Ældre: Sådan får du hjælp til at klare haven

I nogle kommuner kan du som pensionist få hjælp eller tilskud til at passe din have og få ryddet sne. Læs 5 gode råd til, hvordan du får en hjælpende hånd til havearbejde.

kan jeg få hjælp til haven?

Der er flere muligheder for at få hjælp til at passe din have som seniorborger. Læs artiklen, og få gode råd til hvordan du gør. Foto: Stuart McIntyre

1) Kommunal hjælp til havearbejdet

Undersøg, om din kommune giver tilskud til praktisk hjælp i haven og snerydning – og hvor stor din egenbetaling er.

Flere kommuner tilbyder ordninger med hækkeklipning, græsslåning og snerydning – men ordningerne er indtægtsbestemte og forskellige fra kommune til kommune. Her er nogle eksempler:

  • Roskilde Kommune giver tilskud til snerydning og havehjælp til pensionister ”med helbredsproblemer og lav indkomst og formue”. Tilskuddet bliver givet som et personligt tillæg, hvorefter hjælpen kan købes hos et privat firma.
  • Vallensbæk Kommune giver borgere med varig hjemmehjælp mulighed for også at få hjælp til haven eller snerydning. Men de skal betale den fulde udgift – hækkeklipning koster fx 1.750 kr., græsslåning koster 200 kr. pr. gang og snerydning ca. 4.300 kr. pr. vinter (2015-priser). Hvis du modtager ældrecheck, er det gratis.

2) ’Den hjælpende hånd’ i Ældre Sagen

Ældre Sagens frivillige tilbyder gennem Den hjælpende hånd gratis hjælp til hjemmeboende ældre til mindre, praktiske opgaver som fx at give altankasserne ny jord.

Den hjælpende hånd udfører ikke opgaver af større fysisk karakter som fx træfældning.

Hvis du vil have en hjælpende hånd, skal du kontakte den lokale afdeling af Ældre Sagen.

Du kan også kontakte Ældre Sagens rådgivning (tlf.: 80 30 15 27) og få et godt råd om, hvordan du kan få hjælp i netop din situation.

LÆS OGSÅ: Bolig og arveregler

praktisk hjælp til ældre?

Der er flere muligheder for at få praktisk hjælp fra leverandører i dit nærområde, om det er rengøring, madlavning eller havearbejde. Foto: Bigstock

3) Find praktisk hjælp til haven i dit nærområde

Hvis du er på udkig efter private leverandører af praktisk hjælp i dit nærområde, kan du få hjælp på følgende hjemmesider:

  • Ahandyhand.dk: Danmarks største formidlingssite af mindre opgaver mellem private – fra havearbejde og rengøring til it-hjælp og madlavning.
  • Taskbuddy.dk: Formidlingssite inden for mange kategorier – bl.a. ’Praktiske opgaver’, hvor du både kan oprette/indtaste din opgave og søge efter virksomheder eller ”hjælpsomme Taskbuddies” i dit område.
  • Falck Bolig Service: Her kan du booke rengøringshjælp til 260 kr. i timen og 'en handyman' til 450 kr. i timen.
  • Fritvalgdatabasen.dk: Under hver kommune kan du finde informationer om fx godkendte, private og kommunale leverandører af praktiske ydelser, som bl.a. relaterer sig til rengøring, madudbringning, personlig pleje og også for visse leverandører havearbejde – som du kan kontakte, hvis du har brug for havehjælp, som du i de fleste tilfælde selv skal betale for.

4) Bed familie og venner om hjælp til haven

Mange ældre hjælper eller får selv hjælp til praktiske opgaver af familie og venner. Ifølge analysen Fremtidsstudie 2010 fra Ældre Sagen, hvor flere end 4.000 personer i alderen 50-84 år er blevet telefoninterviewet, har halvdelen ydet praktisk hjælp til venner og bekendte. De, der hjælper, bruger i gennemsnit 4 timer om ugen.

Det kan være en rigtig god idé at hjælpe andre. Et dansk studie fra 2017 fra forskere ved Statens Institut for Folkesundhed og ABC for mental sundhed viser, at du har dobbelt så stor sandsynlighed for at have det godt mentalt, hvis du mindst én gang om ugen hjælper andre. Hjælper du andre 1-2 gange om måneden, øger du din chance for at have en høj mental sundhed med 40 procent.

Sådan kan du motivere din familie/venner til at hjælpe dig

Det er en gode idé at sige, hvad du helt konkret har brug for hjælp til og så forsøge at gøre det til en hyggelig begivenhed.

Du kan fx:

  1. Invitere på aftensmad: Hvis du gerne vil have nogen til at hjælpe med at slå græsset, fælde et træ eller planter stauder om, kan du invitere på aftensmad – som du selv laver, eller køber som takeaway.
  2. Ønske hjælp som ’gavekort’: Du kan også ønske dig praktisk hjælp som en gave fra fx børn eller børnebørn. Børnebørn har måske ikke altid så mange penge at gøre godt med, hvorfor det er en fin mulighed for dem at give et gavekort på fx 5 x græsslåning, 1x maling af skur eller hækkeklipning. Bonusgevinsten er, at du både gør din familie opmærksom på, at der er ting, du ikke længere selv kan, og at du får besøg af dit barnebarn.
  3. Udveksle vennetjenester: Hvis du har venner oppe i årene, har de muligvis også nogle skavanker, som kan være begrænsende. Men som regel er der altid noget, I kan hjælpe hinanden med. Hvis du fx ikke orker selv at klare fysisk krævende ting som havearbejde og derfor har brug for hjælp – eller ikke kan hjælpe andre hermed – kan du måske bidrage med at bage boller eller lave mad til en fødselsdag eller fest i en anden sammenhæng.
  4. Tilbyde pasning af hus og husdyr: Du kan også som modydelse for hjælp tilbyde dine børn, børnebørn eller venner at passe deres hus, potteplanter, hund eller kat, mens de er på ferie – eller hjælpe med andre ting, som du fortsat godt kan.

5) Få fradrag for hjælp til haven via BoligJobordningen

Via BoligJobordningen (også kaldet Håndværkerfradraget) kan du få fradrag for lønudgifter på maks. 6.000 kr. til bl.a. havearbejde, rengøring og snerydning. Du kan fx få fradrag for græsslåning, klipning af hæk, lugning og beskæring af buske og træer.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab