1. Vælg træsort efter udseende og slidstyrke. Fyr, gran og birk er lyse, men også relativt bløde og ikke så slidstærke. Andre træsorter som bøg, eg og ask er derimod mere robuste over for dagligt brug.

2. Vælg også træsort efter rummets funktion. I køkkenet er det en god idé at vælge en hårdfør træsort. Til soveværelset kan du derimod godt vælge en blødere og sartere gulvtype.

3. Vælg massivt trægulv for lang holdbarhed. Planke- eller parketgulve er det mest langtidsholdbare. Tykkelsen på plankerne giver gulvet god stabilitet og sikrer lang holdbarhed og mulighed for gentagende afslibninger.

4. Vælg billigere finér- eller laminatgulv, hvis holdbarheden ikke er første prioritet. Finér- og laminatgulv består af lagopbyggede brædder med en kerne af massivt træ, krydsfiner eller spånplade, som er belagt med en træfiner eller et højtrykslaminat. Denne gulvtype har så tyndt et slidlag, at du maksimalt kan slibe det 2-3 gange, før du kommer ned til krydsfineren eller spånpladen.

5. Vælg gulv ud fra vedligeholdelse. Et lud- eller ubehandlet trægulv er mest krævende. Et oliebehandlet gulv er mere modstandsdygtigt over for snavs og fugt end et ubehandlet gulv. Et lakeret gulv er nemmest at holde, men er der kommet skader i lakken, skal du afslibe og genlakere, og det er tidskrævende.

6. Husk, at der både skal være plads til gulvet og konstruktionen. Undersøg, hvor meget brædderne eller plankerne samt den underliggende trækonstruktion, kaldet strøer, fylder. Det er særligt ved døråbninger, du skal måle op.

7. Læg svømmende gulv som alternativ til efterisolering. Hvis dit gulv er koldt, og du ikke kan efterisolere, kan du lægge et svømmende gulv oven på det eksisterende gulv. Det opbygges med hårde isoleringsbatts, som lægges direkte oven på det eksisterende gulv. Oven på isoleringen lægges det nye gulv. Svømmende gulve er også gode til at dæmpe trinstøj.

8. Læg gulvet i den rigtige retning. Som regel lægger man gulve i rummets længderetning og på tværs af den underliggende, bærende konstruktion.

9. Læg gulvet i rummets længderetning for et længere og smallere udtryk, og læg det på tværs for et kortere og brede udtryk.

10. Vær opmærksom på ulemperne ved gulvvarme under trægulv. Træ isolerer ganske godt, og du kan risikere, at du skal bruge mere energi på at opvarme et rum med trægulv, end du skal bruge i et rum med fx klinkebelægning. Vær også opmærksom på, at gulvvarmen kan udtørre træet, og gulvet derfor kan få flere sprækker i samlingerne mellem plankerne.

LÆS OGSÅ:Valg af nyt gulv

Skal jeg tænke på pris eller kvalitet?

Vælg ikke et for billigt produkt. Særligt i huse og hjem med både børn og dyr kan et ‘for’ billigt trægulv være slidt ned på kort tid. Overvej derfor nøje hvilken belastning der kommer på gulvet. Omvendt kan det være en fordel med et billigere gulv, hvis I har planer om at bygge om eller flytte inden for en overskuelig fremtid.

Bør jeg overveje gulvets udseende? 

Hvilket ‘look’ er du til? Hårdt og mørkt træ eller lysere, blødere træsorter? Overvej nøje, hvilket massivt gulv du lægger – det skal ligge der i mange år. Undersøg og vurdér også træets struktur og åretegning og tænk grundigt over, hvilket lægningsmønster der passer til jeres smag og fremtidige slid. 

Husk fx:

  • Brug smalle brædder i små rum. 
  • Læg brædderne med længderetningen parallelt med facade eller primære vinduesfacader. 
  • Brug ensartede parketgulve med et enkelt langsgående forbandt i små rum. 
  • Vælg enkle og små lægningsmønstre i små rum. 
  • Vælg lyse gulve, hvis du vil have et lyst rum, eller hvis der er minimalt lysindfald. 
  • Vælg kun brede brædder, store eller komplicerede lægningsmønstre eller store farvevariationer i meget store rum.
  • Er gulvet en dekoration i sig selv, så ton øvrige indretningselementer ned, så gulvet får lov at træde frem. 

Hvordan vedligeholder jeg gulvet? 

Gør dig helt klart, hvor meget tid du vil bruge på vedligeholdelse af dit trægulv. Spørg producenten eller sælgeren, når du køber gulvet, hvor mange timer og kroner du skal bruge på vedligeholdelse. Gå efter et decideret vedligeholdelsesfrit trægulv, hvis du vil slippe for løbende vedligeholdelse.