I 2016 oplevede 23.000 børn, at deres forældre gik – og formentlig også flyttede – fra hinanden. Og når først en skilsmisse er en realitet, skal det ofte gå hurtigt, når enten mor eller far skal ud at finde et nyt sted at bo.

Her giver Bente Boserup, seniorkonsulent i Børns Vilkår, 5 gode råd til, hvordan du bedst indretter din boligsituation og samtidig tager hensyn til børnene.

  1. Bliv boende i nærområdet efter skilsmisse

Hvis du ser det fra børnenes synspunkt, er der ingen tvivl om, at det er vigtigt for dem, at forældrene kommer til at bo tæt på hinanden efter en skilsmisse. For så kan de bevare deres hverdag med skole eller institution og deres kammerater, så alt ikke skal være nyt, og det har stor betydning for børnenes udvikling, almindelige trivsel og hvordan de får et godt børneliv.

Hvis børnene skal tilbringe meget tid i en bus, eller altid spørge mor eller far, om de kan blive kørt, hvis de skal hen til en kammerat at lege, er det rigtig hårdt for børnene, og de kan komme til at føle sig isoleret i den ene bolig. Derfor kan boligens beliggenhed også få en betydning for, hvilken deleordning I ender med. Hvis I bor i nærheden af hinanden, kan børnene let smutte forbi det andet hjem, hvis de lige har glemt yndlingsblusen hjemme hos mor.

  1. Skilsmissebørn skal føle sig hjemme

Mange er nødt til at nedgradere boligen efter en skilsmisse, da der nu kun er en økonomi i stedet for to. Det vigtigste er ikke nødvendigvis, at barnet har sit eget værelse, men at det føler, at det er her, jeg bor. At det også er mit hjem.

Barnet kan godt føle sig hjemløs og overladt til sig selv, når familien ikke længere er som før. Men det kan fx være, at barnets navn står på hoveddøren, og at der er plads til dets håndklæde på badeværelset.

Det er vigtigt, at barnet føler sig velkommen, og det kan måske være svært, hvis det kun har en madras i stuen. Men hvis der fx mangler plads, kan man også indrette det sådan, at barnet har sin egen krog. Inddrag barnet og spørg, hvad det godt kan tænke sig i sin krog eller sit hjørne. 

Hvis du har plads, kan du lade et værelse være børneværelse, når skilsmissebarnet eller -børnene er på besøg, og ellers kontor eller lignende, når du er alene.

  1. Lad skilsmissebørn beholde deres værelse

Når et par går fra hinanden, skal mor og far dele ejendelene. Men hvis enten mor eller far bliver boende i den gamle bolig, kan det være trygt for barnet, at hun stadig har det samme værelse i stedet for at splitte det op i to eller ændre det til noget andet. Spørg barnet, hvad hun helst vil. 

Så kan man fx aftale et beløb, som mor kan bruge til at indrette et nyt børneværelse – og her kan man godt inddrage barnet og høre, hvilke ting der skal være. At have sit eget værelse er meget personligt for børn, og det har børn en mening om.

  1. Forbered børnene på boligskift efter skilsmisse

Det skal ofte gå hurtigt med at finde et nyt sted at bo, når først en skilsmisse er en realitet. Op mod halvdelen flytter også igen allerede inden for det første år.

Børnene kan godt komme til at glæde sig til at flytte igen, hvis man forklarer dem, at I skal flytte til noget bedre, fx med mere plads. Igen er det vigtigt at prioritere at blive i børnenes nærmiljø, så de ikke skal skifte skole. Snak med børnene, og spørg ind til deres ønsker, men forbered dem også på, at alt måske ikke bliver perfekt fra dag et.

  1. Bo i hjemmet på skift efter skilsmisse

Nogle forældre laver en ordning, hvor de skiftes til at bo i det gamle hjem, fx en uge ad gangen, så børnene har en fast base, mens forældrene flytter frem og tilbage. Det er normalt en god løsning for børnene, da de føler sig trygge, men det viser sig ofte, at det ikke holder på den lange bane for de voksne. 

De problemer, I havde før skilsmissen – fx uenighed om rengøringen – forsvinder ikke, men bliver måske endda sværere at se gennem fingre med, når I først er gået fra hinanden, og filmen knækker som regel, når den ene får en ny kæreste.

Men husk, at det I voksne ikke kan holde til – at flytte mellem to hjem – nu er det, som børnene skal holde til. Respekter, at det ikke bare er nemt.