Hvilke krav stilles der til låse?

Der stilles ikke krav til, hvilke låse der skal være i husets døre - hverken med hensyn til alder, type eller mærke.

Men hvis du skal have din forsikring til at dække eventuelle indbrud skal dit hus skal være forsvarligt lukket og låst. Det betyder i praksis, at dørene skal være låst, og vinduerne skal være lukket og/eller haspet.

Har du særlige værdier - eller mange værdier - kan forsikringsselskabet stille specifikke krav til låse og eventuel alarm.

Alligevel kan det være en god idé at se nærmere på, hvordan huset er sikret med låse og nøgler.

Hvilke låse er lette at dirke op?

Det er vigtigt at tjekke låsene i yderdørerne - både deres alder og type.

Det kan også være svært at få overblik over, hvor mange der har nøgle til døren, hvis der sidder en gammel lås. Er boligen handlet én eller flere gange med de samme låse, kan der måske være flere, end du tror, der har nøglen til boligen.

Der er svagheder ved stort set alle mærker. Nogle er nemme at dirke op, andre er nemme at bore ud. Kendte systemer som Ruko og Zeiss har svagheder, hvis låsen er gammel. Ældre Ruko-låse hvor nøglerne har et rundt hoved og 5 stifter er forholdsvis nemme at dirke op. 

Nye låse er mere dirke- og boresikre og laves typisk med 6 eller 11 stifter. Begge typer er gode, men den med 11 stifter er den sikreste (For ældre Zeiss-låse ligger svagheden hovedsageligt i, at låsens konstruktion gør, at den er nem at bore ud.

Forsikringsselskaberne anbefaler, at du får en låsesmed til at tjekke og evt. udskifte låsene, hvis de er mere end 10 år gamle eller viser tegn på slid.

Har din dør en gammel lås, der fungerer, som den skal, kan du supplere med en ny lås.

Skab tryghed i dit hjem

Ca. 80% af alle indbrud i Danmark sker i huse. Har du sikret dit mod indbrudstyven? Besøg botrygt.dk – vores kampagneside for indbrudssikring.

Tag testen og få gode råd

Hvordan vælger du låse?

Står du og skal have skiftet låsene ud og gerne vil vælge sikre låse, kan du lade dig rådføre af en låsesmed, som også vil kunne give dig vejledning på baggrund af de døre, der er i huset.

Du bør vælge låse:

  • Der har en høj dirkesikkerhed.
  • Der har nøgler, som er sikret mod kopiering.
  • Der har borebeskyttelse i cylinderhuset, så den ikke kan bores op. Det sikrer også mod, at låsen kan dirkes op.

I dag findes der flere nøgle- og låsesystemer, hvor nøglen ikke umiddelbart kan kopieres hos en låsesmed. Du skal medbringe nøglens id-nummer, og kopieringen registreres. Spørg en låsesmed om råd og vejledning, hvis du er i tvivl.

Dine yderdøre bør have 2 gode låse, hvoraf den ene skal kunne låses indefra med en nøgle, som kan fjernes. Hvis tyven er kommet ind gennem et vindue, vil han ikke kunne komme ud af huset gennem yderdøren, og derved hindrer du ham i at kunne gå derfra med store genstande som fx et tv. Men husk at fjerne nøglen fra låsen.

Fjerner du nøglen skal du sikre dig, at alle i huset ved hvor den er, så de kan låse døren op i tilfælde af brand. Hvis du skal have en ny yderdør, så overvej at købe en, der har paler, der låser døren både ved nøglehullet og i top og bund af døren.

Ekstralåsen bør placeres mindst 40 cm fra den eksisterende lås. En ekstralås, der er placeret inde i døren, svækker døren, fordi den bliver udhulet der, hvor låsen sidder. Når låsene sættes med minimum 40 centimeters afstand, er de 2 udhulninger så langt fra hinanden, at de ikke påvirker dørens styrke i så høj grad at døren nemt kan sparkes ind.

Hvilke låsetyper findes der?

Overordnet findes der 3 kategorier af låse:

  • Cylinderlåse
  • Tilholderlåse
  • Elektroniske låse

Cylinderlåse

Cylinderlåse findes som kasselåse og indstukne låse.

En indstukket lås sidder inde i døren ved håndtaget og kan også monteres i døren som lås nummer 2. Cylinderen skal sikres med en cylinderring eller et sikkerhedslangskilt, der gør det vanskeligt at vride eller brække cylinderen af og åbne døren.

Kasselåsen findes både med og uden smæklås. Kasselåsen skrues fast på dørens indvendige side og monteres ofte som lås nummer 2. Låsen fås også med indvendige vridere. Når du drejer nøglen modsat i låsen, blokeres vrideren i smæklåsen, og på den måde øges låsens sikkerhed.

Tilholderlåse

Tilholderlåse sidder, ligesom en indstukket lås, inde i selve døren. Tilholderlåse har desværre den ulempe, at der ikke kan laves systemnøgler til dem. I dag anvendes tilholderlåse stort kun til pengeskabe og næsten aldrig til yderdøre.

Elektroniske låse

I ejendomme med flere lejligheder er det en god idé at benytte elektroniske låsesystemer, hvor hver lejlighed får et låsekort. Låsekortene kan skræddersys med koder til de forskellige boliger, kældernedgange og opbevaringsrum, og koden ændres ved ud- og indflytning. På den måde undgår man, at der er nøgler i omløb hos folk uden tilknytning til ejendommen.

Hvordan sikres terrassedøre og kælderdøre?

Det er vigtigt, at du ikke kun tænker på hoveddøren, når der skal vælges låse. Ved en hurtig runde vil tyven hurtigt finde den indgang til huset, der er dårligst sikret, og er terrassedøren eller kælderdøren ikke tilstrækkeligt sikret, er det her, indbrudstyven vil forsøge at komme ind.

Der bør derfor være lås med nøgle i terrassedøren, så du kan låse døren indefra og fjerne nøglen. Igen er det vigtigt at alle i boligen ved, hvor nøglen gemmes så alle kan komme ud af døren i tilfælde af brand. På den måde bliver det både vanskeligt for tyven at komme ind udefra og at komme ud igen gennem terrassedøren med favnen fuld af tyvekoster.

Hæve/skydedøre

Hæve/skydedøre, som typisk anvendes som terrassedøre, kan sikres med et indvendigt beslag, der kan låses. Det kan give en ekstra tryghed at lægge et afsavet kosteskaft i glideskinnen så døren ikke kan skydes til siden.

Kælderdøre

Kælderdøre skal være sikrede på samme måde som hoveddøren. Flere kælderdøre er ikke ordentligt sikrede, og ofte er hverken dør eller låse af tilstrækkelig kvalitet. Du bør derfor anskaffe dig en solid dør. Du kan skifte den gamle dør ud eller forstærke dørbladet på indvendige side med en stålplade eller en krydsfinérplade.

Låsen bør være lige så sikker som låsen i din hoveddør og kan evt. suppleres med skudrigler eller en hængelås, hvor bøjletykkelsen har en materialetykkelse på 8 mm, så den er meget vanskelig at klippe over. Beslagene til hængelåsen bør monteres med kraftige beslag, evt. med møtrikker eller envejsskruer.

Hvad koster det at udskifte alle husets låse?

Hvis du ønsker at forbedre din boligs låsesikkerhed, kan du omkode dine låse, udskifte låse eller montere ekstra låse (suppleringslåse).

Hvad er god låsesikkerhed?

Her er nogle råd om, hvordan du opnår en god sikkerhed med låse og nøgler:

  • Sørg for at udskifte eller omkode låsene, når du flytter ind i en ny bolig.
  • Sørg for at have lås på alle yderdøre inkl.terrassedøre og gerne 2 låse på hoved- og kælderdøre.
  • Opbevar dine nøgler sikkert.
  • Vær sikker på alle, der bor i boligen ved, hvor nøglerne er, så man kan låse sig selv ud i tilfælde af brand
  • Mærk aldrig nøglen med navn og adresse.
  • Sæt ikke nøglerne til huset og bilen i samme nøglebundt.
  • Tænk dig godt om, før du udleverer dine nøgler til andre.
  • Gem ikke nøglen på "et sikkert sted" uden for huset.

Omkodning

Køber du nyt hus, eller ønsker du af anden grund at ændre låsene, kan du få låsene omkodet, hvis de er i ordentlig stand.

En omkodning koster typisk omkring 500-600 kr. for den første lås, der skal omkodes. Er der flere låse, yder låsesmeden som regel rabat på omkodning af lås nr. 2, 3, 4, osv.. Nogle låsesmede omkoder også låse i nattetimerne. Her vil en omkodning typisk koste 1.200-1.400 kr.

Udskiftning af lås

Hvis din lås er defekt, viser tydelige tegn på slid eller er mere end 10 år gammel, er det en god idé at skifte den ud. Monteres den nye lås som en kasselås, der sidder på bagsiden af døren, ligger prisen typisk omkring 1.700 kr.

Ønsker du en indstukket lås, der sidder inde i døren, koster arbejdet og låsen omkring 2.500 kr. og kræver typisk, at du samtidig skifter hele døren. Har du flere låse, der skal udskiftes på samme tid, vil prisen på de efterfølgende låse typisk være lavere.

Ekstra lås

Vil du have monteret en ekstra lås, fx en udesikret (kan låses indefra med nøgle), varierer prisen fra 1.700-2.300 kr. Ønsker du at forøge sikkerheden på din kælderdør med en bedre lås, fx en kasselås, eller få monteret en cylinderlås på din terrassedør, vil prisen typisk ligge på 1.400 kr.

Priserne er inkl. moms og er fra 2016.