10 gode råd til haven i december

Du kan stadig beskære, plante og grave enkelte ting i din have op i december. Læs. hvad du kan gøre.

  1. Gør havens nærområder særligt hyggelige med lanterner og dekorationer. Flet et granhjerte af fx nobilis og normannsgran, som især udendørs kan holde nålene længe på.
Krukker på trappe ved indgangsparti med planter, der kan klare vinterkulden

Krukkerne på terrasen eller ved hovedddøren kan du fint tilplante med stedsegrønne planter. Sørg for, at sikre et ekstra godt dræn i dine krukker så de ikke frostspringer i vinterkulden. Foto: Jesper Carl Corfitzen

  1. Tag træagtige stiklinger af havens buske. Klip 15-30 cm lange, regulære kviste af de buske buske, du ønsker at formere. De klippes lige over, lige under en knopdannelse og med svag skrående snit foroven. Gode buske til formålet er stjernetop, kornel, sommerfuglebusk og syren. De stikkes 2/3 i jorden med så og priklemuld i en kasse, der kan stå let beskyttet. En mistbænk er god til formålet. Hold stiklingerne fugtige i formeringskassen det første år, indtil de kan omplantes.
  2. Grav vintergækker og juleroser op og dyrk dem frem. Nogle steder kan du allerede nu se tidlige forårsløg pible frem. Grav enkelte vintergækker, erantis og krokus i haven op, hvis du har mange af dem, plant dem i en potte og sæt dem indenfor, men ikke alt for varmt. Plant dem ud i haven igen efter blomstringen. Det samme kan du gøre med juleroser og påskeklokker.
  3. Vær god ved dyrene i haven. Giv både vand og foder til egern og fugle, men pas på, at det ikke er rotter, der spiser foderet.
Solsort sidder på tønde i snedækket have

Når det er frost, kan det være svært for fugle at finde vand. Sæt derfor friskt vand frem dagligt - det kan øge fuglenes besøg med op til 50 procent. Foto: Jesper Carl Corfitzen

  1. Plant nyt i haven. Hvis jorden ikke er frossen, kan du stadig plante om og plante nyt. Både barrodede planter uden jord eller planter med klump eller fra potter lykkes fint, hvis de plantes nu.
  2. Beskær vinplanter. Vinterbeskær vinen ved at fjerne de små sideskud og lade hovedstammerne være. Nye skud, som evt. skal bevares, afkortes til en en tredjedel af længden. Fjern alt løs bark og pensl skud og stammer med en blanding af en tredjedel husholdningssprit og to tredjedele vand. Det dræber overvintrende insekter, svampesporer og insektæg.
  3. Så mistelten. Mange drømmer om en mistelten i haven. Du kan let så en mistelten selv - men først i april. Det er bedst at plukke frøene direkte på planten, når de skal sås, og så presse dem ud på det nye værtstræ.
  1. Spar på saltet på stier tæt på bede med planter. Planter er ikke glade for smeltevand med salt. Brug i stedet grus.
  2. Dæk særligt frostsarte planter med grangrene eller vintermåtter, hvis du ikke allerede har gjort det. I januar og februar kan kolde østenvinde svide dine planter.
  3. Så kuldekimere. De kan kun spire ved lave, skiftende temperaturer. En del stauder som påskeklokker, primula, lupin og violfrøstjerner skal have kulde for at kunne spire.

Sådan sikrer du dine planter mod frosten

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab