Få 10 gode råd til valg af fliser her

  1. Farver: Lyse fliser er mere praktiske end mørke
  2. Mønstre: Komplicerede mønstre kan skabe uro i rummet
  3. Størrelse: Små rum, små fliser - store rum, store fliser
  4. Fuger: Brede eller smalle fuger skal passe til flisen
  5. Overflader: Pas på, du ikke glider
  6. Antal: Køb ekstra fliser 
  7. Makeover: Dæk grimme fliser med puds
  8. Robusthed: Vær opmærksom på slidstyrken
  9. Rådgivning: Spørg fagpersoner
  10. Akustik: Pas på rungen og råben

1. Farver: Lyse fliser er mere praktiske end mørke

Flisegulve – gulve i det hele taget – er dyre at udskifte. Det er ikke lige til at male fliserne over med en anden farve, hvis du efter et år eller to længes efter fornyelse på badeværelses- eller køkkengulvet, og resultatet bliver måske heller ikke, som du ønsker. 

Et godt råd er derfor at gå efter fliser i den mere neutrale og tidløse ende af farveskalaen. Eksempelvis nuancer af hvid, grå, sort eller beige.

Vær også opmærksom på, at mørke fliser på gulvet kræver meget mere rengøring end fliser i andre farver. De bliver ikke mere beskidte, men skidt og især kalk ses tydeligere. Er din tolerance over for den slags lav, vil du blive nødt til at rengøre mørke fliser oftere. 

2. Mønstre: Snorlige rækker eller spændende mønster

Den gængse løsning er at lægge fliser i snorlige rækker, men det enorme udvalg af fliser giver dig rig mulighed for at lægge fliserne i alverdens mønstre. 

Pas dog på med at skabe for komplicerede mønstre. Det kan skabe uro i rummet og få det til at virke rodet og uharmonisk. Det gælder især, når der er tale om små rum. Ligesom der findes ”sikre valg”, når det kommer til farver, findes der også mønstre, der er mere tidløse end andre. 

Tænk dig grundigt om, før du lægger dig fast på et mønster. Det er svært at gøre om igen. 

3. Størrelse: Små rum, små fliser – store rum, store fliser

Fliser kommer i stort set alle tænkelige størrelser, og flisernes mål er slet ikke uvæsentlige. 

Gode æstetiske retningslinjer er, at du skal gå efter store fliser til store rum og små fliser til små rum, at fliserne på gulvet skal være lige så store eller større end fliserne på vægge, og at flisestørrelser skal gå op i hinanden. 

Er vægfliserne fx 108 x 108 mm, giver det et harmonisk udtryk i rummet, hvis gulv­fliserne er 220 x 220 mm. 108 går ikke op i 220, bemærker den skarpe Videncentret Bolius-læser hurtigt, men vi antager her, at der mellem fliserne skal løbe en 4 mm bred fuge.

Mere lavpraktisk kan det også være vanskeligt at lave korrekt fald til et afløb på et lille areal, hvis fliserne er for store. Det gælder især, hvis der skal laves et såkaldt kuvertfald ned mod en kvadratisk gulvrist. Det er lidt nemmere, hvis der skal laves ensidigt fald mod et aflangt afløb.

4. Fuger: Både brede og smalle

Fugernes bredde har stor betydning for det udtryk, din flisebelagte væg eller gulv får. Skal du have fliser på både væg og gulv, skaber det harmoni, hvis fugerne passer sammen. 

Også fugernes bredde har stor betydning. Vælger du rustikke fliser, bør du generelt gå efter en bredere fuge, end hvis du vælger glatte fliser. En typisk fugebredde for glatte fliser er 4 mm, for rustikke fliser op til 10 mm. 

Rustikke fliser er ofte en smule ujævne i kanten, og det skal fugebredden tillade, uden at fliserne støder sammen. Du kan få fuger i en række farver, og det er endnu en mulighed for at skabe lige præcis det udtryk, du ønsker.

5. Overflade: Pas på, du ikke glider

Fliser bliver ofte glatte, når de bliver våde. Hvis du skal lægge fliser på badeværelsesgulvet eller i andre rum, hvor det er normalt, at der kommer vand på gulvet, kan du vælge fliser, der har en ru overflade – det gør dem mere skridsikre. 

Ligeledes giver små fliser flere fuger, og det gør det nemmere at stå fast. 

Du kan også gøre dine fliser mere skridsikre ved at behandle dem med kemikalier. Der findes forskellige produkter på markedet til det formål – nogle skal påføres af en fagmand, mens andre kan købes i byggemarkedet til gør det selv- brug. 

Du ændrer flisernes overflade, hvis du behandler dem med kemikalier. Det kan betyde, at de skal rengøres og vedligeholdes oftere.

6. antal: Hvor der handles ... 

Sørg for at købe ekstra fliser – der er som regel et spild, fordi fliserne skal skæres til, så de passer til et rums kanter. Og hvis enkelte fliser går i stykker på et senere tidspunkt, kan du udskifte dem med nogle, der er fuldstændig magen til. 

En god tommelfingerregel er, at du skal købe 10 procent flere fliser, end du reelt har brug for, men det er en god idé at spørge forhandleren til råds, når du står med en konkret opgave.

7. makeover: Puds grimme fliser væk 

Er du blevet træt af fliserne i dit køkken eller badeværelse? I stedet for at pille dem ned og sætte nye op kan du pudse eller spartle dem op, så overfladen bliver helt jævn. Hvis du ønsker det, kan du efterfølgende male hen over pudsen. 

Bruger du højglansmaling, bliver overfladen forholdsvis nem at tørre af. Du kan også vælge at male fliserne uden at pudse eller spartle dem først. Så vil du dog stadig kunne se fliserne under malingen.

Du bør dog ikke pudse eller spartle fliser i vådrumszoner – fx i brusenichen eller gulvet i badeværelset – op.

8. robusthed: Vær opmærksom på slidstyrken

Den belastning, dit gulv er udsat for, har betydning, når du vælger fliser. 

I et bryggers eller i en entré er der ofte meget trafik med fodtøj, og det slider på gulvbelægningen. De fleste fliser kan godt holde til belastningen, men spørg forhandleren til råds, før du køber fliserne.

9. rådgivning: Spørg først fagpersoner 

Hvad enten det er en medarbejder fra det lokale flisecenter, en flisemurer eller en arkitekt, kan det være fornuftigt at søge rådgivning, hvis du skal vælge nye fliser til et sted i dit hjem. 

Invitér en rådgiver ud for at se rummet, eller tag nogle gode fotos, du kan vise rådgiveren. Fagfolk kan ofte se muligheder, du slet ikke selv har overvejet.

10. Akustik: Pas på rungen og råben

Flise- eller klinkegulve er en hård overflade, som absorberer mindre lyd end eksempelvis træ eller linoleum. 

Problemer med rungen og dårlig lyd opstår typisk, når der er flisegulve i køkken-alrummet, særligt i moderne huse, hvor der også er højt til loftet og/eller store vinduespartier og dermed mange kvadratmeter hård overflade, som kan give dårlig akustik. I det moderne køkken-alrum er der som regel hverken bløde, polstrede møbler eller gulvtæpper, mens der ud over fliser på gulvene kan være fliser på vægge og hårde materialer som fx et stort køkkenbord, der er med til at forværre lydoplevelsen. 

Dårlig akustik kommer typisk til udtryk ved, at det runger. Når efterklangstiden er lang, betyder det, at det tager lang tid, før en lyd dør ud i rummet. Det kan du opleve som en rungen, fordi lyden bliver kastet frem og tilbage og derfor er lang tid om at dø, og mange vil blive tilbøjelige til at råbe for at overdøve den rungen, og det er anstrengende og selvforstærkende. 

Hvad kan du gøre ved dårlig akustik? 

Der er forskellige ting, som er med til at absorbere lyd. Både møbler, gardiner og tæpper er med til at dæmpe en rungen i rummet. Du kan også få særlige akustikbilleder, der dæmper støjen, du kan hænge på væggen. 

Men i et rum som fx et stort køkken-alrum med højt til loftet og hårde overflader, skal der nok mere til at regulere akustikken – fx er det en mulighed med vægplader, loftplader eller særlig lydpuds, der absorberer lyden. 

Der er forskellige løsninger, men pladerne kan fx være gips eller træbeton. Det kan også være en perforeret plade med mineraluld bagved. Priseksempel: Hos AA Gruppen kan du fx få lavet et akustikloft til en vejledende pris på 600-700 kr. pr. m2.