Hvad er en skurvogn, og hvad bruges den til?

Formålet med en skurvogn er at give håndværkerne på en midlertidig byggeplads et sted, hvor de kan spise deres mad, holde pause i tørvejr, komme på toilettet, klæde om og vaske sig.

Der skelnes normalt mellem to forskellige former for skurvogn

  • Let skurvogn med afløbsfrit toilet (skal ikke tilsluttes vand og kloak).
  • Skurvogn med rigtigt toilet og bad (skal tilsluttes vand og kloak).

En skurvogn kan have hjul og kan derfor nemt flyttes ved at spænde den efter et passende køretøj. Ellers leveres skurvogne med kran og placeres på vejen eller på byggepladsen.

Hvornår skal du sørge for en skurvogn til håndværkere?

Arbejdsmiljøloven stiller krav om, at håndværkere skal have adgang til en skurvogn el.lign. på byggepladser, hvor arbejdet varer længere end tre hele arbejdsdage. 

De faciliteter, som håndværkerne ifølge Arbejdsmiljøloven har krav på, kan dog også etableres andre steder end i en skurvogn. Det kan fx være i en kælder, en mindre tilbygning eller et skur, som er indrettet til formålet. Faciliteterne skal i så fald have samme standard og opfylde de samme krav, som loven stiller til en skurvogn.

Hvis byggearbejdet tager under tre dage, behøver du ikke at stille en skurvogn op til håndværkerne. De skal dog stadig have adgang til toilet, passende spiseplads, håndvask og mulighed for opbevaring af tøj og personlige ejendele. 

Er det dit eller entreprenørens ansvar, at der er en skurvogn?

Det er bygherren, der er ansvarlig for, at byggepladsen er indrettet, så den opfylder Arbejdsmiljølovens krav til arbejdsmiljø og sikkerhed.

Når du får udført et byggeri på din private grund, er det dig, der er bygherren. Det er altså dig, der har ansvaret for, at der er en skurvogn el.lign. til håndværkerne, og at den er indrettet, så den lever op til kravene. Normalt vil du som bygherre bede håndværkeren om at etablere skurvognsfaciliteter til den pågældende opgave som en del af den entreprise, du har hyret vedkommende til at udføre.

Ifølge arbejdsmiljølovgivningen kan du som bygherre ikke overdrage dit ansvar til en anden person, fx den håndværksmester, du har hyret til at udføre byggeriet. Hvis der er problemer med skurvogne og andre arbejdsmiljøforhold i forbindelse med dit private byggeri, vil Arbejdstilsynet henvende sig direkte til dig som bygherre og arbejdsgiver. 

Hvilke krav er der til skurvogne?

Arbejdstilsynets krav til typen af skurvogn afhænger af, om arbejdet på byggepladsen varer mere eller mindre end to måneder:

  • Hvis arbejdet varer mindre end to måneder, kan du normalt nøjes med en let skurvogn med afløbsfrit toilet. Er det muligt at tilslutte til kloak, skal du gøre det. 
  • Hvis arbejdet varer længere end to måneder, skal der etableres en rigtig skurvogn, hvor toilet og bad er tilsluttet kloak.

Krav til en let skurvogn

  • En let skurvogn må maksimalt benyttes af fire personer. 
  • Hvis arbejdet er meget støvende eller på anden måde sundhedsskadeligt, skal skurvognen have vandtilslutning, så det er muligt at komme i bad.

Krav til en rigtig skurvogn

  • Skurvognen skal være af en ordentlig kvalitet. Alle udvendige og indvendige overflader (gulve og vægge) skal være af materialer, der er lette at vaske af. 
  • Der skal være ordentlig belysning og ventilation i skurvognen.
  • Skurvognens loftshøjde skal mindst være 2,1 meter.
  • I skurvognen(e) skal der være: 1 håndvask for hver 5 personer, 1 toilet for hver 15 personer og 1 aflukket brusebad med plads til skiftetøj for hver 10 personer. Begge med koldt og varmt vand.
  • Skurvognen skal være opdelt i forskellige afdelinger: spiserum, omklædningsrum, toilet og bad. 
  • I spiserummet skal der være mindst 2 kvadratmeter pr. person. Der skal være siddepladser til alle, køleskab, vand til kaffe og mulighed for opvarmning af mad. Vinduesarealerne skal udgøre minimum 10 procent af det samlede gulvareal. Der skal være et vindue, der kan åbnes, og det skal være forsynet med solafskærmning.
  • I omklædningsrummet skal der være mindst 1 kvadratmeter pr. person plus arealet til bruserum og toilet. Der skal være to skabe til hver person. Alle skabe skal være forsynet med lås, hylde og aftræk til det fri. Vådt tøj skal kunne tørres enten i det pågældende skab eller i tørreskab. Toilet- og baderum skal kunne aflåses.
  • Der må maksimalt være 200 meter eller 5 minutters transport fra byggepladsen til toilettet. 
  • Rummene i skurvognen må ikke anvendes til andre ting. Der må fx ikke opbevares materialer eller værktøj af nogen art, og der må ikke overnattes i skurvognen. 
  • Skurvognen skal rengøres, så rummene er rene og ryddelige hver morgen, når håndværkere møder. 
  • Skurvognen skal være opvarmet i vinterperioderne til mindst 18 grader celsius.

Kravene til skurvogne og lign. fremgår af Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. dec. 2010 om bygge- og anlægsarbejde og Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 779 af 28. maj 2020 om indretning af skurvogne og lignende.

En sammenskrivning af de to bekendtgørelser kan ses på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Hvor må du have en skurvogn stående?

Ifølge vejlovgivningen må du ikke bare stille en skurvogn eller container op ude på vejen. Heller ikke hvis den blot står på fortovet. Hvis du har brug for at have en skurvogn stående, skal du altså først henvende dig til din kommune og bede om tilladelse. 

Kommunen vil normalt henstille til, at skurvogne og containere opstilles på egen grund, hvis det er muligt. I de fleste kommuner er det ikke tilladt at have skurvogne stående på selve vejen af hensyn til trafiksikkerheden. Det er dog i nogle tilfælde muligt at søge dispensation fra denne regel. 

Hvad koster det at leje en skurvogn?

Det er vigtigt at medregne udgiften til skurvogne i dit byggebudget. Hvis du lejer en skurvogn til fire-otte personer, koster det typisk:

  • Fra 125 for letvogne til 250 kr. pr. dag for vogn med plads til 4 til 8 personer
  • 3.500 for letvogn og 7.000 kr. pr. måned for 4 til 8 personer
  • Hvis det er nødvendigt at hejse skurvognen ind på pladsen på grund af hække træer m.m. skal man huske at medregne ekstra penge til det.

(Alle priser er fra 2020 og inklusive moms)

Til sammenligning koster det ca. 100.000 kr. inkl. moms at købe en brugt skurvogn til fire personer med omklædning, bad og toilet, to skabe til hver arbejder og tilhørende spisestue. Husk at der skal bord og stole med.

Ingen parkeringsafgift for skurvogne

I de fleste kommuner koster det ikke noget at stille skurvogne op på en offentlig vej. Det gælder også Frederiksberg og Københavns Kommuner.