Alarm til hjemmet

Tyverialarmer er med til at sikre dit hjem mod indbrud. En alarm gør det ikke nødvendigvis vanskeligere at bryde ind i dit hjem, men den kan være med til at afskrække en indbrudstyv fra at forsøge, og stresse ham, hvis han alligevel gør forsøget.

En alarm placeret på væggen i et hjem.

En alarm i dit hjem skal være med til at sikre, at du ikke får besøg af indbrudstyve. Foto: Torben Klint

En alarm er kort sagt til for at forhindre, at der kommer indbrud i dit hjem.

En alarm er altså en af de ting, du håber, der aldrig bliver brug for. Det er som med forsikringer: Vi køber dem for en sikkerheds skyld, og så krydser vi fingre for, at vi aldrig kommer til at anmelde en skade. 

Det bedst tænkelige scenarie er altså, at alarmen aldrig kommer i brug. At en potentiel indbrudstyv ser en alarm, eller ser skiltning, der gør opmærksom på at din bolig er sikret med en tyverialarm, og på grund af det opgiver sit fordækte ærinde.

Sker ulykken alligevel, og et indbrud finder sted, kan en alarm være med til at afskrække indbrudstyven fra at fortsætte, stresse indbrudstyven – og ikke mindst sørge for, at der hurtigst muligt ankommer hjælp, der eventuelt kan stoppe indbruddet. Eksempelvis dig selv, en nabo, eller personale fra et alarmselskab eller politi.

Tyverialarmer er de senere år blevet en udbredt teknologi i danske hjem, og markedet er stort. Her gennemgår vi en række ting, der er værd at overveje, hvis du vil sikre dit hjem med en alarm.

 

alarm i privat hjem

Du kan sikre dit hus med en tyverialarm. Arkivfoto.

Alarmer er ikke den mest effektive foranstaltning mod indbrud i hjemmet

Det skal nævnes, at det fra Det Kriminalpræventive Råd lyder, at noget af det allervigtigste, hvis du vil undgå indbrud i dit hus, er at sørge for, at en indbrudstyv har så svært som muligt ved overhovedet at komme ind i dit hus.

Altså at låse, døre og vinduer (og andre potentielle indgangsveje) kan modstå forsøg på at blive brudt op i så lang tid som muligt. Det er det, man samlet kalder skalsikring af en bolig. Skalsikring er det mest effektive tiltag, hvis du vil sikre dit hjem mod indbrud, og derfor bør det have førsteprioritet for dig, hvis du vil gøre noget for at sikre dig mod indbrud.

Har du sikret indgangene til din bolig så godt som muligt, kan du med fordel investere i en form for alarmsystem.

Hvad bør tyverialarmer til hjemmet som minimum omfatte?

Selv om alle tyverialarmer har til formål at sikre dit hjem og dine ejendele, er der relativ stor forskel på de forskellige typer af alarmer, du kan købe dig til.

Hvilken type tyverialarm du skal vælge, afhænger af hvor godt du ønsker at sikre dig. Men som et minimum bør en tyverialarm omfatte følgende:

  • Detektorer, der reagerer på, at nogen bevæger sig i rummet. Detektorerne opsættes typisk i de rum, hvor der er ting at stjæle, samt i rum, hvor det forventes at en indbrudstyv vil bryde ind i dit hjem.
  • Hvis du har kæledyr, er det en fordel at anskaffe en alarm, der giver mulighed for kæledyrsfiltrering, der gør, at din hund eller kat ikke aktiverer alarmen.

Alarmsystemer med flere funktioner

Det er også en mulighed at vælge en alarm med flere funktioner end de allerede nævnte:

  • Du kan vælge en alarm, hvor du samtidig tegner et abonnement på en vagtservice. Så du betaler for, at en vagtpatrulje kører ud, hvis alarmen går i gang. Der er dog mange, der har en alarm uden forbindelse til en vagtservice, og hvor alarmen derfor kun bruges til at skræmme tyven væk.
  • Nogle alarmer kan tilsluttes lyset i dit hjem, så det blinker, når alarmen aktiveres. På den måde er det ikke kun støjen fra alarmen, der er med til at stresse indbrudstyven, og det blinkende lys kan være med til at tiltrække eksempelvis dine naboers opmærksomhed, så de måske kan være med til at stoppe indbruddet. Alarmer i private hjem må kun larme i 30 sekunder.
  • Alarmer med sensorer, der reagerer på pludselige skift i temperaturen, fx hvis vinduer eller døre til det fri åbnes.
  • Alarmer med sensorer, der opfanger vibrationer. Sensorerne placeres på eksempelvis vindueskarme, så de kan registrere, hvis nogen forsøger at bryde dem op.

Derudover findes også større og mere avancerede alarmsystemer med egenskaber og muligheder, der kan være bekvemme for dig. Eksempelvis:

  • Alarmen kan inddeles i zoner, der kan programmeres og indstilles separat. Det vil altså sige, at alarmen eksempelvis kan være slået til i stueetagen, men slået fra på 1. sal. Det kan være en fordel, hvis du sover på 1. sal, men gerne vil sikre stueetagen, mens du sover.
  • Alarmen kan have indkodet telefonnumre til dig, kontaktpersoner eller vagtcentral, så der gives besked, hvis alarmen går i gang.
  • Alarmen kan have hukommelse, så du kan forprogrammere indstillinger til fx aften/nat, eller når du tager på ferie og er væk i længere tid. 
  • Alarmen kan ringe op til et antal kontaktpersoner i en forprogrammeret og bestemt rækkefølge. Du kan samtidig programmere den til at ringe videre, hvis der er optaget hos den første, den ringer op til.
  • Alarmen kan fjernbetjenes og fjernprogrammeres, eksempelvis ved hjælp af en app på din smartphone, hvis du glemmer at sætte den til, når du går, eller hvis børnene kommer tidligere hjem fra skole, end du havde regnet med.
  • Alarmen er ikke kun en tyverialarm, men er også koblet til røgalarmer i dit hjem, så du – og en alarmcentral – får besked, hvis en røgalarm aktiveres.

God idé at kontakte forsikringsselskab, hvis du vil installere alarm

Er du i tvivl om, hvilken tyverialarm du skal vælge, kan du med fordel kontakte dit forsikringsselskab, før du køber en.

Flere forsikringsselskaber giver rabat på forsikringen, hvis du har installeret visse typer alarmer. Derudover kan du få mere information om tyverialarmer hos en installatør af tyverialarmer eller hos politiets kriminalpræventive afdelinger.

Certificeringsordning for alarmer

I 2006 trådte en certificeringsordning for alarmsystemer og installatører af alarmer i kraft. Ordningen skal sikre, at alarmer installeres korrekt i henhold til forsikringsselskabernes anbefalinger. 

Det er selvfølgelig en god idé at få installeret en alarm af en virksomhed, der er med i denne certificeringsordning. Det er en garanti for, at den alarm, du får installeret, lever op til branchens standarter på området, og at den bliver installeret korrekt. 

Ordningen er uvildig og forestås af Dansk Standard eller Teknologisk Institut, der kontrollerer installatørens kvalifikationer samt laver stikprøver af opsatte alarmer. Samarbejdet er etableret mellem politiet, SikkerhedsBranchen (Den Danske Brancheforening for Sikkerhed og Sikring), Tekniq (de tekniske installatørers organisation) og Finansrådet.

Kan du selv installere en alarm i dit hjem?

Du kan godt få en gør det selv alarm, så at sige. Der findes nemlig en del forskellige alarmer og alarmsystemer, som du selv skal montere i dit hjem. 

Med disse gør det selv-alarmsystemer har du typisk ikke mulighed for at tegne et abonnement til en vagtservice. I stedet fungerer disse alarmer typisk på den måde, at du modtager en sms eller et opkald via mobilnettet, hvis alarmen aktiveres.

Håndværkerfradrag for installering af tyverialarm

Hvis du overvejer at få installeret en alarm i dit hjem, eller allerede har besluttet at få en installeret, er det værd at huske på, at det i den forbindelse er muligt at benytte BoligJobordningen, populært kaldet håndværkerfradraget. 

Det har ikke været muligt i tidligere udgaver af BoligJobordningen, men er føjet til i 2018, hvor ordningen blev gjort permanent.

Du kan ikke trække udgifter til selve alarmen eller alarmsystemet fra, men du kan få fradrag for udgifter til arbejdsløn til den installatør, der sætter alarmen op i dit hjem. Hvis du vil gøre brug af håndværkerfradraget i forbindelse med, at du får installeret en alarm, skal du sørge for at få en kvittering, hvor det er specificeret, hvor meget du betaler for arbejdsløn.

Desuden skal du sørge for at betale elektronisk – ikke med kontanter eller check – og huske at gemme kvitteringen i tilfælde af, at skattemyndighederne på et tidspunkt beder dig fremlægge dokumentation for, at du har fået udført arbejdet.

Kilder og henvisninger

Kilder:

  • Det Kriminalpræventive Råd
  • Forsikring & Pension

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab