fylde mellem belægningens fuger. Valg af fugemateriale afhænger bl.a. af fugens bredte.

Som tommelfingerregel gælder, at jo brede fuge des grovere fugemateriale skal bruges. Dog bør fugematerialet indeholde en vis mængde små partikler, der skal sikre at fugen bliver tæt. 
Der findes flere forskellige materialer specielt udviklet til fugemateriale. Fx kan fugesand af forskellig slags købes i sække i byggemarkedet. 

Forskellige sorteringer af løs grus eller sand kan også bruges. Materialet skal helst være kantet, og ikke afrundet som fx strandsand, da runde partikler ikke pakker lige så tæt og fast som de kantede.

Video: Lav din egen sti eller terrasse med sten eller fliser

4. Sådan graver du ud og sikrer et stabilt fundament for terrassen

Hvis du skal have glæde af terrassen i mange år, er det vigtigt, at underlaget er i orden. Det kræver derfor en del gravearbejde, og der skal køres en del grus, når terrassen skal etableres.

Er belastningen på terrassen blot havemøbler og mennesker kan du undlade bundsikringen og kun anvende stabilgrus. Men vil du være helt sikker på at fliserne ikke skubbes op af frosten eller synker pga. belastning, bør du anvende et bundsikringslag under stabilgruset.

Hvis du laver et bundsikringslag skal du grave 30-35 cm jord væk der, hvor terrassen skal ligge, da der som nævnt skal være plads til et lag bundsikring på ca. 15 cm nederst, et bærelag af stabilgrus på ca. 10 cm og et afretningslag på ca. 3 cm, foruden selve stenen, som er omkring 5 cm. Orker du ikke at gå i gang med skovlen, kan du fx leje en minigraver. Jorden, du graver væk, kan evt. bruges i bede i haven.

Undlader du bundsikringslagen kan du nøjes med at grave 15-20 cm væk. Når du har gravet ud, skal du tjekke, at bunden er plan, og at der er fald væk fra boligen på 2 cm pr. løbende meter. Derefter lægges bundsikringslaget. Dette vibreres med en pladevibrator. Ligeledes skal du sikre, at der også er fald på bundsikringslaget, hvis terrassen ligger op ad huset. Du kan anvende en retteskinne til at sikre en plan overflade.

Hernæst udlægges stabilgruset, som er bærelaget. Også dette skal komprimeres med en pladevibrator, og rettes af med en retteskinne. Overfladen skal være meget jævn.

Oven på det komprimerede bærelag udlægges og komprimeres et afretningslag i en tykkelse på ca. 3 cm. 

Til slut lægges vandrør i hver side af arealet til at styre retteskinnen med. Rørene skal lægges, så de lige akkurat ligger under det komprimerede afretningsslag Træk retteskinnen hen over rørene, så du får et helt plant lag.

5. Sådan lægger du stenene

Når underlaget er i orden, kommer du til den sjovere del af arbejdet, nemlig at lægge fliserne/stenene. Det er forholdsvis nemt og rart at se, hvordan arbejdet skrider fremad.

Der kan være synlige farveforskelle mellem stenene fra palle til palle, selvom de egentlig burde have samme farve. Derfor er det en god idé at blande stenene, inden du lægger dem. Så vil forskellene blot give et farvespil i terrassen.

Inden du går i gang med at lægge stenene, må du selvfølgelig have styr på, hvilken form og størrelse terrassen skal ende med at have. Hvis terrassen består af større fliser, er det fx en god idé at lægge en række sten ud både i terrassens længde og bredde. Så kan du tjekke, om det går op med den størrelse, du har planlagt.

Hvis du har regnet forkert, er det bedre at finde ud af det på dette tidspunkt, end når du har lagt halvdelen af terrassen.

Husk at spænde en muresnor ud, som du kan lægge stenene efter for at være sikker på, at de ikke komme til at lægge skævt.

Hvis terrassen skal have form som en cirkel eller en halvcirkel, skal du begynde med at finde ud af præcis, hvor midten skal være. Du skal nemlig lægge stenene ud fra dette centrum.

Har du brug for at skære sten og fliser til, for at de passer i kanten af terrassen, kan det gøres på flere måde. En sikker måde er at anvende vinkelsliber med en diamantklinge. Læg et snit med vinkelsliberen på bagsiden af stenen, og slå hernæst hårdt med hammer på den del, der skal væk. På denne måde opstår der rustikke brud, som ser naturlige og oprindelige ud.

Når du har lagt alle sten, skal der fejes fugegrus ned i fugerne mellem stenene. Fej, så fliserne bliver helt rene. Vibrer hernæst stenene med pladevibratoren.

HUSK brug kun pladevibrator på sten, der er 30 x 30 cm eller mindre. Er stenene større, skal der anvendes en brolæggerjomfru.

Podcast: Mig og min have

Episode 2: Stenbelægning i have og indkørsel

Dette afsnit af ‘Mig og min have’ handler om sten. Sandsten for at være mere præcis. Derfor er Jesper og Andreas taget til Sandstone lige udenfor Sorø, som laver sandstensløsninger til haven, terrassen og indkørslen. Der kan være mange gode grunde til at vælge en sandsten i stedet for beton. Ikke mindst fordi det er en mere bæredygtig løsning, hvis man vil have sten i haven. Lyt med og lær alt om, hvordan du selv kommer igang med at lægge sten i haven.

Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

Alle afsnit