Et hus kan være uden kælder eller med kælder, og kælderen defineres som en etage, som er helt eller delvist under terræn. Så snart gulvet er under terræn, altså jordniveau, er der i princippet tale om en kælder. Uanset om kælderen er høj eller ej, regnes den ikke med, når man omtaler antallet af etager i et hus.

Læs mere om forskellige typer kældre i BOLIUS Fakta: Generelt om kælderen 

En etage kan defineres som et eller flere rum med gulvniveau i samme plan. Antallet af etager er en vigtig del af beskrivelsen af et hus, uanset om der er tale om et enfamiliehus eller en etageejendom.

Du kan se i din BBR-meddelelse, hvor mange etager dit hus er registreret til at have, og hvilken status de har med hensyn til beboelse.

Ifølge Bygningsreglementet BR08 må man i parcelhuskvarterer normalt ikke bygge i mere end to etager, og ingen del af husets ydervægge eller tag må være hævet mere end 8,5 meter over det omgivende terræn.

Du kan læse mere om forskellige slags enfamiliehuse i BOLIUS Fakta: Typiske hustyper

Et halvandetplanshus har høj rejsning på taget, således at tagetagen kan udnyttes til beboelse. Førstesalen i et halvandetplanshus kaldes også tagetagen. Tagetagens areal er ca. 75 procent af stueplanets areal på grund af det skrånende tag. Har huset et grundareal på 100 kvadratmeter, vil førstesalen altså være ca. 75 kvadratmeter.

Et typisk eksempel på halvandetplanshuset er murermesterhuset fra første halvdel af 1900-tallet. En mere radikal udgave af halvandetplanshuset er A-huset, som især var populært i 1970'erne, hvor taget fortsætter ned forbi stueplanet, i nogle tilfælde næsten til jorden.

Halvandetplanshus.

Betegnelsen toplanshus bruges ofte lidt tilfældigt også om halvandetplanshuse, men strengt taget skal der være to fulde etager, før der er tale om et toplanshus eller toetageshus. Et egentlig toplanshus har ofte fladt tag eller tag med lav rejsning for ikke at overskride bygningsreglementets grænse for bebyggelsens højde. Nogle moderne villaer og funkisvillaen fra 1930'erne er eksempler på toplanshuse.

Enfamiliehuse kan også være helt eller delvist sammenbyggede som dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse, klyngehuse el.lign.

Et etagehus er et hus i flere etager end to, hvor beboeren bor i lejligheder. Lejlighederne ligger oftest både oven på hinanden og ved siden af hinanden, så beboerne kan have både ovenboere, underboere, og naboer.

Etagehus.

Det fritliggende enfamiliehus er langt den mest almindelige type parcelhus, hvad enten der er tale om et typehus, en villa, bungalow eller anden type. Det fritliggende hus er ikke bygget sammen med andre boliger på grunden. Huset kan dog godt være bygget sammen med en bygning til erhverv eller opdelt i beboelse og erhverv. Der vil stadig være tale om et fritliggende enfamiliehus, så længe boligarealet udgør over halvdelen af det samlede areal.

Fritliggende enfamiliehus.

Et dobbelthus er to selvstændige boliger, der er bygget sammen i vandret plan, eller et større hus, der er opdelt i to selvstændige boliger med lodret skel imellem.

Dobbelthus.

Når mere end to enfamiliehuse er bygget sammen i en række med lodret adskillelse mellem de enkelte boliger, er der tale om rækkehuse. Rækkehuse kan være i et, halvandet eller to plan.

Når flere enfamiliehuse er bygget sammen forskudt for hinanden, således at de i skellet kun delvist har fælles mur, taler man om kædehuse. Begreberne rækkehus og kædehus bruges dog i praksis lidt i flæng.

Kædehus.

Når flere enfamiliehuse er bygget sammen i en klump, således at det enkelte hus deler ydervæg med mere end ét andet hus, taler man normalt om klyngehuse eller gruppehuse.

Klyngehus.