Tårnhøje regninger på naturgas og el i 2022 har fået os til at skrue ned for varmen og spare på strømmen. Medierne skriver flittigt om energisparerådene fra oliekrisen i 1970’erne, og måske vil en af den tids mest karakteristiske indretningstendenser, væg til væg-tæppet, få en renæssance? 

I 1960’erne og 1970’erne var det bløde, vamsede tæpper i heftige farver, der var moderne, men det var ofte mere et spørgsmål om mode, end det var en praktisk foranstaltning til at holde kulden ude. Det var heller ikke første gang i historien, at danskerne indrettede sig med væg til væg-tæpper. 

– I slutningen af 1800-tallet oplever vi et større økonomisk boom, som er kommet af opgangstiderne for storbyerne, fortæller Trine Halle, museumsinspektør ved Designmuseum Danmark. 

– Med opsvinget følger lysten og behovet for at indrette sig efter tidens seneste mode og især med tekstiler. Væg til væg-tæppet får en virkelig stor opblomstring, beretter museumsinspektøren.

Væg til væg-tæpper blev populære igen i 1960’erne

Danskernes kærlighed til gulvtæpperne forsvinder for en stund i perioden fra 1920’erne til 1950’erne, men vender tilbage for fuld hammer i 1960’erne, som også er en tid med stor økonomisk opgang i Danmark.  

– De to nedslag viser, at væg til væg-tæppets genkomst er stærkt styret af økonomisk opgangstid, pointerer Trine Halle. 

Tæppeproducenten Ege Carpets mærkede tydeligt danskernes hang til tæpper fra 1960’erne og et godt stykke op i 1980’erne. Firmaet, som blev grundlagt i 1938, var blandt en af hovedleverandørerne i ryatæppets storhedstid. 

Væg til væg-tæpper i uld, nylon og lang luv

Der sker en voldsom udvikling i tæppebranchen i 1960’erne og 1970’erne, da nye teknologiske landvindinger gør det muligt løbende at lancere nye tæppetyper. 

– I 1960’erne var det meget uldtæpper, i 1970’erne var det mere syntetisk garn som fx nylon og polypropylen, forklarer René Dupont, der er direktør i Ege Carpets. 

– I 1970’erne brugte man flere forskellige materialer for at dække de mange forskellige behov, der var på markedet, siger han. 

I 1960’erne købte producenterne garnet færdigfarvet, men i løbet af 1970’erne vinder farveanlæggene frem i industrien, og derfor kan man pludselig lave de farver, det skal være. Når man ser kraftig farvede, langluvede tæpper med vilde mønstre i 1970’erne, er det ikke kun et spørgsmål om mode, men også at det overhovedet er muligt at fremstille tæpper med det udseende. 

Da computerne blev udbredt i 1980’erne, blev det også muligt for designerne at skabe et væg til væg-tæppe med et logo, som alle virksomheder med respekt for sig selv havde i det årti. På børneværelserne gjorde computerdesigns det muligt at lave tæpper med bamser og biler på. 

Tæpper og allergi

Til gengæld skete der en brat opbremsning i slutningen af 1990’erne, som ændrer salget af væg til væg-tæpper herhjemme markant, da der kom fokus på allergi. 

– Man troede, at tæpperne kunne være allergifremkaldende eller i hvert fald understøttende for allergi. Allergiforeningen var ude og sige, at det ikke var befordrende for allergikere at have tekstilgulvbelægning, fortæller René Dupont fra Ege Carpets.

Derefter blev det udbredt med hårde gulve, især træ, og gulvtæppet er aldrig siden kommet tilbage i samme omfang.

– Markedet for gulvtæpper har stabiliseret sig en smule, men er formentlig kun på omkring 50-70 procent af det, det var i 1970’erne, når man ser på markedets størrelse, fortæller René Dupont. 

Giver væg til væg-tæpper mere varme?

Her midt i en ny energikrise får Ege Carpets pludselig mange henvendelser, der drejer sig om tæppernes isolerende effekt. 

– De spørger om, hvad man kan opnå af energibesparelser, hvis de lægger tæpper i deres stuer, siger René Dupont.  

Undersøgelser hos Ege Carpets testlaboratorieum har vist, at de 11 mm, som er gennemsnitstykkelsen på tæpper, der bliver solgt til det danske boligmarked, kan medføre op til 12,8 procent i energibesparelse. Tæppeproducenten har bestilt yderligere undersøgelser hos Teknologisk Institut for at undersøge det nærmere. 

Tue Patursson, fagekspert i Videncentret Bolius,  har umiddelbart svært ved at se, at et gulvtæppe i sig selv har en isolerende effekt.

– Men det er klart, at der kan være noget komfort forbundet med det, så du bedre kan leve med, at der skrues ned for varmen.

Så selvom gulvtæpper fra væg til væg i flere årtier har været ugleset rent æstetisk, kan danskerne sagtens ændre smag igen. 

– Er der noget, jeg har fået respekt for som historiker, så er det, at de fleste tendenser vender tilbage efter 30 år, selvom man havde forsvoret, det ville ske, siger museumsinspektør Trine Halle.