1. Undgå, at toilettet løber, eller armaturet drypper

Afhængigt af, hvor meget dit toilet eller armatur løber, kan det koste mange tusinde kroner. Du kan heldigvis selv oftest fikse problemet selv. Men selvom du skal bruge en håndværker eller nyt udstyr, kan det stort set altid betale sig at reparere et løbende toilet eller en dryppende vandhane.

2. Installér en sparebruser

En almindelig bruser bruger 10-20 liter vand pr. minut, så et bad på 5 minutter kan i værste fald betyde et forbrug på 100 liter vand. Med en sparebruser kan du ca. halvere vandforbruget og dermed udgifterne.

Du kan også installere vandbegrænsere på husets vandhaner.

3. Tag færre og kortere brusebade

Vi bruger næsten halvdelen af vores vand på bad, brusebad og vask. Derfor kan du spare masser af vand og penge på at tage kortere og/eller færre brusebade.

I gennemsnit tager vi et brusebad på 6 minutter og 38 sekunder, viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius i december 2023.

For hvert minut du afkorter et brusebad sparer du 6-20 liter vand alt afhængig af, hvilken bruser du har. Du kan også spare på vandet ved at lukke for det, mens du sæber dig ind.

Overvej også et koldt brusebad. Udover at spare på den varme, der bruges til at opvarme vandet, vil du formentlig også tage et kortere bad, hvis vandet er koldt.

4. Brug det lille skyl og skyl ud færre gange

Vi bruger næsten 30 procent af vores vand på toiletskyl, så det giver god mening at spare på toiletvandet. Du kan fx:

  • Kun bruge det store skyl, når det er nødvendigt.
  • Skylle ud færre gange – det er ikke nødvendigt at skylle ud, hvis du blot har tisset eller smidt et par stykker toiletpapir i toilettet.

5. Genbrug regnvand

Brug fx regnvand til havevanding, toiletskyl og bilvask. Det er både nemt og billigt at opsamle regnvandet i mindre mængder, og samtidig slipper du for kalk i vandet.