Sådan skifter du elselskab

Mange danskere kan spare penge ved at skifte elselskab, men hvis du ikke sætter dig ordentligt ind i tilbuddet, kan et skift vise sig at være en rigtig dårlig forretning. Få gode råd om, hvordan du skifter elselskab.

Sådan skifter du elselskab

  1. Gå ind på Elpristavlen.dk for at få et overblik.
  2. Kontakt det nye elselskab, hvor du ønsker at være kunde.
  3. Oplys dit aftagenummer. Det står på din gamle elregning.
  4. Det nye elselskab klarer resten.

Se mere på Elpristavlen.dk

Selvom danskerne i næsten 10 år frit har kunnet skifte elselskab, har kun knap 15 procent af elforbrugerne benyttet sig af muligheden. Men på elpristavlen.dk, hvor du kan sammenligne de forskellige elselskabers priser og produkter, har interessen den seneste tid være stigende.

- Vi havde i januar og februar 40 procent flere besøgende end gennemsnittet for sidste år, og de seneste uger har der været over dobbelt så mange besøgende per dag. Der har generelt i pressen været et stort fokus på elpriser, og den seneste tids massive omtale af Dong Energy har nok også haft betydning, siger statistikkoordinator i Dansk Energi, Helle Stisen, med henvisning til debatten om høje lønninger i selskabet.

LÆS OGSÅ: Køb af el til din bolig

Spar 1.000 kroner på at skifte elselskab

Hun opfordrer folk til at overveje, om de skal skifte elselskab. Det er muligt at spare ca. 500-1.000 kr. om året ved at gøre det.

- Mange kan spare penge, og samtidig vil en øget interesse også betyde øget konkurrence og dermed bedre produkter, siger Helle Stisen.

Elregning kan blive dyrere

Anders Larsen, ekstern lektor på Roskilde Universitetscenter, har fulgt elmarkedet tæt. Han mener også, at mange elforbrugere kan spare penge ved at skifte selskab. Men han advarer mod, at man efter beslutningen blot læner sig tilbage og forventer en lavere elregning.

- Hvis man fx tegner et abonnement for 3 måneder, er det vigtigt, at man er opmærksom på, hvad der så sker, når de 3 måneder er gået. Ellers risikerer man, at elregningen over tid ender med at være dyrere, end hvis man ikke var skiftet, siger han.

LÆS OGSÅ: Forstå din elregning

Det er simpelt at skifte elselskab. På elpristavlen.dk skal du indtaste nogle få oplysninger, og så får du et overblik over, hvem der kan levere el til dig, og hvad det koster. Læs dog aftalerne grundigt igennem, for der kan være stor forskel på de
Det er simpelt at skifte elselskab. På elpristavlen.dk skal du indtaste nogle få oplysninger, og så får du et overblik over, hvem der kan levere el til dig, og hvad det koster. Læs dog aftalerne grundigt igennem, for der kan være stor forskel på dem.

Svært at gennemskue elpriser

Både Helle Stisen og Anders Larsen understreger, at elmarkedet er meget komplekst, og at elkunderne kan risikere at ende med en større regning, hvis de ikke sætter sig ordentligt ind i, hvad det er for en aftale, de indgår.

- Det kan være svært at gennemskue, og selv om jeg er sikker på, at mange kan spare penge ved at skifte, er det umuligt at sige, at en gennemsnitsfamilie kan spare så og så meget. Det skyldes bl.a., at den elpris, kunderne har, hvis de ikke har skiftet til en anden elleverandør eller til et andet produkt, reguleres af energitilsynet hver tredje måned. Derfor kan vi ikke sige noget om, hvordan den vil se ud om fx et år, forklarer Helle Stisen.

Historisk er spotprisen den billigste

Anders Larsen peger på, at spotprisen, eller børsprisen, som den også kaldes, historisk set har været den billigste.

- Min anbefaling vil umiddelbart være, at man går ind og tegner en kontrakt, hvor man i virkeligheden tager risikoen for prissving – altså børsprisen + administrationsomkostninger. Historisk kan man se, at de forbrugere, der har valgt den løsning har sparet 3-4 øre pr kWh, siger han.

Vælg børsprisen på el – hvis du orker det

Han vil dog ikke anbefale alle at gå efter børsprisen.

- Det er i høj grad et spørgsmål om temperament. Hvis man ikke orker løbende at skulle forholde sig til udviklingen på markedet, vil det for mange være fornuftigt at holde sig til det selskab, der har forsyningspligten, siger Anders Larsen.

Flere alternative produkter for elforbrugere

Der er flere muligheder for de elforbrugere, der overvejer at skifte elselskab - både for de risikovillige og de forsigtige.

- Faktisk kan man i dag købe produkter, der har en fast pris frem til 2015. Det betyder, at elselskabet ikke kan opsige aftalen før 2015, men at forbrugeren kan opsige aftalen efter maksimum 6 måneders binding, hvis de finder et bedre tilbud. Så hvis man kan lide at gå med livrem og seler, kan det være et godt alternativ, siger hun.

Der findes også produkter med 3 måneders varighed, ligesom produkterne fra de forsyningspligtige selskaber, samt en række andre produkter med en løbetid fra 3 måneder til 2 år.

Sæt kryds i kalenderen

Hvis du vælger en aftale, hvor løbetiden er fx 3 måneder, er det vigtigt at læse kontrakten grundigt, så du ved, hvad der sker, når de 3 måneder er gået.
 
- Det kan fx være, at man automatisk fortsætter hos elselskabet, men at vilkårene så er mindre fordelagtige. I sådanne tilfælde er det afgørende, at man sætter kryds i kalenderen, så man ved, hvornår man igen bør tage aktivt stilling til, hvilket elselskab og hvilket produkt, man ønsker at benytte sig af, siger Anders Larsen.

Sådan bliver dit skift af elselskab en succes

  1. Læs kontrakten grundigt. Det kan være svært at sammenligne produkterne, da der kan være forskel på, om der afregnes efter estimeret forbrug eller reelt forbrug, hvordan du er stillet efter kontraktens udløb etc. Derfor bør du altid gå grundigt til værks og ikke glemme det med småt.
  2. Bemærk varigheden af dit produkt. Hvis det fx kun løber i 3 måneder, skal du efter 3 måneder igen tage stilling til, hvilket produkt du ønsker. Ellers risikerer du et produkt, der er dyrere, ende det produkt, du skiftede fra.
  3. Mærk efter i maven. Hvis du er typen, der godt kan lide stabilitet, vil det ofte være en god idé at blive ved det selskab, der har forsyningspligten i dit område (maksprisen fastsættes her hvert kvartal af Energistyrelsen), eller være et produkt, hvor du kender prisen lang tid fremover.
Journalist / Kilder
Af:

Kommentarer (10)

  1. Andreas Kristensen
    Super god vejledning. Konkurrencen på elmarkedet er spidset til de senere år, og det har fået nogle af mange elselskaber til at tage mere aggressive salgsmetoder i brug for at vinde nye kunder. Man skal derfor, som nævnt huske at tjekke grundigt op på tingene før man vælger at skifte selskab.

    Jeg vil lige tillade mig at poste lidt reklame for min nuværende arbejdsgiver, NettoPower, som arbejder for gennemskuelighed på markedet. Vi gør tingene anderledes – kunderne skal vælge os, fordi de forstår vores priser og ved, at de kan stole på os. Netop derfor er vi også det elselskab med den bedste Trustpilot score I Danmark.
    (0)Svar og se andres svar


  2. Casper Kjøller
    Hvis man bruger elpristavlen.dk skal man huske at tjekke sin elaftale med jævne mellemrum. I Sverige går elkunderne sammen i stor stil og presser elselskaberne til grupperabat. Den slags sammenslutninger findes der også i Danmark og de kan ses som et alternativ til elpristavlen.dk. Forbrugerrådet lavede forsøget med gruppepres på elselskaberne via med kampagnen TÆNK Strøm som nu er slut. Men der findes andre muligheder såsom www.SamEnergi.dk hvor man løbende forhandler med elselskaber på medlemmernes vegne.Så slipper man også for selv at skulle holde øje med om ens elaftale.
    (0)Svar og se andres svar


  3. Anja
    Jeg arbejder selv hos et el-selskab. Man skal se sig for. Mange selskaber reklamerer med "1 mdrs gratis strøm", "spar 20%" eller et "prisloft". Spørg til, hvordan disse ting beregnes.
    Jeg tror ikke, 3-måneders aftaler eksisterer, eftersom alle selskaber, jeg kender til, arbejder med 6 måneders binding. Der kan være nogen, som lover en bestemt pris i 3 måneder eller lignende, men så må man spørge til, hvad der sker efter de 3 måneder.
    (0)Svar og se andres svar


  4. Mikkel
    Det er alt for lidt man kan spare, til at folk gider besværet. Jeg sparer 300 kr. om året ved et forbrug på 4800 kWh (som så koster ca 11.000 kr.).

    Desuden svinger det meget hvilket selskab der er billigst, så man skal skifte selskab hver eneste måned hvis man skal have en reel besparelse.

    Der er mere økonomi i at slukke for TV'et 3-4 timer hver weekend. Så kunne man passende bruge timerne på at lede efter andre steder i økonomien hvor der er meget større besparelser at hente, som på f.eks. forsikring, ejendomsvurdering, forskudsopgørelse osv.
    (0)Svar og se andres svar


  5. Olsen
    Siste nye afgift og skjult skat er drikkevandsbidrag.
    Inden længe kommer der nok kobberafgift da strømmen jo leveres i ledninger.
    Der er ingen der gider at sidde og rode med at finde ud af hvad vi betaler for el, og ligge og rode rundt i de forskellige leverandører er tidsspilde, strømmen kommer fra den samme leverandør og så rode med at skifte hver 3. måned eller bruge en masse tid på ingen ting er knald oveni.
    Du bliver bidt bagi alligevel.
    Jo mindre strøm vi bruger, som efter vi fik vandmålere, jo dyrere bliver det, for den enkelte.
    Alt der kan skiftes her i huset til spare et eller andet er skiftet, pærer, cirkulationspumpe, tv, køleskab til gaskomfur, alt er udskiftet gennem de sidste 5 år, vores el regning er alligevel steget hvert år.
    Omsonst det hele.
    (0)Svar og se andres svar


  6. Michel Hamm
    Vedr. Elpristavlen.dk : Det skete også for mig, men der skal også trykkes på selve selskabets navn !
    (0)Svar og se andres svar


  7. Michel Hamm
    Her kan du kommentere på artiklen og debattere indholdet med andre. Desværre kan vi ikke besvare alle konkrete spørgsmål.
    (0)Svar og se andres svar


  8. n_k
    Elpristavlen.dk, jeg ved ikke hvad jeg gør glat men når man trykker find pris, vel at mærke alt relevant info er udfyldt, kommer en orange boks der siger" du skal vælge din netselskab for at se priser" ???!!!
    (0)Svar og se andres svar


  9. Søren Jensen
    Det er ikke umagen værd. Det er skatter og afgifter det hele. EL prisen er blot en detalje.
    (0)Svar og se andres svar


  10. Peer Nørgaard
    langt det meste af el-prisen er skatter og afgifter - og de er selvfølgelig de samme, der er altså ikke ret meget at spare på den samlede pris
    (0)Svar og se andres svar


Annonce
Annonce

Bolius - et helejet Realdania selskab