1. Vælg en varmepumpe fra Energistyrelsens liste over energimærkede varmepumper. Varmepumpelisten har kun varmepumper, der er testet af et uafhængigt laboratorium.
  2. Kig på varmepumpens SCOP, hvis det er angivet. SCOP viser, hvor energieffektiv en varmepumpe er over et helt år og tager højde for temperaturudsving. SCOP er den bedste måde at sammenligne varmepumper på - jo højere SCOP, jo bedre er varmepumpen til at producere varme. I november 2013 vurderes en høj SCOP for jord- og luft til vand-varmepumper som 4,5-5, og for luft til luft-varmepumper lige under 4. Alternativt kan du bruge COP, hvor en høj COP også er det bedste.
    SE TEMA: Varmepumper
  3. Tjek, hvilken udendørs temperatur varmepumpen er beregnet til. Varmepumpen skal kunne klare en temperatur på mellem -15 og -30 grader.
  4. Vælg en varmpumpe med behovsstyring. Med behovsstyring tilpasser varmepumpen sin kapacitet efter dit forbrug.
    LÆS OGSÅ: Varmepumper

  5. Vælg en varmepumpe med en akkumuleringstank, hvis varmepumpen opvarmer vand til radiatorer og brugsvand (fås ikke luft til luft-varmepumper). Tanken er et slags batteri eller en buffer. Varmepumpen sørger for, at vandet i tanken er varmt, så det kan anvendes, hvis der er et kort behov for varme. På den måde undgår du, at varmepumpen skal tænde og slukke hele tiden. De fleste moderne varmepumper har en indbygget akkumuleringstank.
  6. Indhent altid mindst 2-3 tilbud på en ny varmepumpe. Kontakt altid en installatør, der er med i varmepumpeordningen VPO - på den måde sikrer du, at installatøren har de nødvendige beregningsredskaber til at dimensionere dit anlæg rigtigt.
    LÆS OGSÅ: Tilbud fra håndværkere

  7. Stil krav om opsætning af en ekstra energimåler (bimåler) og temperaturmåler til at overvåge driften. Med energimåleren (bimåleren) kan du se, hvor meget energi, der går til at opvarme dit hus med varmepumpen, så du kan se, om dit forbrug evt. er for højt.