Sådan får du plads i en lille bolig

Det kan være svært at få plads til det hele i et lille hus. Men der er flere forskellige måder at udnytte den begrænsede plads. Indretningsarkitekt Louise Boel giver gode råd.

Jeg har selv boet i en meget lille bolig i 10 år. Først var vi to, og efterhånden blev vi fire, men boligen forblev den samme størrelse. Det handlede om at få mest ud af mindst og var en konstant udvikling i nye måder at organisere sig på. Jeg har derfor ikke kun en professionel erfaring med det at planlægge små boliger, men også en helt personlig!  

Men hvordan skal de få kvadratmeter så planlægges og prioriteres? Det vil jeg give et bud på her!

At skabe ekstra plads i en lille bolig kræver fantasi, men der er mange muligheder.
Her er der etableret en hems med separat soveafdeling, der nærmest har karakter af en lille hule.

1. Behov - hvad er der brug for i din bolig?

Vi har alle sammen - uanset alder og antal - grundlæggende behov for at kunne lave mad, gå i bad, opbevare nogle ting og sove i en seng. Det er også vigtigt at kunne være flere sammen samt at kunne trække sig tilbage og være alene. Men ud over dette kan der være behov, som er specielle for lige netop din bolig, f.eks. musik, hjemmebiograf, hobby, motion og lign.

I en lille bolig vil det være nødvendigt, at flere af disse funktioner hænger sammen i fleksible løsninger. For at kunne få et overblik over disse behov og kunne arbejde med dem på en hensigtsmæssig måde kan det være en god start at lave et funktionsdiagram, der kan belyse, hvilke funktioner der hænger logisk sammen for lige netop din bolig.

2. Hvordan bevæger man sig rundt i boligen?

Et eksempel på en kortlægning af ganglinjer . Find en plantegning frem af din bolig eller mål og tegn selv op. Indtegn herefter ganglinjerne og se, hvor der er tæt trafik og rolige zoner.

Behov og funktioner er vigtige, også i den lille bolig. En anden meget vigtig ting, som ikke umiddelbart er synlig, er ganglinjer.

Man kan have masser af kvadratmeter, men hvis ganglinjerne ikke fungerer, vil man ofte have følelsen af altid at skulle gå uden om ting, støde ind i møbler, blive irriteret over at gå ind i hinanden osv.

Derimod kan få kvadratmeter fungere meget fint, hvis ganglinjerne på fællesområder med meget trafik respekteres.

Rolige og urolige zoner i boligen kan også kortlægges og dermed vise muligheder for indretning.

3. Hvilke funktioner er det hensigtsmæssigt at lægge sammen og hvordan?

En grundlæggende regel er, at der skal være plads til at være flere sammen og plads til at trække sig tilbage - alene. Det første kræver flere kvadratmeter end det sidste.

At være flere sammen hører til funktioner som køkken, stue, spiseafdeling, evt. fælles arbejdsplads, læseplads/bibliotek/reolplads og tv-kiggeri.

At trække sig tilbage hører til funktioner som soveværelser, alkover og evt. arbejdsværelse.

Flere af disse funktioner kan med en fleksibel indretning kombineres således, at en lille bolig også kan blive en velfungerende bolig.

F.eks. kan køkken kombineres med en arbejdsplads, enten i forlængelse af køkkenbordet eller - mere fleksibelt - med skydedøre, således at arbejdspladsen både kan fungere som en lektieplads og en fælles internetadgang/tv. Arbejdspladsen kan ofte bare være en central plads som spisebordet, hvor man samles, der arbejdes, læses, tales og spises.

Tit vil det i en lille bolig være en god idé at have køkken/stue/spise/arbejde i et stort rum, dog planlagt således, at der kan vælges til og fra med skydedøre el.lign. En skorsten kan indimellem komme i vejen, hvis eventuelle vægge nedlægges. Det kan dog udnyttes ved at planlægge rummet rundt om skorstenen .

En central opbevaringsvæg (eller flere) er en god og funktionel måde at opdele en lille bolig på og har stor praktisk værdi. 

At bo i en lille bolig behøver altså ikke altid at være problematisk, men det kan udfordre vores opfattelse af, hvad et hjem skal og ikke skal indeholde. Det kan godt være en sjov og udfordrende proces - og afsløre, hvad man egentlig prioriterer højt i sit liv!

Rigtig god fornøjelse!

Journalist / Kilder
Af:

Kommentarer (1)

  1. Heidi
    Kan hemsen opfylde krav i forbindelse med brandveje?
    (0)Svar og se andres svar


Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab