Sådan passer du dine roser

Med gødning, vand og de rigtige jordforhold får du dine engelske roser til at trives.

Engelske roser skal plantes i grupper på mindst tre af hver slags i hver gruppe. Tre styk fylder en kvadratmeter og skal plantes med ca. 45 cm. mellem planterne.

Roserne gror sammen og kan dermed støtte hinanden og bære de store fyldte blomster på en smuk måde.

Hvis man blot planter en enkelt engelsk rose-plante, kan det godt se graciøst ud, men den kan have svært ved at bære sine blomster.

Jord med ler i giver de flotteste roser

Roser er havens mest sultne planter. Gødning, vand og lerjord er derfor de vigtigste ingredienser for at få et flot rosenbed.

Jorden skal være rig på ler, som kan holde på vandet. Desuden holder leret på gødningen, så den ikke blot bliver skyllet ud som f.eks. i sandjord. I lerjord kan roserne konstant suge til sig af vand og gødning.

- Mange vil gerne gøre det så godt som muligt for deres nyindkøbte roser og planter derfor i spagnum. Men så dør de, for spagnum suger vandet, og jorden bliver for sur, siger Knud Pedersen fra Knud Pedersens Planteskole i Harlev.

Er der ikke ler i jorden, hvor man skal plante, må man tilføre granuleret ler. Dette kan også ske efterfølgende. Om vinteren kan man grave rundt om planten og blande granuleret ler i jorden.

Roser tåler vind

Roser skal have mindst seks timers sol om dagen. Roserne må heller ikke stå for indelukket eller f.eks. under store træer eller i læ ved store hække.

- Roser kan godt tåle vind. F.eks. gror der også klitroser ved havet, og de kan sagtens klare sig, siger Knud Pedersen.

- Det er vigtigt at rosernes blade kan tørre. Står de under træer, der drypper på dem, er de meget mere udsat for meldug, stråleplet eller rust. En tæt, lukket have gør roserne syge, siger Knud Pedersen.

Han anbefaler også undervanding, hvilket vil sige, at man med vandkande eller slange vander helt ned ved roden, så bladene og blomsterne ikke bliver våde frem for at vande med en vandspreder.

Vand på den rigtige måde

De barrodede roser skal være i en tætsluttende plasticpose, indtil man planter, for hvis rødderne tørrer ud, dør de. Modsat må rosen heller ikke ligge i vand i posen, for så bruger den energi på at udvikle sig.

- Roserne kan sagtens ligge i en plasticpose i lang tid, for de går i dvale. Men de må ikke ligge i vand, for så gror de sig selv ihjel.

Det optimale er at plante barrodede roser i oktober og november, marts, april og maj. Men man kan også sagtens plante roser i potte i sommermånederne. Bare der ikke spares på vandingen.

Man graver et dybt hul til roserne og sørger for, at podestedet er syv centimeter under jorden. Efterfølgende trykker man jorden godt fast om rødderne, så de har mulighed for at suge vand.

Sådan gøder du dine roser

Første gang, man skal give gødning, er i slutningen af marts. Det skal være en klorfri gødning som f.eks. NPK-gødning 12-5-14.

Man skal give gødning igen i midten af maj, juni og juli for at være sikker på at få et flot blomsterflor indtil flere gange. Man skal give en spiseskefuld gødning til hver plante.

- En god regel er, at man spreder det på samme måde, som hvis man tager salt på en æggemad. Smider man det hele inde ved roden, risikerer man, at planten dør, siger Knud Pedersen.

Efter 1. august må man ikke give mere gødning. Roserne skal have mulighed for at spise op af gødningen inden vinteren.

Anden uge i maj kan man sprøjte forebyggende mod meldug, lus, rust m.m.

- Man kommer ikke uden om at sprøjte, hvis man vil have sunde og perfekte roser, siger Knud Pedersen.

Knæk de visne hoveder af

Når roserne har blomstret, knækker man de visne hoveder af. Knud Pedersens erfaring er, at det går hurtigere med at få nye blomster, hvis de visner hoveder bliver knækket af lige under knoppen, som bærer selve blomsten frem for at klippe dybere på grenen. Derved går energien fra rosen tilbage i planten.

Efter nogen tid vil stilken blive brun og falde af, og der vil hurtigt komme en ny blomst. Så ved lidt pleje bliver du belønnet med roser igen og igen.

 Kilde: Knud Pedersen fra Rosenposten.dk., som har 1500 forskellige rosensorter. Knud Pedersen var den første til at begynde med salg af roser på internettet for mere end 10 år siden. Tekst: Mette Swartz

Giv roserne en kærlighedskur

 - I livets forhold giver man kærlighed og forventer ikke at få noget igen. Men når du giver dine roser en kærlighedskur, får du meget igen, siger Knud Pedersen, som har beskæftiget sig med roser stort set hele livet.

Hvis du har en rosenplante, der halter lidt med at komme sig oven på vinteren, kan du i maj give den en kærlighedskur.

Den består i, at du køber Substral til indendørs planter og blander en liter. Herefter trækker du jorden til side rundt om rosenplanten og hælder Substral-blandingen langsomt ned om planten.

To dage senere giver du den samme kur, og du gentager den igen efter en uge.

- Substral betyder ’til stjernerne’, og din rose vil række mod stjernerne og give et væld af blomster, når den får denne behandling, lover Knud Pedersen.

Kilder og henvisninger

Kommentarer (0)

  1. Der er ingen kommentarer endnu (du kan skrive den første).

Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab