Når du køber et nyt køkken, kan du også købe dig til at få en snedker eller tømrer til at montere de nye køkkenelementer som skabe, skuffesystemer og bordplader.

Inden køkkenet sættes op, skal en række ting være ordnet – ellers risikerer du, at dit nye køkken forsinkes, fordi montøren ikke kan komme i gang.

Før køkkenmontøren ankommer, skal du sørge for at:

  • Det gamle køkken er revet ned, og arbejdsområdet er ryddet, så køkkenmontøren kan komme til.
  • Have informeret køkkenfirmaet skriftligt om gulvvarmesystem eller andre installationer, som montøren skal være opmærksom på under montagearbejdet.
  • En elektriker har monteret synlige og ’usynlige’ strømudtag, så komfur og øvrige hvidevarer kan tilsluttes. Alle stikkontakter og udtag til spots skal også være på plads. Spørg hellere køkkenforretningen en gang for meget end en gang for lidt om placering af installationer. Allerhelst via mail, så du har skriftlig dokumentation i tilfælde af misforståelser.
  • Alle vvs-installationer er placeret korrekt i forhold til de kommende køkkenelementer.
  • Lægge tæpper eller anden afdækning så køkkenmontøren kan arbejde uden at skade dit gulv.
  • At al maler- og murerarbejde i køkkenet er overstået.

Efter køkkenet er monteret, skal du:

  • Tilslutte vand, hane og afløb eller få en vvs’er til det.
  • Hyre en elektriker til at tilslutte hvidevarer i det omfang, du eller montøren ikke kan klare sagen ved at sætte et stik i et strømudtag.
  • Få en elektriker til at montere og tilslutte motoren, hvis du har købt en støjsvag emhætte, hvor motoren sidder på loftet.