5 nemme planter til altanen

Det er ikke alle planter, der egner sig lige godt til altanen. Læs her, hvad du bør være opmærksom på, og hvilke planter der passer til netop din altan.

Når du skal udsmykke altanen med planter, er der en række ting, du skal være opmærksom på.

Ligger altanen mod syd, nord, øst eller vest? Og er altanen placeret på et hjørne med meget blæst?

- Det er vigtigt at være opmærksom på vejr- og vindforhold, fordi nogle planter kræver mere lys end andre, og nogle plante har lange stængler, som ikke tåler for meget blæst. Så hvis der er meget blæst, skal du i stedet vælge nogle robuste planter, forklarer Bolius’ fagekspert Jesper Carl Corfitzen, som kommer med 5 bud på nemme planter at udsmykke altanen med.

Du kan også sætte dem i krukker på terrassen.

Næbyucca (Yucca rostrata)

- Det er en sjældenhed i Danmark, og de fleste vil nok betegne næbyucca som en sydlandsk plante. Men den er perfekt til altanen i Danmark. Den kan tåle hård frost, og den overlever også udtørring. Så hvis du vil have et sydlandsk miljø på din altan, så er næbyucca et oplagt bud. Især fordi andre sydlandske planter som citron- og oliventræ kan have svært ved at overleve i det danske klima, forklarer Jesper Carl Corfitzen.

Næbyuccaen er sydlandsk, men utroligt hårdfør og i stand til at håndtere det danske klima. Foto: Guitou1214 / CC BY.

Hortensia (Hydrangea)

 - Denne busk er god, hvis man en altan, der ikke er sydvendt. Den er nem at have med at gøre, den har en god fylde, og jo flinkere man er til at vande den, jo bedre trives den. Med sine flotte farver, der både kan være lavendel og bordeaux, er hortensia en god klassiker til de skyggefyldte altaner, lyder det fra fageksperten.

Hortensiaen er en publikumsfavorit, når det kommer til planter på altanen. Foto: Floradania.

Almindelig taks (Taxus baccata)

- Almindelig taks er en af de stedsegrønne planter, som du kan formklippe til forskellige skulpturer, som kan være pæne på altanen. Den fungerer som hæk og passer også i kasser. Begge dele kan skabe rum eller ryg på altanen. Den tåler noget vind og kan beskæres tilbage, hvis den bliver for stor, fortæller Jesper Carl Corfitzen.

En almindelig taks kan se ud, akkurat som du ønsker. Foto: CC BY / Oceancetaceen, Alice Chodura.

Almindelig hasselurt (Asarum europaeum)

- Almindelig hasselurt er en god bladplante, som skaber frodighed på altanen. Det er jo det, øjet søger efter på en altan. Derudover giver den grønne farve noget ro, og ligesom med andre bladplanter egner den sig også godt til nordvendte altaner med skygge, siger Jesper Carl Corfitzen.

Asarum europaeum aka almindelig hasselurt er en god plante, der skaber liv på altanen. Foto: Daniel J. Layton / CC BY.

Hosta

- En rigtig god plante til de altaner, der ligger i skygge. Og hvis du har store plantekasser på altanen, så er hosta en god plante at udfylde dem med. Planten giver din altan et behagelig grønt udtryk, bemærker Jesper Carl Corfitzen.

Hosta fortunei - også kaldet klasehosta eller blot hosta - trives bedst på en lys placering, men tåler ikke direkte sol. Foto: Floradania.

Generel pasningsvejledning fra Bolius’ fagekspert Jesper Carl Corfitzen 

Tommelfingerreglen er, at dine planter skal vandes én gang om ugen. Det er bedre at vande grundigt én gang end at vande lidt flere dage om ugen.

For at være sikker på, at planten får tilstrækkeligt med vand, kan du sænke planten ned i en spand med vand. Når der ikke kommer flere luftbobler op til vandoverfladen, så har plantet fået nok vand. Det tager typisk 20-30 sekunder.

Det er også en god idé at gøde dine planter. Det behøver du dog ikke gøre hver gang. For at give dine plante de bedste vækstbetingelser kan du bruge flydende blomstergødning med mikro-næring. Det giver planterne de grundstoffer, som mulden ikke kan tilføre planten.

I vinterhalvåret er det ikke nødvendigt at vande hver uge. I stedet kan du nøjes med at vande hver anden uge.

Priser

Priserne varierer alt efter størrelse, men de fleste planter kan købes for 50-70 kr. i snit. De fleste altanplanter er dog lidt dyrere og kan typisk købes for 70-160 kr.

Ofte har supermarkederne et godt udvalg af planter, mens havecentre og blomsterforhandlere sælger de mere sjældne planter.   

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab