5 ting du IKKE vidste om skimmelsvamp

Hvor farlig er en pink skimmelsvamp? Æder skimmelsvamp hurtigt hele huset op? Og hvor syg gør svampen os egentlig? Læs skimmelekspertens 5 overraskende svar her.

Skimmelsvamp kan have mange forskellige farver. Kuløren afgør dog ikke, hvor farlig svampen er.

Alle boliger indeholder skimmelsvampe. Det afgørende er, om der er tale om skimmelvækst. Foto: Carsten Johansen, Teknologisk Inst.

Carsten Johansen er ekspert i skimmelsvampe hos Teknologisk Institut, og han afslører her fem finurlige ting om skimmelsvampe, du garanteret ikke vidste i forvejen.

Er den pink skimmelsvamp farligst?

- Farven på skimmelsvampen siger intet om, hvor farlig den er. Der findes utrolig mange arter, og farven varierer alt efter, hvilken svamp, der er tale om – og hvad svampen vokser på. Der findes 12-14 bygningsrelaterede skimmelsvampe, der alle kan give fysisk ubehag. Og 3 af dem kan producere svampetoksiner, altså gift, der giver et særdeles ubehag ved berøring og forværrer vores indeklimasituation, siger Carsten Johansen.

Hvor mange danske boliger har skimmelsvamp?

Der er skimmelsvampe i alle huse, men der er langt fra skimmelvækst i alle huse. Det er vigtigt at skelne mellem de to, da der naturligt er skimmelsvampe i udeluften og derfor også i vores indeklima. Men skimmelvækst, altså lokalt voksende skimmelsvampe i din bolig, er en helt anden sag.

Skimmelsvamp trives bedst i rum med en høj luftfugtighed som fx husets badeværelse. Foto: Carsten Johansen, Teknologisk Institut

- Hvis området, hvor skimmelsvampen vokser fx er 30 gange 30 centimeter, så er det klart, at den er et større problem i et soveværelse på 6 kvadratmeter end i et loft højt oppe i en sportshal på flere tusinde kvadratmeter. Så skimmelsvampes effekt skal derfor altid ses i relation til, hvor den forekommer, siger Carsten Johansen.

Bliver alle syge af skimmelsvamp i boligen?

- Mennesker reagerer forskelligt på skimmelsvampe – og nogen reagerer slet ikke. Virkeligheden er, at nogen af os kan bo i en bolig angrebet af skimmelsvamp i 80 år, mens andre kan mærke fysisk ubehag i det øjeblik, de træder ind i et rum eller et hus med skimmelsvamp, fortæller Carsten Johansen.

Skimmelsvamp kan fremkalde forskellige symptomer, fx irriterede slimhinder, åndedrætsbesvær, kløe på huden, hovedpine og koncentrationsbesvær.

Kan skimmelsvamp sprede sig til hele huset?

Skimmelsvamps vækstbetingelser kræver en luftfugtighed på over 75 % i luft og på materialeoverflader. Og den spreder sig kun, hvis den betingelse er opfyldt.

- Skimmelsvampens vækst foregår, hvor betingelserne er –til det. Fx omkring en kuldebro, hvor der er kondens pga. temperaturforskellen mellem ude og inde samt varme fra stuens indeklima. Herfra kan sporer og andre partikler spredes til resten af din bolig, lyder ekspertens forklaring.

Nedbryder skimmelsvamp mit hus?

Skimmelsvamp ødelægger eller nedbryder ikke dit hus, siger Carsten Johansen, men de kan påvirke og ødelægge dit indeklima.

–En ting er støv i din bolig. Men fakta er, at der kun vokser skimmelsvampe i din bolig, når der er fugtmæssige problemer. Så sørg for, at dit hus er tæt og tørt, for uden fugt –er der ingen skimmelvækst.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab